tirsdag 27. juli 2010 kl. 11:47 af Anna
Jeg er begyndt et par gange. Og klikket væk, fordi jeg ikke ved hvad jeg vil sige. Lagt blyanten væk, lagt telefonen væk, lagt tanken. Hellet er ikke helle mere. Fortryllelsen er hævet, hvis den da nogensinde var der. Måske det bare var noget jeg bildte mig ind. Forhekset, besat, benyttet, betuttet. Hypnotiseret, betaget, bedaget. Jeg ved stadig ikke hvad jeg gør. Endnu mindre i går end i forgårs. Lidt mere i dag. Men er det ikke bare altid det samme valg? Intet valg er det største og mest gennemtrængende valg. Jeg gør intet og dermed gør jeg alt andet.
Jeg har læst bøger i ferien. Gode bøger og knap så. Læst om vejen til indre fred og om lean ledelse og om kærlighed. Jeg tror på kærlighed. Og stilhedens vigtighed for mig. Jeg tænker, at jeg ser kedelig ud, udefra. Det generer mig faktisk lidt. Det har altid generet mig når jeg ser forkert ud, og kedelig er ikke noget jeg har følt var passende at ligne. Som om verden definerer mig.
Jeg dyrker min have. Jeg bager mine boller og stempler min kaffe. Jeg sidder i timer og ser på bier og åndsvage myrer, der graver myregange i mine blomsterpotter. Jeg tager min bil og kører derhen hvor jeg kender vejen, og så går jeg en runde, der hvor jeg kender stierne, mens jeg indånder luften og ser blade på træerne. Der er ret mange blade på træer for tiden. Og blomster i græsset. Og myrer. Men jeg keder mig ikke. Jeg drikker stilhed i stedet.
Jeg vågner på glatte lagner med drømme under hud. Løbende gennem rum i forlængelse, kaldende på hende, der følger mig og smilende til dem, der ikke ser op. Jeg tror på kærlighed så meget at jeg ønsker at den bog jeg læser lige nu, ender på det. Jeg bladrede om for at se om navne dukkede op, men snød mig ikke til at læse. Vejen derhen er vigtigere en slutningen. De sidste to sider giver ikke mening hvis ikke de femhundredesyvogfyrre kommer før.
Der er 1760 indlæg her. 1761 med dette. Sikkert også flere, der aldrig blev lagt ud, og en del der er trukket tilbage. Jeg tror på at slutningen passeres før vi er i mål, og at vi ikke opdager historierne før de er skrevet. Jeg tror på kærligheden. Selv den del af den jeg ikke kan gribe om og den der ikke vil vokse i en af mine potter, fordi der er små røde myrer, der graver jorden væk nedefra. Og at jeg måske skal bruge mine evner til ord på noget andet end at sende små noter ud i det cyberblå. Måske det slet ikke gør en forskel, men måske ordene bare forsvinder, hvis jeg ikke skriver dem ned.
Måske det er ligemeget. Måske jeg er. For en del. For den del. Men er det vigtigt for helheden om?
fredag 23. juli 2010 kl. 15:05 af Anna
“bider du?”
Nede i Irma i køen. Hun så lige på mig, så hvad ellers skal jeg tro end at det var til mig? Jeg stod bare der i min ferie-zen med snavsede tæer. Og knæ så jeg, da jeg kom hjem. Det er så det der sker, når man havearbejder til sulten minder om, at der ikke er mere rugbrød. Om jeg bider? Hvad pokker er dét for et spørgsmål? Så kiggede hun væk og gik om bag mig i køen, uden at vente på svar. Det var så heller ikke til mig, men til kæresten, tænkte jeg. Lige så ung og temmelig meget mere rødblond. Hvor hyggeligt sådan at diskutere intimiteter midt i Irma.
Hun tyggede tyggegummi og stod så tæt på mig, at jeg kom til at hamre ind i hendes albue med indkøbskurven, da jeg løftede den op.
Undskyld, pige i tyverne med tyggegummi og lidt for snæver intimsfære. Var det med vilje var det uden min bevidste stillingtagen til hvad der er ok, og med dét overjeg, jeg render rundt med er det nok ikke særligt sandsynligt.
“Der gør ikke noget,” tyggegummiede hun, uden at se på mig. Men det gjorde det jo, for hun skar ansigt og så på den rødblondmossede med et fnis.
