Glem alt efter godmorgen. Den store barn var dybt ulykkelig over at være blevet så vred på sin lillebror, at lillebror var blevet dybt ulykkelig. Sengekantsnak om at man godt kan blive, og godt må være vred på dem man holder af. “For selvom han er en rigtig irriterende lillebror, er han også en rigtig god ven”.

“Giv ham et kram i morgen når han vågner og fortæl ham det, så bliver han glad”
“ja.. ja, det gør jeg!”

Så enkel og kompliceret er verden nu engang.

Kæft hvor jeg elsker mine børn.

Det har været sådan en dejlig søndag. Jeg blev smittet af andres bobler og fik afsluttet årets første træningsuge med perfekt timing, gode ben og frostluft i lungerne. (messende: jeg prioriterer mit løb, fordi det giver mig overskud. Gentag 10 gange efter mig: Jeg…).

Og glade børn, selvfølgelig. Jojo. Larmende, sparkende råbende glade børn.

Happy day og en sen kaffe date med Bono.

indtil jeg opdagede på forældreintra at min ældste skulle have været til fødselsdag klokken 11. Det er bare ikke ok ikke at opdage det før flere timer efter at han skulle have været hentet.

Forklaring? Den primære er at jeg ikke har kigget på siden. Den sekundære er at det ikke er min weekend, men at x skulle til fødselsdag i Jylland og jeg så er sitter, og derfor ikke har kigget på den her dato. Den tertiere er at jeg aldrig har fået papirudgaven af invitationen i hånden. Dårlige undskyldninger som ikke holder i retten. Jeg er dumpet i dagens mor-game. Ta den.

Undskyldte til barnet. “Det er ok, mor” sagde søn, der har brug for hjælp til det sociale. “jeg har jo heller ikke taget invitationen med hjem.” Sagde søn, og tog skylden på sig. Jeg prøvede at pille den af ham, det er jo for helvede ikke en otteårigs ansvar at huske datoer og klokkeslet. Og han virkede ok. Til et par timer senere, hvor lillebror stak en finger i øjet på ham og han brød sammen. Jeg har ingen ret til at følgeslutte som jeg gør, men av.

Det er en lille ting, men ikke ok. Jeg kender årsagen; jeg har alt for mange bolde i luften. Jeg kan ikke æde den alligator, uanset om jeg så var en pythonslange.

Jeg drømte at jeg kyssede L forleden dag. Og lagde min hånd på hans hofte, lige over bukselinningen. Han havde en blød trøje på over sin lyseblå skjorte. Det var ikke dét jeg fortalte ham, men jeg kom i tanke om det midt i kantinen, hvor vi stod side om side og fiskede fra et fad med blandet salat. “Jeg drømte om dig i nat”, sagde jeg vist bare. Og smilede. Han kiggede op, og blinkede så. “Ja? Og i lige måde.”

Det er ikke lige dét svar man venter, vel? “I lige måde.”

Jeg ved godt at drømme aldrig helt er hvad de ligner. Gad vide hvad han var i den drøm. Hvad var det jeg kyssede?Han er karriere-drengen med de spidse albuer, han er energisk og engageret, men glatnakket på en højst irriterende måde. Og kun pæn på grund af jakkesættet.

Men han kyssede godt.

Med halvandet glas fløjelseblød hvidvin tyllet i min grådige kæft, er ugen endt ok.

Fredagen blev et ridt i personalehåndtering og muggen over bonus der ikke var stor nok sammenlignet med sidemandens. Var jeg mere ædru ville jeg nok spinde en ende over at alt er relativt og at det, der var ok i mødelokalet, holder op med at være det, når hende den anden får 5k mere.

Hun bad om en forklaring. På mail efter hun var taget hjem. (Jojo, vi håndterer konfrontationer vældigt voksent hos os.) Jaja, søster lyster, forklaringen er, at den anden har gjort det bedre end dig. Get it? Velkommen til dansk erhvervsliv anno 2010. Det er ikke nok, at kunden er glad, din ledelse skal også være det.”ja, men hvis jeg var manager havde jeg prioriteret anderledes.” Right, men nu er det MIG der er det, så det er min strategi du skal føre ud i livet, og gør du ikke det, kan jeg jo lissom ikke forgylde dig, vel?

Undskyld, jeg er snaldret og useriøs. Tag det med salt. Alt er håndteret efter bogen. No stress.

og så er make-up sex en helt ok opfindelse. Hep!

Hormonoverload og alt for presset arbejdsliv og privatliv er ikke en god kombi.

Tilgengæld er vinteren den mest vinteragtige vinter jeg kan huske jeg har oplevet, og det er jo sjovt. Tak til mand der skubbede mig ud af snedriven i morges, få sekunder før jeg begyndte at tude af arrigskab.

Men tænk hvis jeg turde og tænk hvis jeg kunne, alt der jeg ikke tør og ikke kan se at jeg kan, har kunnet og nogensinde vil kunne. Har man så bare nye og andre interessante ting man ikke kan, gør eller tør?

Jeg ved ikke hvor jeg vil hen. Og med hvem. Op på toppen af mit bjerg, ned i dalen med det frodige græs eller bare op i min seng.

Fik en mail lige før da jeg lukkede pc´en ned. “Beklager det korte varsel, men vi skal sende videre til godkendelse i torsdag og vi mangler tal for (…), så jeg vil sætte stor pris på hvis du kan give mig et estimat senest i morgen.”

På hvad, var jeg lige ved at svare. Det stod der nemlig ikke særlig meget om. På hvad og hvor uforskammet synes du selv det er  at sende en mail klokken 23.07 og antage at jeg kaster hvad jeg har i hænderne for at løse dit problem?

Det skrev jeg ikke. Men jeg kastede en terning, rundede op til nærmeste hele hundredetusinde og skrev at det var det eneste bud hun kunne få med så uforskammet kort varsel. Fedt ord, det der uforskammet. Rend mig, selv tak.

Og nej, vi skændes ikke mere, jeg forslog en f2f og han fatter stadig intet eller også er det mig eller os begge to og jeg orker ikke at skulle tage snakken om det; for lige nu, hvor jeg er sur og ked og burde sove i stedet for at sidde her, forventer jeg ikke at han fatter en tøddel af det jeg siger. Rend mig, selv tak.

Men tænk hvis jeg turde tro, og tænk hvis jeg kunne overgive mig bare sådan og tænk hvis det virkelig kan lade sig gøre  for overanalyserende, sarkastisk rationaliserende brændt lugtende kvinder, at blive hovedkuls forelskede i nogen. Jeg tror det ikke. Rend mig, selv tak.

Sjov dato i dag. Symmetri for talnørder. Jeg opdagede det da jeg opdaterede min status over den ildebrand vi slukker ved siden af vores daglige arbejde. Dear all, please find the status for (…).

Og allerede i eftermiddag, mens mine unger pludrede ovenpå, har jeg sms-skændtes med Bono. Vores første skænderi er selvfølgelig pr elektronik. Hurra for moderne parforhold. Eller noget.

