|
Der var en solsort der fløjtede aftenpip og lyset var forårsaftenlyst, da jeg for et par timer siden i bidende frost gik hen over den knasende sne på en fodboldbane med et pludrende drengebarn i hver hånd. Foråret virker tæt på og langt væk på samme tid. Skal vi lægge noget i det? Skal jeg? Drømte om Kenau i nat. I drømmen var han min, og fyldte rummet på den der mørke måde, som de der vampyr-drenge TV er fyldt af for tiden kan gøre det. Min rolle må så være en af de overmanicurerede kvindlige hovedpersoner, selvom min vampyrmandeversion mere ligner den onde bror end den mystiske helt. Det var ikke det jeg drømte. Kun at han var der og hans udseende og magnetiske tiltrækningsevne fik kvinderne til at gispe når han kom ind i et rum. Og jeg hørte det og tænkte eller sagde at “han er min”. Drømmeuklarhed i detaljerne. Præsentationsrunde, mens jeg satte tænderne i hans hals lige under det glatte mørke hår. Min, min, min. Dragende, sugende og alt det dér der kan være når man er forelsket og betaget af en mand. Jeg så på Bono da vi spiste i går og han gjorde dét han gør allermest galt. Rablede om dengang han selv havde følt sig stresset. Fortalte om hvordan hans mester havde ringet og snakket job klokken seks om morgenen, om hvordan han ikke havde sovet og det hele havde kørt sammen og yadayaddayadda. Det er vigtigt for ham, det betyder noget og det er en del af hans historie selvom det er flere år siden. Hej rationelle fornuftige Anna, det var ikke dig der mærkede effekten i går, vel? Det var hende det brækkede ben, der havde fantomsmerter i selvfølelsen og sorg over en detalje der gnavede lidt. Hende den amputerede, nedkørte arbejdsnarkoman, der er for udvandet til abstinenser men stadig kan mærke at der er noget der mangler. Meget der mangler. Det var hende, der havde brug for at blive hørt lidt på. Undskyld at hun kræver lidt opmærksomhed og plads lige nu, men hun er gået i stykker, selvom hun virker helt normal og fjollede lige før. Hun blev ked af det. Sank lidt ned i stolen og spekulerede, mens teflonfacaden lukkede sig til, på hvordan hun på pæneste vis kunne få talestrømmen stoppet. Elegant var det nok ikke. Undskyld, men jeg har ikke overskud nok. Forbandet at jeg skal undskylde, men det føltes ikke ok ikke at kunne høre efter. Ikke at kunne rumme. Så på ham, mens han talte og undrede sig over hvad han lavede der. Lille grimme mand. Sagde det bagefter. “Jeg bliver ked af det når du snakker om dig, nar jeg forsøger at fortælle om mig” Fordi jeg for helvede ikke har styrken til at sige ting der blotter mine splintrede knogler. Gid jeg havde brækket mine ben, så ville det være så forbandet legalt at råbe AV FOR HELVEDE når nogen vader på dem. “jeg blev ked af det” Vel fordi det er det man plejer, ik? Vel fordi det er helt ok, når vi taler om alt muligt andet. Men det hjælper ikke mit brækkede ben, at høre at du bare savede dit af engang. Det kom ud, men det hang fast på mig alligevel. Tog det med i seng og sov forbandet dårligt mellem drømmene om det udødelige fantom af en mand, jeg engang var så dum at lægge hals til, men et sted gerne ville have fanget. Vågnede med tristhed og irritation over at skulle bruge tanker på mit forhold til Bono og ikke det, jeg er her for lige nu. Mig, mig, mig. Tildelt luksus. Uhørt svær at tage til sig uanset hvad. Åh undskyld, ikke for at ødelægge den her kampdag eller kaste grus i “hvor skal vi altså være søstresolidariske og kvinder er så megaseje at det er helt vildt strengt at der ikke er flere af os i bestyrelser og vi skal altså bare hjælpe hinanden helt vildt hele tiden ellers ryger vi lige lukt hen på den der særlige plads der er i helvede, og hvorfor er det så også lige, at det altid er kvinden