“Til næste gang skal i huske at man ikke må tage hunde med ind. Det her er en levnedsmiddelbutik!” Kassedamen havde set det jeg ikke havde set, i tasken over kærstens arm. “uanset hvor små de så er!”. Hun lød ikke som en der skulle overses. Lidt som mit overjeg. Det må have været den, der måske bed. Hunden, altså. Kæresten så ikke ud til at være typen der bed, men man ved jo aldrig. Hunden gjorde. Pistæppetisser. Tasketisser. Adr.
Sommerferietomgang. Nu drikker jeg hyldeblomstdrik og kigger på bier, og blomster der trænger til vand. Det går lige endda.
mandag 19. juli 2010 kl. 19:03 af Anna
Jeg er der lige om lidt, ikke? Måske, altså. Overvejede lidt hvad pokker jeg skulle med den her blog, da jeg lå på en liggestol, i nogen-og -redivegrader ved en pool på Mallorca lige før. Overvejede også, hvad jeg i det hele taget lavede dér, for mine unger er tydeligvis vokset fra underlige bamser i menneskestørrelse, der danser hver aften til samme potporri af intereuropæiske børnesange, og hvad er der så tilbage af grunde, til at være lige dér, sammen med resten af familieDanmark, Tyskland, Holland, Sverige og Norge. Men polen var fin. Og stranden. Og maden, tak fordi du spørger.
Det fede ved ferier når man er mig, er at ordene kommer tilbage. Jeg taber mine ord, når de skal presses ud, og selvom jeg messer at jeg kun skal skrive når det kommer af sig selv, så presser jeg alligevel ord ud, jeg ikke har ord til at skrive. Det var derfor jeg spekulerede over hvordan jeg skal fortsætte her. Hellet er blevet mindre mit, nu hvor nogle venner og en vis mand læser med. Eller kan, hvis han gad. “jeg har ikke brug for det” siger han, når man spørger. Nå. Det er altså kun når du er sur på mig, du har brug for at snage i mine ord? Tss. Hellet er ikke helt så helligt mere, men det er vel også ok.
Der er en låge der piver helt vildt højt, hos en af naboerne. Piiiiv! Hvis jeg gad, ville jeg rejse mig og finde ud af hvis det er. Det gør de andre jo. Begge mine naboer er enlige mænd, og hver gang der sker noget på vejen, mylder de ud til ders havelåger og ser hvad der er. Jeg har ikke nogen havelåge. Måske man skal have det, før man gider rende ud for at se efter mystiske biler på vejen? Hm.
Der kom en stor lastbil tidligere i dag. Ret stor, i forhold til at vejen er ret lille og ret uoplagt for gennemkørsler med ret store biler. Min flinke nabo myldrede ud, bare for at se på den. Man må ikke sige “get a life” til ensomme enkemænd. Shyh.
Nåm.
Som sagt lå jeg ved en pool i sidste uge og spekulerede over hvad pokker. Jeg blev ikke skide meget klogere og nu er jeg sulten.
Rugbrødsmad anyone?
tirsdag 6. juli 2010 kl. 10:29 af Anna
Jeg tror bare jeg holder sommerferie, nu jeg har det.
Vi ses på den anden side!
mandag 5. juli 2010 kl. 0:00 af Anna
Sommeraftenen hænger fast i min hud, som kun sommeraftener kan det. I mit køleskab bliver der tryllet hyldeblomstdrik frem af sukker, citron og tunge klaser af sprødtduftende blomster, der er kartofler i min jord og persille i mit bed. Og løvstikke, jordbær og squash med gule blomster.
Der er roser, hosta og lysende fløjlsviolette haveklinter; digtalis, pæoner og hvide skærme af skvalderkål. Der er høje gule og lave lilla, og ikke helt så mange som jeg kunne ønske mig, men masser tilbage at drømme om.
Der flyver kæmpemæssige summende ting brummende rundt i tusmørket i min have. Hvad det er ved jeg ikke, jeg kan kun se deres sitrende silhuetter mod den lyse aftenhimmel og høre de små dunk når de baldrer ind i et blad. De virker ikke helt som om de kan orientere sig, eller også er de for tunge til deres eget vingefang. Da det stadig var lyst nok til at jeg kunne skelne, dumpede en af dem ned på stien lige foran mig. Bonk. Og der lå den så, groggy med sprællende insektben og en måbende manglende evne til at kunne få vendt sig, så op vendte op og ned ned. Noget fik den til at flyve alligevel, sidelæns og op, og jeg måtte dukke mig for ikke at blive fløjet ind i.