Jeg holdt op med at svare mellem aftensmad og sengetid for minihelte, fordi hans svar var vrængende skingre og fordi ord blev læst gennem modtagerens horisont.

Det er vist mest fordi jeg er hård. Jeg vil ikke lade ting passere, jeg har levet i et ægteskab af passerede ting, og druknede i at jeg tilsidst var blevet glemt af mig selv. Jeg mærkede ikke efter i hundrede år, og stivnede til en kold klump hvid marmor, der ikke kunne mærke andet end kulden når han og resten af verden gik forbi.

Så tøede jeg op, og lovede mig selv altid at mærke efter. Det går så ud over Bono. Jeg vil ikke være nogens bedre halvdel, jeg er min egen hele og han sin. Jeg vil ikke dyrke hans sport, jeg har min egen, og han skal ikke være en del af min lille familie, kun en del af mit liv. Jeg snapper blidt efter ham når han planlægger ting hvor ungerne er med og smiler afværgende når han vil have mig med ud på tur med sin klub. Jeg lytter ikke når han mumler om at jeg arbejder for meget og bliver mere end modrat irriteret når han peger på de ting  jeg ikke når, af samme grund.

Tilgengæld var der tre cyklister, der uafhængigt af hinanden kørte på tværs af vejen, da jeg kørte hjem. Det er for såvidt harmløst når der ikke er så mange biler, og også når der ikke er så meget sne. I dag var der bare begge dele og i betragtning af at jeg ikke kan mindes at jeg har bemærket det før, må de her tre cyklister have haft dødsønsker eller en drøm om en invalidepension.

I dag fik han så åbenbart nok. Bum, lige ned i min mobil. Ting læst mellem linierne i min – efter min mening – ret sobre “det her synes jeg ikke er fedt”-udmelding om noget marginalt. Pænt svar tilbage, uden at give slip. Lidt større BUM, lige ned i min mobil igen. Så var det jeg stoppede en times tid eller to, mens børnene blev kildet, fodret og kysset godnat.

Ændrer den pæne dato dagen? Ikke en fløjtende fis, sikkert. Jeg havde sne uden for mit vindue, kaffe i min kop og en voksende tiltro til at jeg alligevel ikke når noget som helst af det jeg skal. Og så er det mandag, og som noget nyt er jeg blevet skældt ud af .

Nu vil jeg lave mig en kop grøn-te med lidt lime i, se nyheder om næste snestorm og spekulere om dét ikke at lade de vigtige ting passere, kan lade sig gøre, uden at skræmme modparten helt væk. Det får vi at se.

I mine sorte øjeblikke ser jeg ham som praktisk.

Disclaimeren er noget med at jeg er træt på grund af den krig mellem penicillinprodukter og bakterier der raser i min krop, og de ti kilometer jeg alligevel løb i den fedtetfrosne sne lig efør frokost. Og der er sikkert også hormoner på spil og underskud på eremitkrebsebalancen.

Han så så glad ud, da han kom.

I mine svage øjeblikke ser jeg hans glade smil og er bange for at jeg en dag ikke kan besvare dem. Fordi forskellen mellem vores verdener er for stor, fordi han ikke tænker i akademisk-afrettede baner og fordi han nok aldrig vil forstå hvad jeg taler om når jeg gør. Som i dag, da jeg så på loftet over min sofa, og fortalte om hvad det var der gjorde mig så frustreret i fredags. Der er langt, når man også skal forklare hvad der er god praksis i min verden. Nej, medarbejderne lover mig ikke bank når jeg retter på dem. Ja, jeg er firmaets mand og det er ok at være det.

Så taler vi lidt om at en uddannelse måske vil være til hans fordel. Hvis nu han en dag ville noget andet (og mere, tænker jeg jo), end bare være arbejdsmand. Fordi JEG tænker at det han gør da umuligt kan være tilfredsstillende på sigt, og kan høre at de ting han går op i, er så små, at jeg til tider græmmes. (husk disclaimeren. Jeg kan godt lide manden, det er bare lige nu, ik?)

Og i mine sorte øjeblikke kan jeg godt se det praktiske i ham og mig.

Jeg har et hus. Jeg har en bil. Jeg har to børn. Jeg har kun mine egne hænder og min egen tid til alt det der skal til, for at holde det kørende. En handymand med masser af tid til overs og et udtalt ønske om at gøre mig glad, er måske det der skal til for at mit liv kan hænge så meget bedre sammen til at jeg ikke synker sammen fredag aften i zombietilstand af udmattelse.

Mænd i lederstillinger har gjort nærmest altid. Direktører er rask væk gift med pædagoger, skolelærere og sygeplejesker. Ikke at der er noget i vejen med dem, men det er nu engang sjældent set at det går den anden vej, ikke? Yderst praktisk setup, kan jeg godt se nu. De har en til at holde deres hjem, de har en at dele arbejdet med og en der sætter en tallerken mad i køleskabet, når de bliver nødt til at blive hængende på kontoret. Og sørger for at ungerne har været til håndbold, er spist af og puttet i rette tid.

Kold og kynisk betragtning, som bare strejfer mig, når han lige smutter forbi og skovler sne, sådan en søndag, og jeg er for mør i kroppen til at mærke boblerne i blodet.

Af en eller anden grund kan jeg ikke skrive sammenhængende langt for tiden. Det undrer mig mere end det generer mig og det undrer mig egentlig ikke så meget. Jeg savner det bare. Lidt. Det der med, at have ord der flyder ud gennem panden og ned i tastaturet. Arytmisk tampen og klikken på taster. Ord på ord på ord. Jeg kigger ikke på skærmen når jeg skriver sådan. Det er derfor der er slåfejl, der af og til får lov at smutte med videre ud i det cyberblå. Fordi jeg ser ordene inden de rammer skærmen og så behøver jeg ikke se på dem mere. Eller noget i den stil.

Jeg har det bare ikke rigtig sådan for tiden. Det er vel bare sådan det er. Inspirationen kommer og går.

Man skulle tro at der var masser at skive om og det er der jo nok også, men jeg har bare ikke ord til overs, at sætte sammen til noget der knitrer på den rette måde, eller rasler eller klirrer. Jeg har bare tørre obeservationer af kaffe der plasker ud af den samme kaffeautomat, af gulerødder, der rådner i poser nederst i mit køleskab og aviser der ikke bliver læst helt. Det var derfor jeg skrabede sne med nederdel og gummistøvler på i nat, da jeg kom hjem: for at min avis kunne blive leveret. Jeg elsker tanken om at sidde i stilhed med min avis lørdag og søndag morgen. Og det er vel tanken der tæller, ikke?

Min chef har lige sendt mig en artikel via facebook. Til inspiration, skriver hun. “Der står i artiklen at vi bare skal kaste os ud på dybt vand, så vi er ikke helt på gal ved ud i at blive dygtigere”. Hm. Min eksmand gav kaffe i formiddags, da jeg hentede børnene. Ungerne lå i en klump på hans sofa og så tegnefilm og vi talte om det vi altid har haft til fælles; job og karriere. Det var den gode ting ved at være med ham, vi var sparringspartnere på vores arbejdsliv, og i lyse stunder som den i dag, diskuterer vi stadig hvor vi er på vej hen, hvad vi har set, hørt og lært.