der gør rent og laver mad og sidder på passagersædet, det er altså bare så strengt og mænd er sgu da også nogle svin og vi er alle pisse lige”, men der er lige en ting jeg har bemærket, på min vej gennem uddannelse, børnefødsler, lederjobs og smalltalk og indkøb og opkøb og løb og gåen og kørsel og alt det man nu kan nå når man er otteogtredveår: Der ER forskel på mænd og kvinder. Ret stor forskel, faktisk. Og kan vi så ikke lige få nosset(!) os sammen til at bruge den forskel til noget konstruktivt, i stedet for at fedte rundt i hvem der er det dummeste svin, hvem der er stærkest og hvem der bærer mest skyld? Tak. Jeg var til en af de dér forsamlingshus-fester i lørdags. Hvis altså ikke det var fordi jeg bor lige uden for København og vi ikke har forsamlingshuse her. Festlokaler, hedder det vist, hvis det går vildt til. Vi holder heller ikke hal-baller men det er en helt anden historie. Vi sad bænket ved langborde, og hver gang snakken var kommet i gang – og ud over “Nå, hvad laver du så?” – så var der en eller anden jysk onkel eller kusine eller søster eller ven af huset i mange år, der slog på glasset og “da også lige vil sige et par ord”, eller en kortklippet kvinde og et par børn med prinsessekjoler, der delte sange ud forklædt som cykler, blomsterbuketter eller en campingplads, for “Bent og Else holder jo så meget af at campere”. Og så stoppede snakken selvfølgelig. Og vi sad og så vores mad blive kold, mens vi lyttede til andre folks indforståetheder eller sang versefødder der ikke rimede. Og skålede høfligt og råbte tre lange og så det frække. Hu. Jeg overlevede fordi jeg på den ene side havde folk jeg ikke har set i mere end 10 år og derfor godt kunne bruge et par timer til at blive opdateret, og på den anden havde en mand, som jeg aldrig havde mødt før, men som fangede mig på en måde jeg ikke oplever så tit. For 10 år siden have jeg nok snavet ham i dansegulvet efter vi havde delt den cognac han hentede til os. Så voksne vi er blevet siden dengang. Jeg nøjedes med at nyde at der var kemi og gnist, og takkede pænt for hyggelig snak og kompliment da han gik; og det var faktisk alt nok. Sidespor; tilbage til forsamlingshuset. Gæsterne var en samling af (jyske) bedsteforældre, morbrødre, onkler, tanter, fastre, fætre, kusiner, og så os ikke-familie; de gamle studiekammerater, de nuværende kolleger og naboer. Der var rigtig mange med, faktisk, og en del af dem var rejst rigtig langt for at være med. Og det jeg sidder tilbage med er en undren over om det var det værd? Både for gæster og værter. Så sjovt var det altså heller ikke, jeg har haft hyggeligere aftener med færre mennesker, hvor vi har grinet og danset og drukket god vin; og ikke mindst SET hinanden og HØRT på hinanden. Det kan man altså ikke til fester af den her slags. Middagen trækker altid i langdrag og høflighederne bliver skyllet ned med lidt for kold rødvin til lidt for stegt kød og lidt for vandet salat. Alle takker for en dejlig fest og har samlet ind i en spist salatbowle, men lyver de ikke? Og er det ikke mest for dem selv? Tror I virkelig på at I har haft en dejlig aften, eller er det selvbedrag og “jamen sådan skal man mene og sådan har det jo altid været”? Er det mig der er blevet så tradition- og familieløs at jeg ikke kan sætte pris på at bruger timer på at se en halvdøv ældre mand småsove under tale nummer 3-6? Hygger han sig eller ville han hellere være inviteret til en mindre middag med plads til at tale med værtsparret og ikke bare se skyggen af to feststressede speedsnakkere? Og hvad sker der for den dér stribe af ‘indslag’? Hvad er det, der gør at man tænker “arj, men vi skal da også komme med noget”, og så skriver en sang, eller stiller sig op og spiller på