Sommeraftenen hænger fast i min hud, som kun sommeraftener kan det. Lidt klistret af duggen, der falder som usynelige dråber mod lune fliser. Lidt varm af timers sol, lagret i mursten. Lidt støvet af jord der er hvirvlet op af et vindstød. Og lidt sprød af forventningen om at i morgen bliver ligesådan.
Jeg tager det hele med ind under mine kølige lagner, og slumrer ind til lyden af mærkelige insekter og duften af blomster jeg har glemt navnene på.
fredag 2. juli 2010 kl. 12:56 af Anna
Ham som vel egentlig kan og bør betegnes som min kæreste, er syg. Og jo, han er en rigtig mand; så han er nærmest ved at dø. Svineinfluenza eller ebola mindst. Evakuer området og bestil en tid hos den lokale bedemand. Faktisk begyndte blev han syg forleden, da et par venner var forbi, og på et tidspunkt hvor vi alle var godt boblet op. Pludselig krakkelerede den der stærke mand, og måtte trække sig fra festen. Og mig? Jeg lo. Ret højt, såvidt jeg husker. Onde mig, men jeg var jo altså heller ikke helt ædru, vel?
Nåm, staklingen blev smidt i seng, havde det bedre resten af weekenden, indtil mandag; hvor han så virkelig, virkelig havde det skidt igen. Virkelig. Syg. Piv. Meget piv.
Men det afholder jo ikke en stor stærk mand fra at gå på arbejde, vel? (Og hvor syg er man så?) Han lignede godt nok en der havde det skidt, så jo jeg troede da på ham. Men altså. Behøver vi at reservere en seng på hospitalet for en smule forkølelse?
Når jeg selv er syg kravler jeg ind i min skal og lider i stilhed indtil det går over igen. Hvorfor kan mænd ikke gøre det samme?
Det viste sig så at han havde kold lungebetændelse. Så er det ok at pive lidt, jojo. Men derfra og så til at Florence Nightinggale poppede op og overtog min krop, var der virkelig, virkelig langt. Og det piner mig faktisk lidt. For den onde modbydelige sandhed, skåret ud i sort-hvid pap for forståelsens skyld er, at jeg ikke rigtig gider ham, når han er syg. Jo, det er synd, men kan han ikke bare lægge sig i et hjørne og pive for sig selv til det er overstået? Vi er jo voksne mennesker der sagtens kan tage os af os selv til hverdag.
Kan jeg ikke slippe for at skulle tage mig af og lægge kolde klude på panden, for jeg gider jo ikke være mor for flere end to? Skal jeg være helt sort, synes jeg ikke, at skravlet er spor interessant. Jeg vil meget hellere have den kække, friske flab end den jamrende ‘døende’ stakling.
Havde det været mine børn var det noget andet. Så er jeg der, og synes at mine små pus er bedårende, selv når de brækker sig ud over sofaen. Det er måske så lidt en omskrivning af sandheden, men bare for at pappet bliver tydeligt nok.
Er det mig der er kold og ond knudekælling? Burde jeg ikke kunne finde noget omsorg frem? Vil jeg ham ikke nok? Eller er jeg i virkeligheden meget normal?
Nej?
(titlen er et citat. Jeg giver en is til den der – uden google – kan fortælle hvorfra!)
onsdag 30. juni 2010 kl. 22:03 af Anna
Tilsidst og for sent i forhold til den tid der var afsat, spurgte jeg hende hvad der er, der har skabt den knude af angst, der har drevet mig til dét jeg er i dag. På godt og ondt. Fordi jeg gerne vil have knudret den ud. For den stopper mig jo i dét jeg gør. Den hindrer mig i at sige ting for ikke at begå fejl og den gør mig ulykkelig.
Men hun fortalte mig at alle har en angst inderst inde, og at det kun er størrelsen og oprindelsen der adskiller os. At den angst er en grundsten i dét at være menneske. Og at vi bedre kan rumme den, hvis vi ved hvor den kommer fra og lærer at holde af den, for dét den er: et værn mod det onde vi har mødt dengang vi var små bløde væsener.