Jeg fortalte ham om topchefthekids tale fra i går, og om at nok er nok. “Men hvad vil du så, Anna?”. Have no fucking idea, bare det er sjovt. Er det svar nok? Ikke en skid, det ved jeg jo godt, men han kender nogle jeg ikke kender og jeg bad ham om at drysse mit navn ud, hvor nogen måske vil finde det værd at spørge på. Så det. Step by step, og alt det dybe vand, min chef skrev er et klogt sted at springe i. Hun mener nok det vand vi begge er ved at drukne i her og nu, men det behøver jeg jo ikke at tage ind, vel?

Quingentigena. 500 ord mens mine børn hoster i søvne. Ikke at jeg kan latin godt nok til at vide om det er rigtigt.

Urolig søvn. Millioner af indtryk der blev pisket rundt og syltet ind i fantasi og fremtidsplaner.
Middag med ledergruppen i går. Bla bla bla. Hyggeligt indtil han holdt en tale. Jeg er der ikke. Sure mig. Der var en gang jeg var der, og jeg var hende i midten. Nu er jeg bare mellem grupper. Sad ved min gamle chef og den nye. Fnisende snak under middag, uden at noget gik ind. Eller kom ud. Det er fint nok. Der var sne i min indkørsel da jeg kom hjem. Skovlede med knækket sneskovl, kravlende på knæ i mit pæne tøj og ragsokker i gummistøvler. Koldt og med indlysende pointe lige dér. Hvad gør man ikke for en morgenavis.

Blærebetændelse nummer tre denne vinter er stilnet af igen. Lægen sagde, at det var normalt at det kom i serier, uden at det var min skyld. “Og så går der nok 15 år før det kommer igen”. Tak, det gad jeg godt. Lettere udmattet af at gå sammenkrummet af øm blære, og arrig over at alle de gode råd ingenting gør for mig. Trænger til at løbe igen. Hej lorte sne. Hej lorte blære. Gider i godt slippe mig fri nu?

Han siger at jeg er fantastisk som jeg er, men det er heller ikke for udsenets skyld at jeg gør det, vel? Velvære og målopfyldelse med smalle lår og flad mave som bonuseffekt. Må. Ud. Nu. Det var ham der knækkede min sneskovl og knækkede min bilantenne. Jeg kan vel ikke rigtig tillade mig at være sur, så det er jeg ikke.

Drømte om så meget at jeg ikke helt kan kille det ad. Mylder af billeder i min knold. Frisk luft og sne i bukesopslag må slette lidt. Skal vi prøve?

Min bilradio er blevet tavs fordi antennen knækkede af i bilvasken i weekenden. Frostramte fingre kunne ikke skrue løs, så chancen blev en risiko. Blahh. Never mind, pointen er at jeg kører på arbejde i tavshed nu. Bortset fra blæseren, der de første minutter larmer søvnen ud af min hjerne. Jeg får tænkt i stilheden, egentlig er det meget rart. Vågnede for sent, i forhold til, at jeg ville have forberedt mødet klokken 9 mens der var morgenro på kontoret, men lå i min seng mellem 6 og halv 7, og stirrede på det grå lys uden at mærke lysten til at skynde mig. Jeg når jo alligevel ikke alt det jeg skal, så hvorfor prøve? Det er gået op for mig før og igen her til morgen i min tyste bil, at jeg ikke vil det mere. Jeg har intet mod at arbejde 60 timer om ugen, men meget mod at jeg alligevel ikke når alt det jeg skal. Der var 171 mails i min indboks her til morgen. Ubehandlet, ubesvaret, ubeset arbejde, som en dag med møder fra 9 til 16 ikke kan give tid til at løse. Det er bare ikke ok. Jeg gider ikke mere., det er spild af mig. Men derfra og til at rykke er der et skridt jeg ikke ved hvordan jeg skal gribe an. Jobs af min type bliver ofte ikke slået op, det er netwærk og heldigheder der dikterer hvor msn ender. Og med hvad. Hvordan gør man det?

Nu er klokken blevet mere og de første møder har afbrudt strømmen af indsigt. Det er vist sådan dagene og årene drysser væk.

“Ja undskyld jeg er så ubarberet, jeg har jo ikke lige barbergrej hos dig. Måske jeg skulle have noget stående? Forresten kunne det også være meget rart med lidt rene T-shirts og sådan, så jeg har noget at tage på når jeg bliver hængende i længere tid, som den her weekend. Vil det være ok?”

“Arj, Anna; skal jeg ikke lige bruge et par timer på at få vasket og fikset de der par småting på din bil?”

Det er her jeg er: købt og solgt og givet bort. Ganske gratis og med bobler i kaffen.

Jeg tror tanken er at man opbygger loyalitet hos en medarbejder ved at stikke dem en bonus og fortælle dem, at man har set hvor hårdt de kæmper. Jeg ved også godt at det er en omvendt negativ, fordi bonussen ikke motiverer i sig selv, men fraværet af bonus demotiverer i visse tilfælde.

Det er hvertfald et forsøg på noget, og min chef er ikke helt dum, så jeg tager det, som dét signal det er, nemlig at de gerne vil holde på mig lidt endnu.

Jeg takkede pænt for rosen og checken, og det var først herhjemme – da jeg stirrede tomt på en treo der brusede i et glas vand – at jeg kom i tanke om, at jeg var gået ind til mødet så blottet for forventninger eller nysgerrighed i nogen retninger, som aldrig før de mange år, jeg har været på deres lønningsliste. Så spørgsmålet er om det virker.

Når jeg nu er færdig med at pive, så har jeg det jo godt. Den drivende nedslåethed som et ledermøde kan infusere mig med, skyldes jo ‘bare’ at jeg brænder for det. eller at jeg HAR brændt for det og forventer at jeg kan blive ved.

Jeg så min omkring i dag under mødet og så, at jeg ikke føler mig hjemme der. Topchef-the-kid talte om noget jeg ikke var enig i, jeg mødte blikke der gav mig ret, men jeg var den eneste der sagde noget. Højt.

Holder man så mund, eller dukker man nakken? Har jeg lyst til at være et sted hvor jeg ikke er enig i måden tingene gøres på? Har jeg lyst til at kæmpe for at lave det om? eller synes jeg at jeg har kæmpet nok? Handler det måske i virkeligheden om at det altid har været sådan her, men at jeg bare har været et andet sted på spiralen og derfor har set det anderledes? Og har haft nergi og lyst til at kæmpe?

Jeg tror ikke at der er noget galt med Topchef-the-kid. Jeg tror det han gør er ok og jeg tror nok at han skal lykkes med sit. Jeg tror firmaet vil blive ved med at vokse og være det fantastiske sted at arbejde som det altid har været.