blokfløjte eller værst, laver en hjælpeløs sketch eller quiz og har vi det ikke hyggeligt? Hvad går der galt i Jylland(?), siden det er så væsentlig en del af de der håbløse fester? Er der virkelig nogen der synes – hvis man virkelig mærker efter dybt i maven eller hvor man gemmer den slags forbudte tanker – at andres sange og festlige indslag er sjovt? Noget af det gode ved hele den her ballade med mig, er alle de søde mennesker der er dukket op af vennebunken og rent faktisk har ageret som venner. Jeg har intet krav på dem, de skylder mig ingenting og alligevel er der nogen der er poppet forbi med kram, andre med kage, mails eller tøsesnak i timevis. Jeg er dybt taknemmelig, for det luner helt ned i mine kolde knogler at der rent faktisk ER nogen der bekymrer sig. Bare lidt. Ud over min chef. Mine forældre er nået til Panamakanalen, skrev de på en sms i går, ivrigt ignorerende mit retursvar om mere sygeorlov. Men der er nok også langt til den anden side af jorden og hvem ved om min sms er nået helt derom. Så det er godt med venner, der viser at de er der, også når jeg ikke er. Og Bono, selvfølgelig. Han er her også. Knokler løs med alle mine overskudsprojekter og varmer min dyne til mig om natten. Jeg ved stadig ikke om vi bliver gamle sammen, men lige nu er fint og godt. Men så var der hende fra i går. Gammel studieveninde med travlhed på skemaet og alt for mange børn og job til at kunne se op. Dingelingeliiiing: “Hey, har du evt tid og lyst til en kop kaffe en dag?” Jojo. Hvis ikke det var for hendes tre børn og mine to og et deraf følgende kaos jeg ikke helt kunne overskue. “Tak, jeg vil jo rigtig gerne se dig, men kan vi gøre det en dag vi ikke har børn på slæb? Nåm.. men det er jo fint, for så vidt at jeg ikke skal presse noget ind i hendes liv der ikke er plads til. Én overbelastet er mere end rigeligt, jo. Det nev bare lidt, men måske er det mig der er i underskud på den del af støttebalancen, uden at jeg har opdaget det. Så det. Alt vel, send flere penge. Opfølgningsmøde med HR partner. Det tog kortere tid end min automatkaffe og hun spurgte mig ikke hvordan jeg havde det. Rart for en gangs skyld at slippe for at tænke og mærke efter. Der var andre ting hun spurgte til og om. Men det var ikke det hun skulle fortælle. Udover at det var klogt og stærkt og modigt at gøre noget ved det inden jeg var tvunget ud i det. Tænk, jeg synes jeg er ret meget tvunget, men måske noget i mig narrer mit dominatrix overjeg? “Jeg har talt med din chef. Vi lader dig være nu og indtil efter påske. Vi kontakter dig ikke, hverken på mail eller telefon, og det eneste du skal er at få det bedre. Alt det andet finder vi ud af bagefter. Huh. Jeg vil stadig gerne vide hvordan man ved om man er rask. Og især hvordan man bliver rask. nu der ikke er noget gips, hvornår ved man så om man er rask og ikke bare er gået i dorsk slowmotion? mvh Gad vide om det er for meget belastning af min overkørte hjerne at ommøblere sin blog? Hm. Skulle man fikse en lille farveklat måske, eller er det at overdrive? Nogle gange ville jeg ønske at jeg havde brækket benet i stedet. At en læge kunne se på mig om jeg var rask eller ej, at et røntgenbillede ville kunne fortælle om jeg var begyndt at hele og at en blodprøve ville kunne sige ja eller nej. Men jeg har det fint, tak. Hverken lægen eller psykologen kan se ind i mig og ingen af dem kan vurdere om jeg er ok eller ej, og ingen af dem kan vurdere om jeg heler, eller om jeg skal gipses ind fra top til tå for at holde bruddet i min sjæl i ro. Det er kun mig selv der kan mærke efter, og jeg ved ikke helt hvad jeg skal mærke og hvad der er normalt. Jeg fik en sms fra mine forældre i går. De er på cruise i Caribien. I luksuskahyt.