Men hvor kommer så min fra, spurgte jeg videre. Hvordan finder jeg ud af hvor min kommer fra, så jeg kan favne den? (giv mig min facitliste så jeg kan udrede og komme videre. Kom nu..) Hun gik over aftalte tid, med en scanning af muligheder, lige fra overgreb til for meget ros, men intet ringede og intet var ømt.
Indtil jeg fortalte om min søn. Min højt intelligente, lille dreng, der kæmper med at forstå den verden af rumvæsner han er sat i, og mod den ensomhed han ender i, når al kommunikation fejler til sidst. Og om den mensa-test jeg tog for sjov forleden.
Jeg skal tidligt i seng i dag. Mit hoved summer, mine øjne svier og jeg tror søvnen kan drage de næste følgeslutninger, for erkendelsen er svær at rumme i vågen tilstand.
tirsdag 29. juni 2010 kl. 14:56 af Anna
Spøjst som det stadig kan give et gib i én, når man ser nogen, der engang betød mere end. Selv som ny, kan alt det gamle læses under linierne i ens hud; og gamle længe forsvundne nerveender stadig sende impulser.
Selv Phønix var skabt af det, den kom af, så hvorfor ikke også mig.
tirsdag 29. juni 2010 kl. 9:59 af Anna
Jeg har lige udfyldt en lille grim formular. Satte kryds ud for ”arbejdet genoptages fuldt ud den” og fuldførte sætningen med “01-07-2010″. Det er lige om lidt. Ret meget lige om lidt, faktisk.
Pause slut, og hvor er alt dét jeg har lært? Her? Ja?
Jeg har lært at hjernen er en fysisk del af kroppen. Og at hjerner kan brænde sammen og at selv om viljestyrke er drifkraft, er det ikke livskraft nok i sig selv. At det er ok at holde pauser, at det er iorden at stirre ud i luften. At det ligefrem er sundt.
Jeg har lært at jeg skal tage mig af mig.
Jeg havde som grundantagelse, at der ikke er så mange andre der gør det, men ikke at jeg selv var den største synder. Jeg har så også opdaget og lært, at der rent faktisk er andre der bekymrer sig og vil tage sig af. Stadig overvældende og svært at tro på, i sin banale selvfølge.
Lige om lidt begynder det hele igen. Jeg får en ny afdeling, i en ny struktur som ikke er på plads endnu, men som kommer det efter ferien. Med en ny chef i forhold til hende, der sendte mig hjem, og som fortalte mig i går, at jeg ikke skal forvente at han i tide opdager, hvis jeg rammer muren igen. Ikke at han ikke vil, eller ikke vil gøre hvad han kan, for at forhindre det, men han kan ikke se gennem facaden. Sagde han. Klog observation og selverkendelse. Så jeg må selv sige til og fra; og det er vel også dét jeg har forsøgt at lære mig selv de sidste par måneder. Mærke efter og passe på, og være det bløde væsen jeg også er. Højt.
Det, der stikker en lille dirrende uro i den ene side af mit mentale synsfelt er, om jeg har lært alt det jeg har lært. Husker jeg det om lidt, når jeg begynder at få mere end 10-15 mails om dagen igen? Husker jeg det, når 15 mand kræver min tid og mit ansvar? Husker jeg det, når deadlines hober sig op og telefonen ringer med krav og skideballer over ting jeg ikke er herre over?
Har jeg noget valg? Lige om lidt?
mandag 28. juni 2010 kl. 18:56 af Anna
Jeg fatter ikke mænd. Ikke mænd som sådan, og da slet ikke den mand jeg har gående for tiden, for ham begynder jeg faktisk at fatte ret godt, selvom jeg har en anelse svært ved at tilgive ham at han rent faktisk lavede det sugemærke han truede med, og især fordi det blev spottet efter fem minutter i storrumskontoret af den vældig søde jurist, der gennemførte en hel samtale med mig, med blikket stift rettet mod den famøse blå plet på min hals og ret hurtigt i samtalen udbrød “Arj Anna, hvad helvede render du og laver?”. Lige den del forstår jeg godt. ‘Ingen kommentarer’ er jo også et svar, ikke?
