F R I S T E L S E
Den er lige dér, ikke? Fristelsen. Lurer alle vegne, og der er jo mere end én, du kan godt se dem, ikke?
Det er den kølige øl i dit køleskab. Kan du mærke hvordan glasset mærkes mod dine læber? Hvordan den kolde skummende øl glider ned gennem halsen?
Det er romkuglen hos bageren. Så du hvor de lå dér, side om side og så fantastisk fristende ud? Kan du huske hvordan den sprøde skal af chokolade sprækker når man bider i den? Hvordan tænderne borer sig ned gennem den bløde konfekt? Følelsen af chokoladekrymmel på læberne, og den bløde fornemmelse på tungen og i svælget.
Det er isen i fryseren. Den bløde fede flødeis, der vil føles som cremet fløjl i munden. Det er chokoladen der smelter på tungen og dulmer alt andet; drukner sanserne med ren chokoladesmag.
Det kan også være det ekstra glas vin. Den rødgyldne væske, der langsomt driver ned af glassets sider og efterlader en blød ro i maven… Det er så fristende, ikke?
Eller er det et billede af én der hænger på nethinden, et brændende blik, en gnist der sprang mellem to hænder der lige netop ikke rørte hinanden. Kan du huske hvordan det var? Varme hænder der glider ned af din ryg. Bløde læber der mødtes. Gnister der springer. Intensitet. Fristende, at besvare dét blik. Eller sende den mail, eller skrive den dér sms…
Man kan blive ved, der er fristelser overalt. Ting man lokkes til at gøre fordi det smager så usigeligt sødt, og fordi det smager af mere.
- tag da bare den der øl. Bare én til skader jo ikke. Det du skulle nå, kan du gøre i morgen.
- en enkelt romkugle, gør jo ingen harm. Hvor mange kalorier er der lige i sådan én måske? Den er jo så lille, mætter ikke engang rigtigt.
- isen smager jo så godt, så helt ærlig, tag da et stykke mere – du kan bare spise lidt mindre i morgen, eller du løber bare lidt mere, ik?
- og du kan godt lige tage ét glas vin til, ikke? Den er jo god ved du. I morgen er den sikkert lige til at smide ud.
Undskyldningerne er så nemme at finde, bare sig til, vi skruer noget sammen til dig. Ganske anonymt. Du lever jo nu, så hvorfor ikke give efter? Der er jo alligevel ikke nogen der opdager det, vel?
Vel?
Usundt? Forkert?
Ja. Det ligger jo i det, ikke? Hvis ikke det var forbudt, eller begrænset i en eller anden udstrækning, så ville det jo netop ikke være en fristelse.
Der er en pris for at nyde en fristelse. Nogen gang en ret høj pris. Du kan dø af det, andre kan dø af det. Du kan tage ansigt, du kan tabe mod, du kan tabe alt. Andre gange er det knap så dyrt. Det koster lidt selvværd måske.
Hvorfor gør vi det så?
Hvorfor smager det så sødt at gøre det forbudte? Hvorfor, når det er forbus – eller vi har forbudt os selv det - hvorfor gør vi det så igen og igen? Hvordan kan det føles så rent som sne, at gøre noget der burde give genlyd i verden? Hvorfor er det så forbandet tillokkende det forbudte?
Hvorfor bliver vi ved med at fortælle os selv at det nok ikke gør noget, at ingen opdager det? For sådan er det jo ikke, vel?
Vi sætter spor, DU sætter spor. Lysende spor hen over himmelen, IP adresser i de forkerte statistikker, streger i regnskabet, i samvittigheden eller i panden. Kalorier der er i overskud, notater der findes i lommer, sms beskeder der læses af de forkerte; usammenhængende historier der kollapser. Vi sætter altid spor, visse spor er så bare dybere og mere tydelige end andre.
Spørgsmålet er så om det gør noget. Om ikke, det alligevel er prisen værd.
Jeg ved at prisen ofte er for høj; men også at nogle gange er det, at give efter for fristelsen rent faktisk alle pengene værd…
Kategori: 
Kommentarer