Jeg tror bare at det er på tide at det bliver uden mig. At jeg er mæt og træt; og har brug for at prøve noget andet, noget der ikke har de samme deadlines på den samme type leverancer. Noget der ikke nødvendigvis betyder ledelse af 10-20 mand, og ikke nødvendigvis betyder op.

Next step bliver at finde ud  af hvordan jeg finder next step.

Anna overvejer om hun skal bruge aftenen på at opdatere sit CV, eller gøre endnu et håbløst forsøg på at nå gennem bunkerne af opgaver og mails.

Jeg kunne selvfølgelig også lægge mig ned og tude,

Anna lægger sig ned og tuder nu.

 men det løser jo ingenting. Måske jeg i stedet for skulle skrive noget lidt mere problemløsende?

Anna søger nyt job. Er der nogen derude der kan bruge en superstruktureret, erfaren, kompetent og dedikeret IT manager?

hm

Jeg er et logisk tænkende menneske. I alle de MBTI-tests jeg har taget, rammer jeg loftet på min T. Jeg tænker, ergo er jeg. Jeg analyserer logiske data, jeg tager beslutninger baseret på facts.

(jeg har en lille nagende tanke. En tvivl der af og til dukker op og får mig til at sige ‘hmm’. Jeg vælger at tro på ham, på hans venlige væsen og optimistiske livssyn. Jeg vælger at tro på det gode han siger. Men. Jeg har en lille summen bagest i maven. En lile tvivl der spørger mig om det nu også kan passe. Om historierne er en omgåelse af sandheden, en selv-beskyttelse, en kappe af værn mod. Noget jeg ikke ved hvad er.  Om han glatter uregelmæssigheder, fordi de ikke var tilsigtede. Om han fortæller mig den version der burde have været, og dækker over den grimme virkelighed, hvor folk begår fejl. Om han skjuler sine fejl af skam.)

Men.

(Han er en glad mand. Imødekommende og optimistisk, og med en smittende energi. Men den lille stemme fra min tvivl spørger om ikke han kun griber dét han kan bære. Om han tager alle de små ting, fordi de store er for tunge. Om han er mere brændt end han ser ud. Det er ok i fald. Men jeg vil bare gerne vide det, ikke?)

(Og det, der ligger dybere gnaver på en rod der er mere bitter. Tanken bliver stoppet, når vi taler, når vi kysser, når jeg ligger helt stille og lytter til hans hjerteslag og mærker ham under min hud. Men når han så fortæller sine historier, kan jeg høre den lille raspen igen. Kan det nu også passe? Bliver jeg spurgt. Er det ikke lige lidt for usandsynligt? Tror du ikke, Anna, at han er fuld af løgn?)

Jeg har vundet mange kampe professionelt, ved at stole på min intuition. Erfaringsdrevet intuition.

Men jeg ved ikke nok nu.

De gode lørdage har jeg glemt, hvad det var, der var så hastende. Jeg har glemt mine lister af presserende ting og ser bare lyset der pibler ind af vinduerne og sprækkerne i min hud. De gode lørdage går jeg rundt i slowmotion og ser verden cirkle forbi, over mit lille hus. MandagsAnna hader weekendAnna lidt pletvist, for at spilde dyrebar fritid på at betragte sekunder, men på de gode lørdage kan jeg virkelig ikke huske, hvad det var hverdagsAnna mente at lørdagsAnna skulle nå.

Mine børn er blevet til tre i dagens anledning. Gæstebarnet er en pige, der tuller rundt i den sorte kjole med sølvglitter jeg havde lagt i posen med tøj til genbrug, og nyder vist bare at være her, mens drengene hopper om kap i sækkestolen på det ene værelse.

Konklusionerne fra i går syder i min mave, mens jeg pletvist savner Bono. Jeg fortalte manden med det automatiske smil, at jeg havde tidspunkter hvor jeg ikke længere vidste hvad det var jeg kunne.

Så skulle han pludselig tisse. Det knækkede lidt af alvoren, og jeg fik noteret et par væsentlige uformelige krudseduller på min blok, mens han strintede i dyr marmor.

Han kom tilbage med munden fuld af ord om alt det jeg kan. Erfaren leder, rutineret i personaleledelse, hårdt trænet i forandringsledelse. Begavet og med et CV der ikke skulle gøre mig bekymret. Sagde han. (Jeg skriver det ned så jeg kan finde det frem næste gang jeg kommer i tvivl. I behøver ikke læse det hvis selvfedmen giver kvalme, men jeg har brug for at huske hvad en rutineret erhvervspsykologcoach med stjerne og bånd på de golf og tennistrænede skuldre, ser. Jeg tror ikke han siger noget bare for at give mig valuta for pengene. </Antagelse og forbehold>.)

Uanset hvad, så plantede han en ro i mig. Uanset hvad jeg gør er det ok (som den jeg er, gør jeg jo ikke noget useriøst, vel?), bare jeg gør noget.

Tak, så.

Det er vist første gang han rent faktisk hjalp mig videre. Udover at foreslå min gamle topchef som mentor.

Jeg blev så meget klogere  nu, at jeg ved at det er ok at gøre det, jeg nok gør om lidt. At det ikke er at give op, at det vigtigste er at jeg er glad og at jeg ikke stopper et karriereflow ved at steppe noget der ligner sidelæns.

Nu vil jeg smide mine børn ud af min seng, og håbe at min underbevidsthed vækker mig med et klart svar i morgen.

Om lidt skal jeg mødes med min coacherhvervspsykologhotshot-guy igen. Jeg startede for et år siden, med kroppen fuld af mod og tro på egne evner. Jeg vidste, helt inde i knoglerne, at det ikke længere var et spørgsmål om hvad jeg kunne løfte, men om hvordan jeg kom til at løfte det jeg gerne ville. Jeg var en stærk og erfaren leder, og skulle bruge ham til at lyse på dét jeg skulle gøre, for at komme videre.

Han analyserede mig, pillede det jeg kunne, ud af spørgeskemaer og feedback, satte det op i fine diagrammer og målte det mod gennemsnittet. Og kurverne støttede mig i at jeg kunne; det viste sort på hvidt,  at jeg var sydende potentiale og muligheder i kø.

Hvis jeg var en ludobrik, kunne jeg godt bruge en sekser nu.

Han er en mand med megen erfaring; ham erhvervspsykologcoach-guy. Han har bare aldrig ramt den knap, der har fået mig til at smile på vej hjem fra hans fine hvidkalkede bygning, med den smukke udsigt. Han har pillet ned og prikket til de ømme punkter, og lært mig et par tricks jeg har glemt igen.

Idag tager jeg ikke den tyndbenede aktionsplan frem (du er for ambitiøs, Anna; hold planen enkel og let overskuelig, så bygger vi videre på den senere), for jeg skal ikke længere bruge metoder til at løse det jeg sidder med. Jeg skal et trin tilbage, og finde metoder til at løse mig selv, jeg skal bruge løsninger på det gabende hul af motivation, der dukker op, når jeg er tyndhudet af træthed, og når hormondjævlen gnaver af mit selvværd. Jeg skal finde svar på, hvad jeg gør klogest. Blive og kæmpe eller skifte og starte forfra. Jeg ved det stadig ikke, og mit CV ligger stadig i en form, kun interne og samarbejdspartnere kan forstå.