Men jeg fatter ikke mænd, når de selviscenesætter sig så langt ud, at de lykkedes med stort set kun at narre sig selv (eller hvertfald ikke mig) i påtagethed og se, hvor lækker og klog jeg er. Kvinder gør ikke helt den slags. Kvinder er så tilgengæld alt for tit alt for selvudslettende og undskyldende at de er til, selvom de er mere værd end hele banden af se-mig-mænd til sammen. Jeg fatter ikke at de kan, mændene. At de selv tror på det.
Mest af alt fatter jeg ikke at de andre mænd tilsyneladende også tror på det.Kollektiv hypnose, mens vi andre ser måbende til. Det værste er at det virker.
I don’t get it.
Jeg fatter så heller ikke at mænd ikke fatter kvinder, for hvor nemt kan det da være.
Men sådan er det nok så meget.
fredag 25. juni 2010 kl. 14:25 af Anna
Vi skulle bare købe jumbobøger, så min store dreng havde noget at læse i, på den koloni han liger er kommet hjem fra. Køen var ikke lang, der stod to damer foran os, med rollator, blågråt hår og masser af tid. Den foreste havde købt en elkogekande der manglede en dims.
“Jeg kan jo ikke sætte den i stikket uden et stik, vel?”
Hun smilede en smule triumferende, til knægten bag disken, der uden tvivl aldrig havde overvejet selv at købe en elkogekedel endnu. Diskussionen om hvorvidt og hvordan, druknede i hvid Kvickly-støj og mine børns snakken om Jumbobøgernes nummerrækkefølge, logikken bag at de skulle have en Kaj-kage og mine egne tanker om alting. Indtil en stemme bag mig vækkede mig af den behagelige hverdagseftermiddagsdøs.
“Hvad? Sker der snart noget? Er der ikke nogen til at ekspedere? Hvor er alle henne? Det er sgu da for dårligt, hva?”
Det kom fra en rødmosset mand, der lige havde stillet sig op bag mig og ungerne. Han lignede ikke en der havde travlt med andet end at klage, men jeg tav og tænkte at jeg jo havde alt den tid i verden. Fordi der er sådan jeg vil have det til at være. Fra nu af og resten af mit liv, har jeg tid til at være her hvor jeg er, og lade tingene tage den tid de tager. Nemt at sige, når jeg stadig er på nedsat tid til fuld løn. Nemt at sige med flere måneders undtagelsestilstand klæbende til mine synapser. Men jeg mener det faktisk. Mind mig lige om det, når jeg er syltet ind i budgetternes elefant-dans til september, eller når jeg igen-igen tager ansvar ud over mit eget, fordi jeg kan se at noget trænger til at blive løftet.
“Hvad har de gang i her? Det er fandeme for dårligt! Tror de ikke at vi har andet at lave?”
Manden blev ved med at brovte over manglen på ekspedient, indtil den unge gut bag disken fik blussende røde kinder og forgæves kaldte på hjælp over højttaleren, mens han fandt stik-dimsen til damens elkedel i bunden af den kasse hun havde købt den i. Hun smilede sødt og fik elkedel og bon retur.
Så købte vi bøgerne og forhandlede Kaj-kagerne om til en halv kanelstang, som barnB bestilte og barnA betalte og stolt bar ud af butikken. Og gik forbi den rødmossede mand – nu med Lotto-kupon – der sad på en bænk og stirrede tomt ud i luften. Måske det var dét han skulle nå. Og hvem gider egentlig også stå i kø, når man kan sidde på en bænk og se tiden gå?
fredag 25. juni 2010 kl. 10:48 af Anna
Da alt var stille i går aftes, og mens det meste af landet krampede i tæerne over noget i sydafrika, listede jeg ud i den stille aftenluft og indåndede dug og den krydrede duft af roser og naboens hyldeblomster.
Luften og duften gav en instant ro rørt op i et glas køligt vand. Blidt perlende mod ganen, som den stille latter, jeg engang hørte fra min sovende søn, en sommermorgen for mange år siden. Han var ved at vågne, men hang fast i en drøm og lo stille klukkende og så henført lykkeligt, at jeg gemte det på en lille stribe fløjlstanker allerinderst.
Sådan var i går aftes. Lunt og sprødt på sommermåde, og min gul-gyldne rose er sprunget ud for at sætte prikker over alverdens i´er.