Jeg svarede at der var dejligt at høre fra dem, og at min sygemelding var forlænget. Kh Anna. De har sikkert slukket telefonen igen, for jeg fik ikke noget svar. Firmaet bad om en varighedserklæring. Lægen kiggede på mig og sagde 4 uger. Mere. “Du har gået hjemme i 3 uger og ikke fået det bedre”. Og så var det at jeg gerne ville være et brækket ben, for hvordan pokker kan jeg svare ja eller nej til det? Jeg synes ikke jeg er anderledes end jeg var for to uger siden. Jeg tåger rundt i min egen suppe af skyld og afmagt og føler til kvalmegrænsen at jeg pjækker og spilder min tid. Men mine hænder ryster når jeg tænker på at vende tilbage og alene tvivlen og knuden i maven må vel være svar nok? Jeg ved ikke om det er en klog eller dum taktik at være åben om min situation. Men det træner mig i at tale om det uden at få for meget vand i øjnene. Sikke mange der nu ved og sikke mange kopper kaffe jeg får delt. Hovedpinen må skyldes noget andet. Ik? (er det fejt at lade være med at tage telefonen hver anden gang min chef ringer?) “Det eneste du må skemalægge er dit løb”. Sagde psykologen, efter at have fået samme lille bekymringsrynke som min læge da jeg nævnte at det var et halvmarathonprogram jeg følger. Men det var ok, og er så det eneste, resten skal jeg lade flyde. Gad vide hvad det er psykologer kan. Lige nu har jeg bare lidt spændingshovedpine af en kombination af at have sovet forkert og være løbet tør for kaffe. Og en lille fimrende uro ved tanken om at lade stå til. I dag er ikke nogen god dag. Uden at den er specielt tung eller dyster eller noget, den er bare ikke ok. Men jeg er en god elev, så nu skal jeg lade tiden flyde. Flimre rundt i mylderet af utiltrækkelighed og cortisol-svitsede nerveender, og undgå for alt i verden at starte på noget jeg ikke kan afslutte i løbet af en time eller to. Eller var det mindre? “Alt vel?”, spurgte D på messenger. Et øjeblik blev jeg vred. Hvad fanden blider manden sig ind at spørge om dét, når han ved at jeg er sygemeldt. Nej for helvede, alt er ikke vel. Idiot. Så kom jeg i tanke om at der er en verden uden for mine stille vægge og at manden jo bare prøver at række ud. Svarede udenom. Jeg har ikke lyst til at dele ud af min dårlige dag, selvom nogen godt måtte få den. Jeg tænker bare at han ikke kan gøre så meget andet end at ytre lidt medfølelse og “pas på dig selv”. Kan jeg bruge det? Kan jeg tillade mig at lade være? Gad vide om indkøb er for stort et projekt. Jeg mangler min kaffe for meget til at lade være. Mest af alt har jeg svært ved at forstå hvad hun siger. Forstå at det skulle være så slemt, forstå hvorfor hun ser så alvorlig ud og forstå at det virkelig skulle være nødvendigt med mere end de her 4 uger. Jeg kan heller ikke helt forstå, at det skulle være så svært at gøre alt det jeg har gjort. At jeg virkelig ikke kunne holde til det, herregud det var jo bare. Jeg kan jo se alle de andre der gør. Jeg kan se hvordan tingene skal løses og ved at det bare drejer sig om at klemme ballerne sammen og gøre det. Jeg synes ikke det kan være mig de taler om, vel? Mig, der er hende der skal tages hensyn til, mig der er den sårbare. Jeg kan ikke finde mig selv på de billeder de maler på vægge og op og ned af stolper. Men der er alligevel en lillebitte stemme der pipper om at det egentlig var meget rart at nogen stoppede det. Og ret rart at at jeg endelig kunne slippe lidt for det hele. “Du