Måske han kan hjælpe mig, måske ikke. Kan han ikke, har jeg nok kun mig selv. Måske jeg bare skal slå plat eller krone. Forskellen er vel den samme.

Bono er en sød mand, der vil mig det bedste. Han køber chokolade og sætter små poser med kager foran min hoveddør. Og han vil lave mad til mig. Sørge for at alt er klar, når jeg kommer træt hjem. Og det er fint, og jeg er glad for at han gider. Men den mad han laver er mandemad – velsmagende, men mandemad. Jeg har vænnet mig til at spise groft og grønt og meget tøseagtigt, og det virker for mig. Jeg kan lide det, lide den effekt det har på mig – og holder mig nemt slank, selvom jeg klemmer en summerbird flødebolle ned i tide og utide.

Jeg har forlængst besluttet mig for at jeg ikke vil gå på kompromis med det, der føles forkert for mig, iforhold til den måde jeg lever på. Så jeg sagde tak, men skru op for grøntsagerne, fibrene og ned for alle de tomme kulhudrater. Hvis du skal lave mad til mig, ellers lad være, så tager jeg en rugbrødsmad.

Og nujjjj hvor jeg synes jeg var en krævende kælling. Manden vil jo bare kræse for mig. Og det er romantisk og dejligt at han vil, men jeg vil gerne selv bestemme hvad jeg putter i min mund, og ikke ændre min måde at leve på, blot fordi der er kommet en ny ind i mit liv. Jeg nægter at tilpasse mig.

Basta.

Krævende kælling.

Og så var det at jeg skrev sølle seks ting på en lille seddel jeg lagde på mit bord. Seks ting, ik? Det burde sgu da være muligt at på otte timer, eller tolv er det vist blevet til nu, at nå sølle seks ting.  Næ nej da, jeg nåede tre. Sgu da ikke så sært at min to-do liste vokser parallelt eksponentielt med indholdet af min mailboks, når jeg ikke engang har nået sølle seks ting på tolv timer.

Tilgengæld har jeg ikke nået den løbetur jeg havde svoret at jeg ville. Fedme og laskethed vælter indover mit selvbillede.  Hep og tjulahop.

Til gengæld har jeg sendt 35 mails, modtaget 74 og slettet de 40. Jeg tror de formerer sig, de sataner, for der er 82 tilbage, som jeg ikke har fået kigget nok på til at flytte dem ud af ind.

Åh jo, jeg har systemer og sorteringer og urgent/important/not-urgent-enough, jojo, jeg kan alle tricks og har aet Cowey på kinden. Det hjælper bare ikke mod mail-kultur fra helvede, møder med aktioner der fyger som sne og horder af stakeholders med hver deres meget presserende agenda.

I aften vil jeg opdatere mit CV så det kan forståes eksternt. Sgu.

I går var tæt og træt. På et tidspunkt i mødemarathon spekulerede jeg over hvornår det mon var tid til frokost, men klokken var lidt i tre og jeg havde spist for længst, og helt reglementeret i kantinen med de andre. Bare glemt det igen i tæthed og træthed. Jeg klager ikke over dét. Nogen holdt mig vågen til meget sent og med kun 5 timers søvn er det jo begrænset hvor meget overskud man kan mønstre. Det er fint, det var fint, men det er ikke-ok at bruge nætterne på at være vågen, når dagene svier bagefter.
I går var tæppebumpning af ikke-godt-nok og defensive svar, i går var rykkere for rykkere og kvalmende krav. Jeg fik overskud af mails og arbejde med mig fra hvert eneste møde. Nåede ikke at lukke andet end hvad der føltes som småting, og sank sammen som en klud i min sofa lidt over otte.

I dag bliver anderledes. I dag når jeg det, jeg vil nå, idag når jeg at opdage at jeg spiser frokost og i dag løber jeg min mørke tur ned til pakisen og retur, så mine lunger kan mærke frosten helt ind. I dag vil jeg spise det sunde, drikke det livgivende og leve det ægte, og i dag vil jeg gå i seng med et smil.

For dagen er tiltaget med 31 minutter og det bliver lysere mens vi går.

I dag bliver en god dag.

Istedet for løb jeg ned til Tuborg Havn. Stillede mig i vinden og så ud over skibene der var iset fast i havnen, og de, der lå i klatter ude på Øresund.

Isen vuggede i bølger ude ved iskanten og lå helt fast pakket inde hvor jeg stod. Og der var altaner i millionklassen med udsigt og gran, og damer i pelshuer der skuttede sig bag mig. Jeg var varm af turen og lod vinden skubbe til mig, som en blød, kold vante.

Løb hjem til et varmt bad og sendte en sms til Bono om at jeg ikke snerrede mere, og egentlig gerne ville se ham. Senere grinede vi af noget jeg ikke kan huske, men jeg tænkte bare at jeg skulle huske hvor godt løbeture gør og hvor godt han gør. For et halvt år siden grinede jeg ikke så meget, sådan en søndag aften.

“hvad er vi egentlig?” spurgte han så. I forlængelse af en snak om noget andet. Et tilbud om 2 måneder i udlandet. “Tag da imod det, det er da fedt at få chancen“, men han tøvede lidt og sagde at der var noget der bandt ham til Danmark. Ligepludselig. Ikke at han vidste hvad det var. Hvad vi var. Og 2 måneder væk?

Jeg stod i døren og lod mig dumpe ned ved siden af ham hvor han sad. “Hvis vi ender med at være …noget.. så er jeg det jo stadig selv efter 2 måneder i udlandet.”,”men hvad er vi, Anna? Er vi kærester?”

Sidst jeg var kærester med nogen, overtog han min tid og mine tanker. Mit råderum og min frihed. Det gør Bono ikke, men det er alligevel svært at sige højt. Men det er vi vel. En slags.

“hej Anna, jeg håber jeg får noget fra dig i dag eller tidligt mandag”
“Hej chef, jeg sidder med det netop nu. Jeg sender dig noget om kort tid”
“tusind tak! Har du set hvor dejligt vejr det er udenfor?”

Det er ikke altid at min chefs tendens til hyggesnak og udblødning af budskabet lige rammer hvor det skal. Nej, jeg havde ikke set det, for jeg sad faktisk med næsen nede i mails og excell-ark og udredninger. Som beordret til.

Uha hvor jeg lever.

Principielt kunne han godt være blevet. Det har han jo gjort før. Sovet lidt længere og søvnigt kysset mig farvel. Drukket sin morgenkaffe i ro og mag, men jeg vågnede med klaustrofobien klæbet til kinderne og mit eremitkrebseskjold trukket godt ned over åbenheden. Jeg havde lagt frisøraftalen klokken ni, fordi jeg ved at det tager lang tid med alt det hår jeg har. Det gjorde det også og nu har jeg friske chokoladestriber i det glat-glattede hår; og undgik at smalltalke så meget med frisøren, at hun til sidst konkluderede spørgende at jeg vist var lidt træt?