I morges, mens jeg ventede på min nye rengøringshjælp, der lige skulle have en sidste intruktion, sad jeg i morgenen i min lille bitte baghave, med en kop kærlig kaffe og sniffede videre, mens jeg så planter og ukrudt og alle mine drømme gro henover hovedet på mig. Der duftede intenst af den der hyld og af den abrikosfarvede rose bag mig, der åbnede sig mens jeg så på.
Når alting begynder at køre i fuld fart igen, vil, må, skal jeg holde fast i stille aftener og tyste morgener, så hele mig lander, letter og er med.
Det er sommer nu. Inden på og udenfor, og det er ok og lige præcis sådan det hele skal være.
onsdag 23. juni 2010 kl. 9:58 af Anna
“I dag bli´r en faboulus day!”
Sys Bjerre er flyttet ind i min knold med sin pigestemme og en et eller andet sted befriende enkel sommerfjollet tekst og et irrriterende ørehængende omkvæd. Hun var baggrundsstøj da jeg lige før, fremlagde dét jeg har brugt de sidste par uger på at hygge mig med her på mit sidespor for min ledelse og fik et stort set ubetinget “go do” på hele materialet. Jeg tror ikke man kunne se at der Bollywood-dansede en poptøs rundt på min hjernehinde, og jeg er lidt tilbøjelig til at give hende ret. I dag bliver en god dag.
Hej verden.
tirsdag 22. juni 2010 kl. 21:14 af Anna
“Hvordan går det?”
“Godt”
“Godt, du ser også sådan ud”
Det var ikke der jeg kom til at grine, vist først lidt efter, da han blev ved med at ævle om hvor meget han gerne ville vide om jeg var klar eller hvad pokker det var, han ville vide. Jamen jeg er klar, sagde jeg og smilede måske for skævt.
“Det er jo en vigtig og dyb beslutning, hvor jeg har brug for at du kigger dybt ind i dig selv”
Åh du skulle bare vide. Lille mand med alle ambitionerne, alle viljerne og alt det andet, der en dag driver dig langt. Du skulle bare vide hvor dybt jeg tænker hver fucking eneste minut, jeg ikke kan drukne mig i andet. Selv når jeg sover tænker jeg dybere end man skulle tro, når man ser mit kønne smil. Er jeg klar? Vil jeg tilbage? Vil jeg det her? Hvad vil jeg ellers? Alt det der man tænker, når man sidder på sidesporet og blomstrer om kap med pæoner og andre roser.
Så holdt jeg op med at grine. Forsøgte så godt jeg kunne, at nagle ham til stolen med lidt blåt stål og en rolig stemme.
“Det er skam meget alvorligt ment, når jeg siger at jeg vil tilbage i en lederstilling, og at jeg føler mig klar. Alternativet til at få den her, er at jeg selv finder en.”
To sætninger længere henne slap han emnet med et “ok, tak, det var det jeg skulle vide.”
Men hvad så? Jo jeg fik spurgt. Minirokade, sagde han. Enten den ene eller den anden afdeling af to. Gammelt stof. “Eller er det for demotiverende for dig?”.
Jeg sagde nej lige der. Det var fint tak. Anything goes.
Men det er ikke rigtigt, jeg vidste det bare først da jeg havde siddet lidt bagefter. Kæft jeg tænker langsomt, når jeg tænker. Nej, jeg vil ikke overtage afdelinger fra de andre; jeg vil bygge nyt, eller have nyt. Eller noget jeg ikke helt ved endnu. Ryst posen, og jeg vil hjælpe dig med at lime stumperne sammen. Det andet har jeg prøvet. Masser af T-shirts i skabet.
“Hvorfor sagde du det ikke bare da det var?”. Helt anden samtale, en helt anden dag, om et helt andet emne, med en helt anden mand.
Fordi det ikke altid er, at man ved hvordan det er, når man sidder midt i det. Kan man sætte verden på forskudt transmission? Og hvis det er, kun sende det, hvis man vinder kampen?
mandag 21. juni 2010 kl. 9:46 af Anna
Kan man det? Få et, i stedet for at tabe det?