har fået allergi”, sagde hun. “Du skal holde dig væk indtil hævelsen har lagt sig, og tage det du reagerede på, tilbage i små doser”. Hvem mig? Og så er det at den lille stemme pipper noget der lyder som hurra, og lyder som om hun er lykkelig for at kunne slippe for det lidt mere. Og forrædderisk tilstod at jo, det har længe knebet med koncentrationen (hvornår har du sidst siddet stille og læst en hel artikel i din søndagsavis, Anna?) og jo, korttidshukommelsen har vist også svinget lidt. Jeg har det jo fint, og det virker så langt væk når jeg tuller rundt og glor på fugle der slås om æbleskrog. Men det gør jo heller ikke ondt i det brækkede ben når man ligger stille. Har jeg hørt. Weekenden smuttede ud under den smeltende sne. Jeg har fået spirende blomster i søndagsgave og en verden med lunere luft, der dufter af andet end frost. I min baghave er der fede duer, der æder mine æbleskrog og ved siden af min PC, en krøllet blok med børnetegninger og mine noter. Sagsnummer, kontaktpersonens navn og direkte nummer. Adressen på psykologen og dato og tid.Ind og ud mellem kruseduller fra mine velbegavede børn. Jeg har lige kværnet det sidste kaffe og glemt hvad det var jeg ville. Udover at se på fuglene der klatrer på forsytiaen og æder fuglekugler, støbt i skriggrønne plastiknet. Tankevækkende så handlingstræg man bliver af ingenting at skulle nå. Det føltes uendelig tungt at logge på og vidresende månedensfakturaer til min assistent lige før. Lidt som om jeg taber moment. Skræmmende hvis det er en blivende effekt. Farvel handlingskraft og beundringsværdige powerkvinde. Men måske hun aldrig rigtig var der, måske det bare var blær. Gad vide om psykologen kan fortælle mig det. “Hej, jeg hedder Anna; jeg kunne godt tænke mig at vide om der er noget bag den her skal. Er der? Bare lidt?”. Arj, jeg piver. Hold så op, Anna. Jaja. Det spøjse er at det, der fylder mest lige nu er ikke den tunge lammende arbejdsbyde eller min forstoppelse og overspisning; men mit ansigt foran alle de, der kunne og stadig ligner nogen der kan. Mit ry og mit rygte. At jeg nu er én der ikke kunne holde til det. Det gør ondt. Gad vide hvor man finder de ansigter der er tabt. Det er i dag jeg har den første snak med psykologen. Lige om lidt, faktisk. Jeg har købt vandfast mascara, krukke som jeg er. Så behøver jeg ikke at tænke på dét. Så meget. Når jeg diskuterer finanskrise og omfanget af ledighed, og ved hvad man vil i mit firma og sagtens kan tænke mig til hvad det kan medføre af overskudsafdelingsledere; og læser mails om hvem der nu har overtaget hvilke af mine opgaver, tænker jeg, at det da er torskedumt at hykle udbrændthed, manglende styrke og så lægge sig på ryggen i 4 uger. Og så også at det bliver uendelig svært at vende tilbage med stolthed og ære intakt. Hej, hej overjeg. Jeg fik våde tæer af at løbe i dag, og det var smattet og glat der hvor der stadig lå sne, men det var ok, for der hvor der ikke gjorde det,var der de største vandpytter, og der er ikke noget mere selvpinerisk herligt end at løbe tværs gennem store iskolde vandpytter, og ikke være det mindste generet af de våde sko. Før man kommer hjem og er kølet af igen altså; men det tæller ikke helt. Og så er der en lille erantisser, der har nakket sig frem lige ved min hoveddør. Jeg kan bedst lide Erantis når de er som de er lige i starten. Små stædige bæster, der gror på det mest åndsvage tidspunkt af året for blomster. Lille, solgul og bedst i flok. Senere bliver de store og falmede i det gule, indtil de smider sig småvulgært hen over jorden, hvor de drukner i påskeliljer, og andet der er meget bedre at se på, når man er mig. Men lige nu er de fine, og at der står en lille snoldet pjevs ved min hoveddør, betyder at der under dynen af våd sne, står femhundrede millioner flere, sammen med de smukkeste vintergækker i hele verden. Vintergækker elsker jeg mere end Erantis. Og krokus. Der var engang på min vej til arbejde, hvor en lille forhave, hvert forår blev forvandlet til et lysende, glødende tæppe af vintergækker, krokus og minipåskeliljer, plantet i en farvesammensætning der var helt fantastisk. Lysende blå, dyb, dyb lilla og gnistrende gule stænk, spredt lidt tilfældigt. Meget usædvanligt bed, lige der; og jeg lovede mig selv at begå en kopi, når jeg en dag blev gammel nok. Eller hvordan det nu var. Kom så forår! Sneen er blevet blød, tung og mindre, og min indkørsel er kommet i tanke om at den har fliser. Ulempen ved sne der smelter, er alt det, der ligger i den og under den, og som har hobet sig op de sidste par måneder. Snavs, skrald og gamle cykler. Sikke en fin metafor der kunne blive ud af det: Smeltende sne, der afdækker smattede hundelorte, spredt ud over fortove og fliser. Eller bare pap, der lige blev sat ud ved døren og så glemt efter snestorm nummer 12. Hej alle mine skeletter. Nah, ikke i dag. Orlov forlænget med to uger. Jeg kan ikke få mig til at kalde det en sygemelding. Jeg er ikke syg. Jeg er bare… brugt. Jeg tager mig 4 ugers ekstra ferie på firmaets regning. Hej hej, fornægtelse. Uanset, så er det hele forlænget med to uger og min US-tur er nu endeligt aflyst. Min fornuft, der så mig småtude gennem møde med læge og HR partner i går, siger at det er godt, klogt og sundt. Jeg selv ser på fuglene i sneen, spiser ristet rugbrød og føler mig lige nu allermest som en svækling. Hun kom lidt for sent. Halsende ind og mumlede noget med et møde. Det gør ikke noget for mig, jeg har al tid i verden. Resten af livet, faktisk. Min kalender har bare lidt utydelige konturer jeg har glemt hvad betyder. Automatkaffe til mig og roibos te til hende. Tebrevet lagde hun op i et glas med en sjat vand i der stod på bordet. Jeg mener ikke du er klar, for hvad vil du Anna? Før du – og vi – er helt sikre på hvad du skal, skal du ikke komme tilbage. Vil du tilbage til det du forlod og hvad vil forskellen så være på dét før, udover at du bare vil være 2 uger mere bagud? Du kan jo sagtens bruge dine forrygende coping evner og klø på, det kan nok holde i et år i bedste fald. Og hvad sker der så, Anna? Knækker du så for alvor? Eller hvad tror du? Og hvordan har du det i det år du holder stand? Er du glad? Er det det værd? Du er jo fantastisk til at pakke væk og komme videre. Du har gjort alt det på papiret rigtige og holdt dig i fysisk form, sørget for at få søvn og så videre, så din reaktion er ‘kun’ psykisk. Det ændrer ikke noget for mig. Du er så stærk, at jeg er lidt bange for, at hverken du eller jeg kan se hvor slemt du i virkeligheden har det. Jeg er faktisk lidt bange for at det står værre til med dig end vi kan se. Men du skal vide at du ikke er den eneste. De andre reagerer bare anderledes. Nogle bliver stille, andre brokker sig. Du knækker så og det er der nok en grund til. Men du skal bare vide at det ikke handler om dig. Tag dig den tid der skal til – og lad din chef klare alt det, hun jo rent faktisk får sin høje løn for at klare. Ok. Så. Lægeindstilling til psykolog hentet. Jeg er allerede lidt mere vant til at græde på offentlige steder nu. Ikke at det nogensinde bliver min favoritydmygelse. Bono smidt ud efter mislykket forsøg på at møde ham, eller ham mig, henover i går aftes og natten. Jeg skulle have gjort det i går. Eller råbt, er der nogen der siger. Argh? Nu vil jeg løbe en tur i kulden (Læge til Anna: “Du tror ikke det er et for stort pres at træne til halvmarathon oven i alt det andet?” Arjmenholdnuop! I forvandler mig til en apatisk sofaamøbe!) og forberede mig mentalt på at skulle mødes med HR partner i eftermiddag. “Hej Anna, hvordan går det?” Nej? Hvis jeg stirrer længe nok ind i væggen, kommer der så til at stå noget på den? Fuglene i min baghave bruger mere tid på at slås om maden, end på at spise den. Bono har fri i dag og spurgte om ikke vi skulle hygge sammen? Han sætter spørgsmålstegn bag ikke-spørgende sætninger i sine sms´er. Gad vide hvor meget man kopierer hinanden med tiden. Hvis jeg en dag sætter spørgsmålstegn de mest sære steder, så sig til. I dag skal jeg kun sætte et. Men vi skal ikke hygge sammen i dag, Bono og jeg. Jeg ventede lidt med at svare, til det gik op for mig at det er så enkelt. Jeg kan ikke bruge ham i den her proces. “Hvad skal du så i dag?” Min historie drukner i hans parallelsvar. Jeg holdt op med at spørge ind når han gør det; den dag det gik op for mig at samtalen så kun kommer til at handle om ham og hans. Det er fint af og til, og han skal også have taletid og ører der lytter, men lige nu er det ikke fint. Lige nu har jeg brug for at samtalen handler om mig og mit. For jeg kunne ikke svare på min chefs spørgsmål i går. Ikke engang på “hvordan har du det”. Hvordan har jeg det? Fint, tak. Jeg sover og spiser og skoler sne. Jeg kigger på fuglene der slås om maden og drikker god kaffe købt i Irma. Men jeg har en klump i halsen, jeg ikke kan sluge eller spytte ud. Jeg vil kunne starte i morgen eller lige om lidt, og stadig yde og stadig levere, men stadig gå hjem med håbløshed på frontallappen. Og jeg ved ikke hvorfor. Og hvad der skal til for at få det til at gå væk. Min chef er problemknuser. Løsningsorienteret. Ringede lige før og sludrede glad om en artikel hun havde sendt til mig. “læs lige den her, den kan give dig noget at tænke over måske. (…) og nu har jeg booket sine medarbejdere til (…) og er tråt ind i xx-styregruppen på dine vejne, og booket møde for dig med vores HR-partner i morgen og (…) Hvor ER det dejligt at jeg må ringe til dig!” Selvfølgelig må du det. Jeg tuder kun når du spørger ind til hvordan det går. Jeg hader at være et problem. Jeg hader at skulle tage mod den hjælp de tilbyder, fordi det betyder at jeg har brug for den. Svaghed er nemlig ikke ok i Anna-land. Tårer er forbudte og gør ikke andet end grim. Det du ikke dør af, bliver du stærkere af, og styrke er det vi kan li. Det andet kan vi ikke bruge, så tag dig lige sammen, hva? Hej overjeg. Knyt sylten, overjeg; du forstyrrer fuglene i baghaven med den larm. |
|
|
|
Copyright Anna - www.mesmerized.dk. Tak fordi du læser med. Hvis du citerer eller bruger noget herfra, så nævn venligst hvor du har det fra. Sitet er hosted på One, og jeg bruger naturligvis Wordpress på dansk 95 queries. 1,393 seconds. |
||
Kategori: 
Kommentarer