Ja, frisør; lad os bare kalde det træt. Jeg har sovet nok, men lad os kalde det træt.

Jeg er træt af at kulden får min hud til at klø og min hovedbund til at drysse i flager. Jeg er træt af at krummerne hober sig op på gulvene i mit hus og at vasketøjet bunker sig i både rene og snavsede dynger. Jeg er træt af at fryse og træt af at skrabe is af min bil.

Men det er ikke dét der er galt. Det er ikke dét der får min næse til at svie og min stemme til at knække. Jeg kan jo for pokker da sagtens smøre lidt tykkere creme på. Jeg kan hælde olie på issen og støvsuge eller ignorere løs. Jeg kan folde sammen og stuve til side, og jeg kan tage varmere trøjer på, og nyde den lille produktive pause det er, at skrabe ruderne fri.

Det er heller ikke den sms jeg fik fra min chef klokken lidt over elleve i går aftes. Den var bare dråben.

Det er er galt (tror jeg, lige nu i min chokoladestribede lørdags kløe, med en bunke hormoner bankende enhver form for slevværd jeg måtte have haft tilbage, ned i den fasttrampede sne mellem stenene på min havegang), er at jeg ikke lykkes.

Den grå direktør forleden spurgte, efter sin dræbende peptalk om 2010s mål, ud i lokalet om der ikke var nogen der havde en successhistorie at fortælle. Stilheden var ikke kun min, men jo; jeg var blank. Success? Hvad er lykkes i 2009? Hvilke mål har vi nået? blankt ekko? Jeg. Har.Ikke. Nået. Noget.

Jo, jeg overlevede konstellationen fra helvede, til jeg blev omorganiseret på ludomåden til det her. Og nu jeg har været i det siden september, bør jeg vel snart kunne? Noget? Jeg har famlet rundt i blinde, og jo; kæmpet som en gal, der hvor jeg har kunne se hvad jeg skulle gøre, men mest har jeg følt mig som en elefant med bind for øjnene i et glashus. Frosset fast af angst for at smadre noget. Så jeg føler at jeg har stået helt, helt stille hvor jeg gerne havde villet danset ballet og fået tingene til at ske.

Jeg synes ikke selv jeg kan se hvad pokker jeg har gjort, udover at være showstopper af manglende viden og et ikke-eksisterede overblik. Og dét dræber mig lidt dag for dag og endnu mere, når hormondjævlen vrider armene rundt på mig som lige nu.

Der sidder tre tanker i mig, når jeg falder i søvn og når jeg vågner op, og de gnaver i hver deres del af mig:

Jeg ikke kan se at jeg har løftet nogetsomhelst i mit nuværende job. Jeg lever for at gøre en forskel. Den forskel jeg har gjort, der hvor jeg sidder nu; er negativ. Jeg har stoppet toget, fordi jeg ikke vidste hvor koblingen sad.

Jeg brænder ikke for at køre dét tog jeg sidder i. Jeg irriteres over medarbejdernes modvillige bedrevidenhed og kan ikke finde interesse for at løse problemer som dét min chef skrev til mig om klokken 23.06 i går aftes. I. Dont. Care. Jeg lever for at brænde og kæmpe for mine mål; og jeg kan ikke finde ild.

Jeg kan ikke længere se hvad det er jeg kan. Jeg aner det simpelthen ikke.

Og oven i dét, så er tonen, metoden og værst af alt etikken i mit nye lederteam, væsentlig forskellig fra før. Jeg lever for at være åben og ærlig. Jeg spiller med åbne kort og fair aftaler. Mit 2009 budget var – uanset at det var pænt og på den absolut gode side af hvad vi skulle nå – det dårligeste i gruppen, fordi de andre bruger nogle tricks jeg nægter at anvende. Jeg er for ærlig til at ville gå på kompromis med sandheden og jeg nægte at sælge varm luft. Det betyder så bare at jeg konstant er bagud og fremstår som den dumme, naive tjikkerlikker-spejder pige; og mine kunder irriteres fordi jeg fortæller dem sandheden og ikke lirer en smøre af som de er vandt til. Hvis dét er måden, så er jeg ikke på.

Men hvad er jeg så? Og til hvad?

Smuldredage med smuldresne. Hvide nætter med hvide veje. Ikke glat, kun knitrende og knirkende. Ligesom jeg. Lidt ligesom jeg.

Fredag igen i morgen. Uge 1 gået før den kunne mærkes. Uge 2 kommer før den måske skulle. Jeg vrøvler hvor jeg burde gå i seng. Og være så stille at jeg kan høre frosten knage. Shyhhhh…

Smuldredage med smuldresne. Hvide veje i hvide nætter. Knirkende biler og raslende tæer. Tankestøv, snestøv, stjernestøv. Sovepulver. Nu.

Han er så grå, at han forsvinder på dage som i dag. Hvidt i gråt, og altid en lys lyseblå skjorte på, som næsten har samme farve som væggen bag ham. Hvis ikke det var fordi den oftests er hvid.

Hans stemme er lav og langsom. Ordene siges med en let tøven lagt ind, som om han ikke selv har lavet dem. Som om han har memoreret dem morgenen forinden og nu spytter dem forgumlede og forgråede ud, uden at opdage at de ikke smager af mere.

I dag stod han for enden af bordet som altid. Bankede på en paptallerken for at få ørenlyd, som kun kom, fordi det var hans møde. Fordi vi er hans underordnede. I flere niveauer.

Grå.

Sagde han.

Grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå. Og her er så de mål vi skal nå i 2010.

Sagde han;

Grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå grå. Hvid.

Jeg havde lovet mig selv at spørg ind til dagens møde. Be the role, i stedet for at drømme om at være. Men jeg kunne simpelthen ikke mønstre noget at spørge om, til en uendelighed af variationer over farven grå. De andre sad også helt stille.

Har jeg spredt energi nu? Er I spændte? Bliver 2010 et godt år?

Fik han grået ud, med sin langsomme stemme. Folk vågnede lidt og nikkede ivrigt. Jaa.. Lød det halvspægt fra et par af hovederne. Ihhh… sagde andre. Så var der stille igen.

Og jeg huskede pludselig at det var under en af hans første fælles møder, for flere år siden, at jeg tænkte tanken første gang.

Måske der er en sammenhæng?

Hej Anna,

N.K er interesseret i en snak med dig, er det ok at han kontakter dig direkte?

mvh topchef

Ja. Tak. Tror jeg.

Møde med manager fra et sted i galaksen. Han udstrålede sås meget ro, at jeg blev helt varm i maven. Dét vil jeg lære.

(Jeg har 31 mails i min indboks.)

 (Og 411 i den folder der nu hedder 2009. Stille nu.)

(og en længere flirtende streng af mails med musikerven, der rødmede helt over i min del af himmelrummet af min håndværker-inducerede kækhed. Mmmnn..)

Jeg forelskede mig for otte år siden, da hans øjne skiftede til dybbrunt. Jeg var det sikkert også i månederne før, men dybden af følelsen gik op for mig, en dag jeg så ned i de dér smukke, gnistrende brune øjne og næsten forsvandt i et svimlende dyb af kærlighed. Jeg har råbt af ham, vrisset, skældt ud og i julen var jeg tæt på at slå ham af frådende raseri. Krammet og vugget i søvn. Trøstet og klippet negle på. Og plaster. Jeg elsker ham, som den del af mig han er. Han er et af de to mennesker, jeg uden at tøve ville kaste mig ud foran en bil for at redde, og det er dén lille ting der gør hele forskellen.

Da jeg fik ham, gik det op for mig, at her var der noget, der ikke bare var vigtigere end mig selv, men som samtidig var vigtigere for mig, end noget andet nogensinde har været.

I dag fik jeg så en forklaring på noget vi har kæmpet med et stykke tid. Han er ikke nem. Han er ikke noget blidt barn, på trods af de chokolade-gnistrende øjne og det smukke smil. Han er skarp, han er stædig, han nægter regler, han hader at tabe, han eksploderer i hvidt raseri når noget ikke lykkes, eller værst; han nægter at deltage for ikke at fejle.

De har ringet fra skolen og hentet mig ind fordi han havde sat sig i aulaen og nægtet at komme tilbage til timerne. Han har siddet på sin cykel i skolegården og ikke villet ind, fordi nogen fortalte ham at klokkenhavde ringet og han ville komme for sent. Så hellere blive væk. Ét nederlag mindre. I et barns sind.

Og mere til af samme slags. Meget mere.

Jeg kunne genkende for meget til, at jeg ville gøre så meget. Sådan var dét jo, ikke? Been there, done that. Kæft jeg har ligget under mange skoleborde. Med lidt kærlighed og du-er-ok-du-er-ok, forventede jeg lidt, at han ville falde til. Det finder jeg nok ikke ud af, for hans far var mere håndfast og krævede, at nogen gjorde noget. Tak, x.

I dag kom skolepsykologens dom så, sammen med en ansøgning om støtte til barnet.

Ikke fordi der er noget i vejen med ham, men fordi der næsten er for meget i ham. Så meget at han ikke helt selv kan gabe over det, med sin lille 8-årige psyke.

“Han har særlige forudsætninger”, sagde psykologen, og viste os en kurve.

Særlige forudsætninger er psykologers måde, at sige usædvanlig højt begavet på. Har jeg lært i dag. Han ligger dér hvor det ikke er autisme, men bare knivskarphed. Så mit lille brunøjede barn har større intellektuelt potentiale end gennemsnittet. Lige nu er jeg mest stolt.

 “Det er godt, det er stærkt; men det er dét, der gør det svært at være ham. Han kan håndtere så meget og så abstrakt information at han ikke helt kan rumme det, og samtidig får han paradoksalt nok for lidt udfordring i skolen. Han skal presses på en god måde; så han vokser, og til han kan håndtere den intelligens han har. ”

Og det forklarer så hvorfor lærerne ikke har rummet. Deres system er ikke bygget op efter den slags outliers. De støtter de svage og nærer dem i midten. De særligt forudsatte klarer vi så selv. Hvis vi opdager det i tide.

Januar er kold og klar. Januardage er lys lidt længere, mens januarfrosne eftermiddage sender isgyldent lys ind i mit hjørne af glastårnet og fanger en krog af mine øjne.

Januarløbeture er koldere end de er lange, og jeg synes at luften var lidt for tung at trække, men sneen knirkede under mine fødder og der var stadig rester af lys på himlen. Måske fordi jeg ikke holdt helt så længe ud på mit skrivebord.

Jeg fryser stadig, om lidt smutter jeg i seng med uldne sokker og jeg har glemt hvad jeg ville sige. Andet end at glastårnet ligner sig selv, mit årsbudget rammer med omkring -0,34%, hvilket i kroner er den største afvigelse jeg har præsteret til dato. (Aktieejerne må være glade for mig, mon ikke?) og at min to-do-liste allerede fylder en hel side og min mailboks ikke bliver tom af at jeg flyttede 2009 væk fra indboksen.

Men fik jeg nævnt at jeg elsker januar?

eller virker det nu?

Det gode er, at jeg har tid til at se på det. Det dårlige er at I ikke kan kommentere og at jeg ikke helt ved hvad jeg gør ved det. Hm.

Forslag må gerne sendes til anna@mesmerized.dk.

Crap? Jep!

Jeg vender straks tilbage!

Jeg skrev engang en bog. Printede den ud og sendte den til et par stykker, der læste det, gav kloge, gode og opmuntrende kommentarer tilbage. Så skrev jeg det rent. Slørede lidt hist og her, uddybede noget andet, og græd mig gennem de steder, hvor det gjorde allermest ondt. Satte det op så det så pænt ud, draftede et brev til forlaget, fik et navn og en e-mail adresse på ham, der nok var den rette at sende det til. Og pakkede det hele ned i en af de dybeste virtuelle skuffer jeg har.
Fordi.

Som noget af det sidste i 2009, flyttede jeg mit ‘kontor’ fra et værelse til et andet, og i bunkerne fandt jeg en mappe med guldnoter fra en af dem der havde læst og kommenteret. Og en udskrift, der af en eller anden grund lå hulter til bulter, som om nogen havde pakket det væk i lidt for meget hast, eller uden at ville se mere på det.

Det sære er, at opdage at tiden faktisk læger. At de udpluk jeg læste, da jeg sad på knæ på gulvet med allle mulige andre papirer omkring mig, ikke længere gjorde ondt. At det ikke var mig, det handlede om, men om en kvinde der hedder Anna. Og at jeg tænkte at det stadig kunne bruges. Ikke som det er, men som det kunne blive.

Jeg kan godt lide januar.

Med de umelankolske frostklare morgener og det tiltagende lys. Med den tågekolde luft, der river i lungerne og minder os om at vi er i live og med rimfrost på biler og blade. Med al dens fedtfattighed, budgetter og sammenbidt vilje. Med løbeture i frossent mudder eller glat, iset sne. Med grove grøntsager og syrlige appelsiner.

Jeg kan godt lide januar, med alt det, den har.

Der var frostklar blå himmel ude i resterne af 2009, og den kolde vind gjorde godt i kinderne og fik min hud til at gløde. Var der ænder, så jeg dem ikke. Kun hunde og mennesker med hvid ånde og tykke vinterfrakker på, og løbere som jeg, der snublede lidt på den frosne mudder.

Jeg koger en suppe på mit sortskinnende komfur. En kornfedet høne, løg, porrer og en gammedags suppevisk, der ikke kan være i gryden, for jeg mangler en suppegryde til den ene gang om året jeg koger suppe fra bunden. Engang i mit gamle liv ønskede vi os en suppegryder i julegave og fik den. Han har den nok nu, hvis ikke han ristede den over den svigtedes bål. Spurgte ham i går hvad det nu var vi lavede nytårsaften 1999, bare for at tænke på hvor det nu var årtiet startede. Spurgte fordi jeg ikke kunne huske det. Tænk. Jeg kunne ikke huske netop dén nytårsaften, der var den mest hypede i årtier.

Året efter var jeg gravid og drak tonicvand med is, med højrøde negle og glimt i øjet. Så fik jeg børn og druknede i glasklokken af det der ikke skulle være. Da halvdelen af årtiet var gået, gik jeg også. Resten kan googles.

Han kunne heller ikke huske det. Svarede med en sms så kort at jeg mistænker ham for at stadig ville viske vores 10 år sammen ud, fordi det stadig gør for ondt at det var en fejl. Ham om det. Jeg kom i tanke om det undervejs. Nygifte og ny indflyttede i det lille hus, der et par år efter blev et arkitekttegnet pragtpalæ og dødsstødet til vores ægteeskab. Måske. Nyglade og med en kjole af guld, såvidt jeg husker. Og guld i håret og stjerner på kinderne. Vi dansede sikkert hele natten og drak gin tonics til champagnen og den hjemmelavede sushi og lakserullerne.

2010 bliver starten på alt det nye der kommer til mig. Jeg behøver ikke sætte stjerner på kinderne, jeg har dem i øjnene. Jeg er videre, jeg er vokset, jeg er mig og jeg er til. Jeg behøver ikke tynge mig ned med bekymringer eller for meget jeg skal nå, for roen i maven fylder alt ud. Jeg behøver ikke søge ud, for ude trækker mig på plads med en lille blød lyd og jeg er så sikker som jeg kan være på at 2010 bliver det bedste år i længe. Bare fordi.

Suppevisken kan være i gryden nu det hele er faldet lidt sammen. Jeg tror, jeg skal have Champagne til.

Godt nytår.

For et år siden malede jeg vægge hvide og mine hænder ru. Jeg havde foræret mig selv en puslespil i julegave, og kan huske min søsters undren, da jeg pakkede det ud. “Hvornår havde du tænkt at du får tid til at lægge det?”. Det står stadig på en hylde i mit soveværelse, uden at pakken er brudt.

Jeg tænkte forleden at jeg måske kunne nå det i år, masser af dage til den slags sysler, mens ungerne spillede wii eller DS, men jeg fandt aldrig roen eller en plade der er stor nok. Så det står stadig på en hylde i mit soveværelse.

For et år siden forelskede jeg mig i mit hus mens jeg malede. Indsnusede og flyttede min sjæl ganske varsomt ind. Skålede med mig selv og tyst med utydelige skikkelser nede på gaden, da klokken slog 12, og savnede i virkeligheden ingen og i virkeligheden meget jeg ikke vidste af.

Det var en god aften, sidste år. Mig og mit hus og fremtiden som jeg begyndte at tro på, lige dér.

2009 var bedre end 2008. Jeg kæmpede i 2008 og vandt lige så stille i 2009. Indtil den dér knude satte sig i min hals, lammede mig i to måneder og derefter spurgte mig hvad der var vigtigst. Hvad jeg inderst inde drømte om.

Så kom sommeren. Og jeg trænede mig ud af færten af dødelighed og selvutilstrækkelighed, i stædig jagt efter en plan med et mål, som kastede så meget af sig i velvære undervejs, at resten kom flydende uden at jeg så det.

Jeg ønskede blot en enkelt men alligevel kæmpestor ting af 2009. At jeg måtte blive en del af noget. Nogen. Nogens.

Her er jeg så nu.

En stor del af det hele. Nogens og en vigtig del af noget.

Det har vistnok været et godt år. Og jeg tror på at 2010 bliver endnu bedre.

Jeg elsker morgenerne især. De grå lys ind mellem mine persienner og dynens blødhed mod min hud. Skarpheden i tankerne og blidheden i overskuddet. Jeg har glemt at lave kaffe. Øjeblik. There.

Der er et dyr der har skrabet hul på en lille flig af min skraldepose, der har stukket ud af stativet. Nu ligger der gennemtygget madpapir og rester af jul i min baghave.

Han kommer når de sover. Ikke den sultne ræv, men Bono. Sniger sig ind med en finger på læberne og glade øjne. Hviskende samtaler og lydløse kys. Forbandet svært at slippe ham i går. Fortvivlende sursødt ikke at kunne blive liggende og falde i søvn med næsen boret ind i hans duft, men forbandet berusende at overgive sig totalt.

Han er stadig hemmelig for andre end jer, et par tætte venner og alle mine gnistrende synapser. Børnene kender ham for ‘venlig mand der hjælper med huset’ og undrer sig på børnemaner ikke spor over, at han kommer dryssende og drikker kaffe i tide og utide. Og heller ikke over at han og jeg forsvinder i husets rum med hviskende stemmer og grådige læber de ikke kender spor til.

En dag om lidt må jeg fortælle dem. For jeg er træt af at kysse i smug og træt af at stoppe bevægelser der er blevet en naturlig del af mig. En dag om lidt.

Jeg er bare stadig bange for hvad der sker hvis jeg gør det. Fortæller, afslører og farlgst af alt; blotter mig selv. Forsvinder magien så?

Jeg har resten af året at tænke i. Og alt den tid jeg skal bruge.

Mens jeg samler gennemtygget affald op i min baghave.

Lige her, lige nu; med dæmpet musik og blåbærsaft i et stort glas og rester af dag i hele huset. Lige før, med børn der krammede godnat, med bløde arme og jegkanikkesovemor. Og før det, med en smeltende julefilm i på DVD og kravlende unger og popkornskrummer i sofaen. Med pludrende aftensmad og spruttende grin. Med “nej, du skal ikke spille mere WII nu”, og kaffe med stjålne kys bag en lukket dør, fordi en mand med blå øjne måtteskulleville forbi og efterlod en sugende trang til mere. Med en knogledyb udhvilethed og hud der snurrer af varme og lidt af træthed.

Lige da, lige der, lige nu, er jeg lykkelig.

Kom nemesis?

Det undrede mig meget som barn at nogen kunne finde det lækkert med noget så groft som rugbrød om morgenen. Det måtte være en del at dét at være voksen, at kunne tilsidesætte sine egne behov for den sundhed der jo tydeligvis er i rugbrød. Man er definitivt fornuftig voksen når man spiser rugbrød til morgenmad.

Jeg er voksen nu og spiser det fordi det føles bedst på min krop.

Tilgengæld føler jeg mig ikke særlig fornuftig voksen, når jeg både har sviende symptomer på blærebetændelse igen-igen, og synes det er småpinligt at skulle krybe op til lægen igen-igen og bede om sulfater, fordi min blærehals tilsyneladende er for kort til mit sexliv. Av.

Er det voksent, naivt eller bare fejt, at gøre et forsøg med tranebærmirakler først?