De sagde at de ville give mig en helbedøvelse, men jeg kunne ikke mærke andet end døsighed. De skulle sy det hele fast igen. Samle nerveender, fæstne sener og rimpe hud. Allerede da de lagde det henover mit kranie, kunne jeg bevæge kæben igen, så det ville helt sikkert komme til at virke, det skulle bare lige sys fast. Under fuld bedøvelse. Det var bare en drøm, men jeg kan stadig mærke ømheden i kæben. Jeg har sikkert ligget og spændt og skåret tænder hele natten.
Sindsyg drøm. Kuldegysninger da jeg kom i tanke om den, i min bil et sted midt på Lyngbyvejen. Jeg skulle have mit nye ansigt. I drømmen havde jeg gået rundt uden i et stykke tid, der ikke var afgrænset og sikkert heller ikke gav mening. Hudløs rødt kød, uden kæbe, tænder, øjnelåg og smil. Ikke at det gjorde spor ondt, det var bare lidt… akavet. Hej hej, underbevidsthed.
Det nye var fint med glat hud og en kæbe der passede perfekt ned om mit kranie. Det klikkede sig næsten fast, da sygeplejesken satte det på med kølige blide hænder; men jeg vidste jo at der skulle syes for ikke at jeg tabte det når jeg rejste mig op. Og så var det, at jeg ventede på at bedøvelsen skulle virke for at hun kunne sy. Men helbedøvelsen ville ikke helt virke på mig.
Godmorgen, det er mandag, og jeg prøver at undgå at ryste for meget på hovedet i dag.
søndag 20. juni 2010 kl. 20:45 af Anna
Tidligere i dag løb jeg en tur, hvor det tog mig 14½ minut at komme i tanke om at jeg ikke gider løbe lige for tiden, og især ikke uden et mål. Så jeg gik 6 km i stedet for at løbe 10. Det skader nok ikke, selvom nogen i mit baghoved fortæller mig at jeg bliver fed af det.
På et eller andet sted i dagene der er gået og under diskussioner om det jeg har skrevet, sagt og især ikke-sagt og for helvede din idiot, det handler ikke om dig, det handler om mig; gik det op for mig at jeg måske har lidt mere ret end jeg vidste. Det handler ikke om ham, det handler om mig. Om min måde at se verden på, om min frygt og om min adfærd. (og hvor er den navlebeskuende. Ja, er det ikke skønt, når nu resten af mit liv foregår fra halsen og op?)
Og i skolen fik dårligt forberedt nyansat skolopsykolog sagt, at der måske var en sag for psykiatrisk afdeling på Gentofte i mit lille begavede barn; og jeg tænkte, at det vist er hende der har en skrue løs, eller også er jeg måske hende moderen, der nægter, at der er noget galt med mit barn i så lang tid, at det skader ham, og at jeg måske skal begynde at lytte til fagkundskaben. Men forhelvede så læs da de papirer der ligger foran dig og hør på hvad vi ser og siger.Men hvem siger at min intuition har ret lige her?
Men forleden var det så altså at jeg gav op over for hende, der prædiker i mig at alting skal være så fucking perfekt, og lyttede til dét jeg følte med mave og hjerte og … pis og papir: det, jeg bare følte var rigtigt. Men løbet var jo løbet for længst og jeg skal videre i min ensomme tullen mod en eller anden abitrær solnedgang og dyppe mig i min egen lidt for veludviklede sans for melankoli, og var ved at rejse mig fra en fremtid og et måltid, og spurgte om han var færdig. Samlede bestikket i min velkendte flugt fra alt dét der risikerer at krumme et hår på mit forsøg på at lykkes, og nåede ikke helt at se at han var lige dét hurtigere, og tog det fra mig og satte sig overskrævs på og henover mig og kyssede det hele væk.
Meget magisk, i virkeligheden. Hvis jeg nu skal tænke tilbage. Skal jeg det? Behøver jeg, eller er det nok at sejle videre på den her sugende savn jeg har haft i maven siden, selv når han lå få millimeter fra mig? Det handler jo alligevel bare om mig. Og alle dem jeg trækker med mig.
fredag 18. juni 2010 kl. 10:40 af Anna
Jeg vågnede i en lejlighed, med brede hvide paneler om vinduerne og stukløst hvidmalet loft. Havde der været stuk, havde den lignet en lejlighed jeg boede i engang. Flere lejligheder, faktisk. Spøjst som to-værelses lejligheder i København ligner hinanden, når de er bygget i samme årti. Små, skæve, med et skråt mikroskopisk toilet, en lille gang og to værelser med en dør i mellem, der ofte er blokeret eller muret til. Og så brede hvide træpaneler i vinduerne, der skal males med glans 50, for at der bliver rigtig pænt. Kæft jeg har malet mange brede hvide paneler i min tid. Før jeg flyttede ud af byen og fik råd til at vælge, at lade folk male mine vægge.
Jeg malede ingenting i morges; lå bare under en dyne, der ikke var min og så på væggene, og lyttede til de fremmede lyde af hus der vågnede; og tænkte på hvordan lejligheden mindede mig om den hvor jeg boede alene først, midt mellem Nørrebros vilde hunde, og om den hvor jeg flyttede hen, sammen med mine børns far. Bad i kælderen og folie på vinduerne om vinteren for at holde varmen.
Jeg tror ikke ham der bor hvor jeg vågnede, havde folie på ruderne i vinter, men han gik inden jeg vågnede helt, så jeg kunne ikke spørge. Han havde købt en tandbørste til mig. Og sagde, at jeg jo godt kunne få en nøgle hvis det var.
Det prøver vi så at finde ud af om det er. Eller skal være.
onsdag 16. juni 2010 kl. 22:22 af Anna
Jeg kunne skrive om hvordan luften en sommeraften skifter fra kold til varm når man når midtvejs ned af stien ved åen. Eller om fløjlslys aftenhimmel henover øresund, eller solsortes korte pip i den kølige luft. Jeg kunne også spinde en ende over teenagerne, der stimler sammen nede ved broen over, og taler med knækkende stemmer og hvinende tøsehyl; mens de bruger deres cykler som både stole, afstivning og skjold for egen og andres blufærdighed; og duggen får pigernes hår til at kruse lidt. Sikkert.
Jeg kunne også fortælle om manden med det pæne smil, der satte sig ved siden af mig i toget, og talte indtrængende i sin telefon, til hende, han tænkte på dag og nat og ikke kunne undvære men jo alligevel måtte undvære fordi det hele var fucked up og især ham selv. Sagde han, og stod af to stationer før mig.
Men jeg er for træt og måske også for fucked up selv, men vist mest på den gode måde, hvis jeg ellers kan vælge.
Så det bliver en anden dag. Måske.
tirsdag 15. juni 2010 kl. 20:40 af Anna
Jeg hvirvler rundt i udmattelsen af, at næsten være oppe på fuld tid på job, følge-fornemmelsen af at være et skvat, kampen med mig selv om at geare ned igen efter at rent faktisk have jongleret med ting på jobbet, og så aha-oplevelsen over hvad man bruger “its complicated”-forholds-statussen på facebook til.
Send mere overskud, overblik og chokolade.
Tak.
mandag 14. juni 2010 kl. 12:17 af Anna
Jeg løb et halvmarathon i lørdags. Med vind i ryggen og min gamle chef ved flanken. Én af mine gamle chefer. Det var fint og hyggeligt og jeg var ikke i så god form, at det var legende let hele vejen op og ned, men i så god form, at jeg alligevel kom ind i vanlig tid og flere minutter før ham. Det griner vi lidt af på gangene i dag, mens mine ben syrer til af at sidde stille og jeg overvejer hvad pokker det lige var, der skete i går.
Men vi fortsætter uanfægtet i hverdagstrummerum, med dokumenter der skal reviewes og luges for juridiske uforståeligheder (hej sidespor), med sommerfest på skolen, hvor færdiglavede frikadeller kommer til at stå fint på buffeten. Fjollerier henover computerskærme og en telefon der var lidt mere stille end jeg vil have den til at være, indtil lige før. Når jeg kommer hjem skal jeg have lavet mit CV færdigt og så tidligt i seng at jeg ikke sidder og hænger som i dag. Vågnede klokken lidt før fuglene og slumrede hen igen da de begyndte deres koncert. Mærkelige nye liv, hvor fysiske stressreaktioner kommer hurtigere end før. Cortisol-OD bare på grund af en snak henover lidt improviseret pasta, sent i går. Mærkelige nye ikke-nemme liv, hvor alting laves om hele tiden.
Men det ene skal vel passe til det andet.
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer