Behageligt hjemme i mit private rod. Trygge krummer fra maste mariekiks og græsplænen der ser morgengrim ud. Hvis græsplæner havde øjne ville min glippe med dem: Hvem tændte for solen? Shyhh, jeg sov lige så godt.

Den manglende transport fra effektiveness til hjemlighed gør mig uproduktiv. Har stadig for meget at fordøje. Transit-tomhed ville have været rart.

Sidste rigtige transit var i en amerikansk indenrigslufthavn en lørdag formiddag. Ikke mange business klædte, mest familier slæbende på kufferter; lange tasker med ski og en masse forventninger. De ansatte var rødkindede amerikanere, størstedelen med et særligt udviklet talent for at sjoske. Med et verdensfjernt udtryk sjoskede de af sted, for at skifte til overfladisk professionelt imødekommenhed når det krævedes. Tydelig tænd/sluk mekanisme i nakken.

Jeg var en flue på væggen. Skjult bag et felt af usynlighed sad jeg på en bænk og så dem allesammen. Komme; gå. Spørge om vej. Tabe kufferter. Blive forvirrede og være glade.

Mærkede det og mærkede det ikke helt. Distanceret behagelighed. Og så lige den dér automat, med en flosset seddel sat fast på forsiden: ”Lad venligst være med at sparke, slå eller ryste automaten”.

De nødvendige skilte siger noget om kulturen. Nogen har vurderet at det var nødvendigt med den seddel. Ubestemmeligt antal automater er sikkert gået til i amerikansk frustration.

Sådan en seddel vil jeg også have; sat fast med tape på indersiden af min pande: ”lad venligst være med at sparke, slå eller ryste dig selv.”

Det mest effektive er jo rent faktisk at indsætte det rigtige beløb og så trykke på knapperne i den rigtige rækkefølge, alt efter hvad man vil have komme ud.

Måske jeg også skal have én på ydersiden. Det har jeg vist allerede, nu jeg ser efter.

Jeg har sikkert lært en hel masse, men på et tidspunkt i dag eller i går eller for hundrede af år siden, brændte min hjerne sammen og efterlod min krop på et hotel et sted uden andet fokus end at overleve timen, dagen, ugen ud.

Det her har været det hårdeste kursus jeg længe har været på. Hvis ikke det er det hårdeste nogensinde. Men det er jo ikke underligt.

Med fare for at få bank af min egen indre jantelovs-generator, og især af den del af resten af verden der kan tænkes at have en mening om det; så er jeg ret sikker på at jeg er gjort af det rigtige stof.

…og jeg hælder til at tage instruktørens afskedsord alvorligt: You are an amasing woman, Anna. In any possible way you are an ekstraordinary amasing woman.

Skal bare sove og fordøje og … sove…længe.

Selvom jeg elsker puslespil er det her for løsrevet; for usammenhængende for mig. Fragmenteret. Jeg mangler tid til at reflektere, tid til at absorbere alt det her.

Drømmer underlige drømme hvor min eksmand pludselig er indeover og hvor den venlige assistent spiller alt for stor rolle; og hvor jeg vågner op og ikke ved om jeg er her eller hjemme eller hvad dag det er. Kaos og forvirring, og ikke fordi jeg fik for meget cognac, men fordi jeg fik for mange input.

Og klokken er slet ikke sent nok til at jeg kan have dårlig samvittighed over ikke at være gået i seng for længst. Jeg gik bare. Uden andet end svien i øjnene og erkendelsen af at trænge til søvn. Nærmest voksent, ikke?

Fraktioneret til grænsen af svimmelhed; men voksent.

Grænseløs kedelig og begrænset underholdende. Ingen klager, bare… det er bare sådan det er. Er det sådan at blive voksen? Erkende at festen ikke er nok til at holde mig oppe?

De løsrevne tanker om månemanden; det søde væsen - eller ham den lækre fra personaleafdelingen -  er ekkoer af noget der var engang. Den uha så farlige Anna. Long gone.
Lige nu er jeg ligeglad. Eller ikke glad nok. Eller bare for fraktioneret.

Trænger til ferie. Trænger stadig til ferie. Pokkers lang tid til.

Kvinden med de blå øjne nåede ind.

“Hvis det ikke er en ny situation, hvorfor så gøre noget ved det nu?”
“Fordi jeg er ved at være kørt træt.”
“Godt. Det er godt at du kan mærke trætheden. Og endnu bedre at du agerer på den.

“Men du har ikke brug for en coach; du ved hvad du gør og hvorfor.
This is different.”

Og herfra er det sikkert ikke nemt, og sikkert ikke smertefrit, men det er bevægelse.

Jeg har så meget brug for ferie nu.

En del af opgaven på det kursus jeg er på, er at lægge en aktionsplan for mig selv fremover. Både arbejdsrelateret og personligt. Den arbejdsrelaterede skal jeg spare jer for; ingen grund til at nørde – og den del har jeg styr på.

Jeg har hvad der føles som hundredevis af huller i min perfektionistiske selvopfattelse, så det jeg havde med hjemmefra er skiftet flere gange undervejs. Det jeg smed på bordet i går var tid. Hvordan får jeg mere tid? Hvordan får jeg mere tid til Anna, tid til privatpersonen, tid til mine børns mor, tid til mine veninders veninde?

…sagt på et kursus der varer fra 8:30 om morgenen til kl 22, kun afbrudt af pauser hvor den hastigt voksende bunke af e-mails bliver skimmet for at undgå at kontoret brænder ned derhjemme. Jeg kan mærke at det begynder at blive fysisk snart; det dér med ilden. Og ikke på kontoret. Æv…

Uanset; jeg gav op på coaching i går. Jeg er alt for analytisk, og har forlængst gennemanalyseret Annas dag, hendes prioriteter og tidsforbrug og det eneste der står mellem mig og mig selv, er den altædende perfektionisme.

Men tiden går, og den er ikke uendelig.

Hvordan gør man? Hvor er det det går galt?

….og nej, loosen up er ikke løsningen, der skal mere kød på…

Og i dag har jeg fået proklameret på ganske ufed måde at jeg er den største kontrolfreak over dem alle. Ufed fordi jeg mistede kontrol i dét øjeblik. Ufed fordi en lille venlig mand med en anden kultur troede, og antog, og glemte at jeg trods mit venlige ydre er dansk og lukket som en dør.

“Close your eyes, forget your cell-phone for a while; take a deeep breath and relax….”

Gu vil jeg ej! Jeg var fokuseret og koncentreret. Adrenalinniveau på optimal. Klar til at lære og lege med. Men ikke klar til at gå udenom. Og jeg kan sagtens abstrahere fra min mobil og høre hvad der bliver sagt samtidig, og hans forsøg fik mig ikke til at slappe af, tværtimod. Alert level: red.

“And the reason why you want to release time is so you can spend more with your kids, and become a better mother, right?”

Fuck af med dig din nar. Undskyld mit sprog, men nej. En totalt fremmed skal ikke begynde at betvivle min evner som mor, endsige bringe dét ind i en arbejdsrelateret coachingsession.

“I think you need to become more diciplined”
“No, I am diciplined. Perhaps I am even too diciplined”
“No, I dont think so. You need to keep a diary, and to question everything you do.”

Og der blev talt om comfort-zones bagefter. Om crash and burn. Og om den venlige mand der trådte så gigantisk ind over mine grænser at jeg lukkede i som en østers.

Jeg sad med godt skjult bævende underlæbe og fortrød at jeg var gået med til det. At jeg ikke havde valgt et neutralt emne. Godt irriteret over ikke at blive hørt.

Hvad jeg har lært?

At coaching uden tvivl kan hjælpe visse. 
Og at visse ikke er mig.
 

Det vigtigeste jeg har lært i dag er vist at jeg har uendelig meget at lære.

Og det vidste jeg vist godt i forvejen.

Spørgesmålet er så om jeg kan svare på spørgsmålet; om jeg har lyst til at kende svaret eller om jeg bare skal erkende at det er sådan det er, og tage det derfra.

kl. 9:55

Kvinderne på kurset ser det hele, kan jeg se. Opfanger de små signaler, reagerer på lidt for mange impulser.  

kl. 10:53

Instant contact. Sært så hurtigt det går. På bølgelængde med kvinden med det brune hår øjeblikkeligt. Og med manden med de grønne øjne.

Ikke ham med de lysende blå. Han undviger. Nok klogt.
Lidt for lysende øjne.

kl. 12:35

“Hej far; jeg ringer for at aflyse – xx er blevet rask, så i behøver ikke at have mine børn alligevel.”

“Åh, det var da dejligt at høre, det var jo lidt en voldsom opgave du havde sat os på dér”

“Ja…  Men tak fordi i stillede op.”

Forretningsstemmen på. Nødvendigt.

kl. 13:45

Månemanden sidder og ser sur ud. Eller koncentreret. Vrissede da jeg kommenterede hans e-mail fix i pausen. Hallo makker, jeg sidder selv med min pc.
Pyt.

kl. 14:03

“Never take the credit”. Med tryk på never. Det er noteret. Tak.

kl. 15:34

De to tyske kvinder griner konstant. Lidt for højt. Måske for at berolige sig selv og hinanden. Dårligt engelsk; det kan ikke være nemt.

Irriterende latter uanset. 

kl. 21:11

Månemanden ser stadig sur ud. Eller bare træt. Lider nok af samme sygdom som jeg: Work-overload. Fik fortalt den svenske kvinde samme historie til middagen som til frokost. Hun tog det pænt.

Infinity, sagde han på et tidspunkt i dag; underviseren. “Time is definite, you cant manage it. You can only manage yourself.”

Hmmn… right.

Det gode er:

•  at mine børn synes at det er fantastisk at være med på mors arbejde.
• at de synes fiskene på kontoret er de flotteste fisk i hele verden, og at de efterhånden ved præcis hvad de vil have fra køleskabet med drikkevarer.
• at hele kontoret nu er overplastret med tegninger af løver og monstre og flyvende mennesker.
• at de par kolleger der af en eller anden grund også var på kontoret i går og i dag, synes det var helt hyggeligt med et par unger der løb op og ned af gangene.
• at min mor “jo gerne vil hjælpe“, da jeg gjorde hende klart at det var en nødsituation. 
• at jeg undlod at smække røret på da hun følte trang til at fortælle om hvor vanskelige mine børn er.
• at det snart er påskeferie.
• at jeg dér har tænkt mig at holde fri.
• at jeg ikke er så gammel som jeg føler mig lige nu.
• og ikke nær så dårlig en mor.
• og at selvom det ikke har virket at have weekend denne gang, så hjælper det nok næste gang.

Og at der lige er en i mit TV der har sagt “kan man få folk til at tænke “næsehorn” Kan man også få den til at tænke videre”.

Verden er i farver, selvom man ikke kan se dem.

Og i nat havde jeg så en affære med Mads Christensen, mens jeg prøvede at komme i tanke om ikke det var ham, jeg havde set i et TV show hvor hans kone og børn sad og så søde ud på tilskuerækkerne.

Undskyld, Mads, det var ikke personligt ment; jeg skænker dig jo som regel ikke en tanke i vågen tilstand, så hvorfor vi pludselig skulle kysse i morges ved halv 6-tiden, det aner jeg ikke. Undskyld.

…men kysser du også så dårligt i virkeligheden?

Det er sådan her det skal være.

Mættet med hundredvis af ord, indtryk, iagttagelser, tanker fra i dag, der skal kondenseres, fortæres, noteres, ædes, gemmes.

Når jeg vågner i morgen begynder jeg sikkert at fatte hvad der er sket i dag, lige nu kan jeg ikke helt rumme det og da slet ikke sætte ord på. Men jeg tror det var godt.

Jeg tror at dét, der skulle lykkes, lykkedes. Og nogle gange, når ting lykkes, så er oplevelsen nok i sig selv. Så er det man ikke har behov for at gøre mere ud af det.

Jeg tror, jeg vandt denne runde, men jeg er overbevist om at der kommer mange flere.
For vi er flere med blod både på og mellem tænderne efter i dag. Og splinter fra bordene i de topchekkede mødelokaler i hænder og gummer.

Det er godt for nu.

…men for høvlede hvor er jeg træt…!

I dag har jeg tjent min løn hjem.

er det pludselig blevet mørkt uden for.
Og nogle gange er det længe siden jeg burde være gået hjem, og længe siden den sidste gik herfra med et smil og et “hvasså, Anna, skulle vi to ikke prøve at få et liv?”

Og nogle gange går det pludselig op for én at det er begyndt at blive sjovt igen. Kontrolfreaken er mættet; jeg tror jeg har styr på det og slet ikke ondt i halsen mere.

Og det undrer én når man rejser sig fra stolen med det hullede betræk, at der er stribevis af små hakker på to-do-listen og dynger af tinger der lykkedes på mit bord.

Og det må være mig der har gjort det; fået det til at lykkes. Og det var mig der bad ham den nye om at levere efter aftalerne, og sagde: ”nej, det er desværre ikke godt nok”, og mig med masser af venlige smil og sylespidse tænder.

Ham den nye… Stivnet mimik og falmet rød jakke. Mere havenisse end djævel. Sikkert god nok. Sikkert flink. Det er bare mig der ikke er det. Flink, altså. Men det glimter når jeg smiler. Man lærer hele tiden, ikke?

Og nogle gange kan jeg godt se at jeg drukner mig i arbejde og burde rive mig løs og få vind i håret og splinter under neglene og …

Og jeg kan se mange andre måder at skrue det her sammen på; sundere, gladere og roligere måder.

Men lige nu er jeg her.

Der burde måske være stille før storm, men det er her ikke.  Jo, lige nu er her, men det er jo fordi det er morgen og verden ikke helt er vågnet op. Der er kun spredte snøft fra forårskolde slimhinder, og lunkne kaffekopper der bliver knuget i uengagerede forsøg på at vågne op.

Taler for mig selv nu. Vågn op, Anna!

“I virkeligheden, er virkeligheden ikke nær så virkelig som du tror”

Lige om lidt dukker folk op, og nej, her er ikke stille før storm, ikke en gang en vind der har lagt sig lidt; det blæser og det har blæst hele uge med en iskold stikkende vind og imorgen kommer vi nok op på orkan. Iskold luft der piver i de sprækker vi ikke har fået lukket til.

“I virkeligheden, er virkeligheden bare noget du tror inden i dit hoved”

Jeg er forbløffende uberørt af det. Jo, der er en stribe slides der skal på plads, jo der er en stribe formøder der skal overståes, jo jeg ville ønske det var fredag og jeg i stedet var på vej for at hente mine søde bløde uskyldige børn, men det går nok; det er jo bare en film, ikke? Et computerspil hvor vi styrer hver vores avtar og hvor den, der har de fedeste animationer vinder. Måske.

“Inde i dit hoved.”

Selvbedrag på den gode måde tror jeg. Der er så meget på spil i morgen. Mange agendaer der bliver spillet ud, mange tæpper der bliver trukket i, og forsøgt trukket væk.

Håber bare at jeg har styr på dem alle så jeg kan holde fokus.

“Er virkeligheden ikke nær så virkelig som du troede”

Det eneste der kan få mine hænder til at ryste lidt, er det første møde i morgen.

“Send mig en mail med det I har fortalt mig nu, så beder jeg dem om at rette ind”
“Ja, ja; lad dem bare kæfte op; jeg støtter jer 100%”

Min egen evig-cool chef så faktisk også lidt rystet ud efter overbossens barske melding.

“Man skal vist af og til huske på at det her er cool business. Det er det jo også for dem”

Han grinede lidt nervøst. Det gjorde vi vist begge to.

“Men, vi bliver nok lige nødt til at mødes med dem for at fortælle hvad vi har tænkt os at gøre, Anna”
“Det er vist mest fair”

Fairness. Jo, selvfølgelig. Nogle gange tror man at man er beyond fairness, men det er vi aldrig helt. Heldigvis.

“Inde i dit hoved.”

Og i morgen skal jeg så mødes med ham igen; DD. I morgen er det bare mig der har små horn stikkende ud under det blonde pandehår og besynderligt skarpe tænder i det venlige smil.

“Er virkeligheden ikke nær så virkelig som du troede…”

(sangen er vistnok af Troels Trier, men google gav fortabt…)

Og på dage som den her, er det at jeg hellere ikke ville være kvinde, hvis nu jeg kunne vælge.

Det går over om lidt, men inden da vil jeg svælge i en småhysterisk blanding af afmagt, raseri, afmagt og selvmedlidenhed.

Og chokolade.

Som jeg husker det, var det en morgen. Det var altid om morgenen vi snakkede sammen om de ting der var lidt mere ikke-relateret til vores relation. Men det kan have været nårsomhelst, og tidspunket er ikke vigtigt.

Jeg kommer bare til at tænke at det må have været en morgen fordi jeg selv om morgenen vågner med brug for beslutninger; for retning; for klarhed.

Ligesom nu.

Det var hende der ansatte mig i sin tid – og hun er en af de bedste chefer jeg har haft. Jeg følte mig priviligeret over at hun brugte mig til at snakke med; dér om morgenen inden resten af verden vågnede. Nu i dag kan jeg godst se behovet. Takes one to know one.

Dén dag smutttede hun ind på mit kontor, lukkede døren og spurgte hvilken opgave hun skulle vælge: Den sikre, men mellemstore gevinst, eller den store og risikable. Jeg var så ung, så fuld af vovevod og blod mellem tænderne, så for mig var det sikre alt for forudsigeligt:

Tag da den svære. Det kan godt være det ikke lykkes, men hvis det gør, så er successen så meget større, at de rifter der måtte komme undervejs heler sig selv.

Ungdommeligt overmod.

Hun kiggede længe på mig, drejede lidt rundt om sig selv og svarede så ’nej’. Hun havde så meget i rygsækken allerede, at hun ikke ville satse mere, sagde hun. Hun trængte til en sikker gevinst.

Sagde hun.

I går spurgte han mig, hvad vej jeg ville. Den sikre vej, eller den anden… den kampberedte forhandlingskrydrede vej.

Vil jeg være en af de hårde hunde, eller den milde moder jord?

Du skal vælge, Anna; og sørge for at klæde dig godt nok på til hvad du end vælger.

Og jeg glemte alt om forslåethed og tabte kampe. Om rifter der ikke heles men stadig svier hvergang jeg drejer mig på stolen. Jeg kunne pludselig smage blod mellem tænderne og mærke stædigheden lure.
Og jeg tror ved hvad jeg vælger.

Hun valgte den svære alligevel. Blodsmagen trak. Takes one to know one, og det lykkedes ikke, og hun fik sikkert tynget rygsækken af endnu en fiasko, og hun fik sikkert dybe rifter i den blege hud.

Men det var alligevel ikke hende der tabte.

Hvor er der meget vi ikke ved, hvor er der meget man ikke når og ikke kan rumme.

Elefanten skal spises bid for bid, siger de klogsmarte. Ja, men hvad så når man for hver eneste lille krydrede bid opdager nye dimensioner af den gigantiske elefant? Og hvad nu, når bidderne vokser i munden?

Jeg kan løse en trediegradsligning, og engang kunne jeg noget med fladeintegraler, Bernoulli transformationer og andre matematik-nørderier. Og jeg kunne det periodiske system udenad og beregne sandsynligheden for elektroners placering, energiniveauer og noget i den stil. 

I dag kan jeg navigere i en kompleks struktur af politik, bureaukrati og regelsæt.

Men jeg har uendelige dimensioner af relationsmønstre hos de levende tilgode.

Jeg tror, og frygter lidt, at den dag jeg ved dét, der er værd at vide; er den dag det er for sent.

Tillad mig at præsentere mig selv. Jeg hedder Anna, og det ved I godt, de fleste af jer. I ved også godt at det ikke er det navn jeg bruger ude i virkeligheden hvor det blæser vanvittig meget i dag. Det piver i den bygning jeg sidder i. På trappen med glasfacaden hyler det konstant som var man midt i en gyser af en art.

Dette er ingen gyser. Der er ingen der bliver slået i hjel i dag. Ikke her hvor jeg er. Tror jeg da.
….One never knows, right?

Uanset, så siger det navn jeg bruger, intet om hvem og hvad jeg er, for dybest set er jeg den samme, og dybest set er jeg en ny hver dag og hver time.

I dag, og i går, og i virkeligheden hele livet indtil nu; har jeg været mester i selvforblændelse og i at trække facetter af virkelighed ind over den uinspirerende hverdag vi kender så godt. Jeg ved ikke hvad meningen med livet er, jeg har slet ikke lyst til at begynde at spekulere over det, men det gik op for mig at hvis man vil det, så er livet fantastisk, og hvis man vil det så er det et helvede af kedsomhed og regnvejrsdage. Eller det der er værre.

Det hele er et spil. Et gigantisk computerspil, hvor de penge og yderlser vi flytter rundt med, er noget vi har opfundet for at få det hele til at hænge sammen. Jeg sidder her på min sorte stol, med hul i betrækket i den ene side, og har så tilpas lidt motivation til det jeg skal, at jeg bruger min dyrebare tid på at skrive her, i stedet for at skrive tunge jobrelaterede ord.

Og stolen har også hul i betrækket i den ene side -  pudsigt sammenfald, hvis ikke det var fordi der nok er sammenhæng.

Selvforblændelse. De dygtige magter at forblænde os andre samtidig.

Fik jeg sagt at dd med familie har købt et hus tæt ved mig? Fik jeg nævnt at det ligger på min løberute? Jeg fandt vejen i dag, og var så tæt på at dreje derned og prøve at se hvilket hus det mon var. Måske der var et par kaniner i baghaven jeg kunne koge, nu jeg var der.

Jeg fik stoppet bilen og lavede en u-vending der må have set sær ud inde fra parcelhushaverne. Det var alligevel for ynkeligt og for uvedkommende. Hvad rager det mig hvor han og hans illusion af en lykkelig familie skal bo.

Selvforblændelse. Hvis jeg vil, kan jeg bruge alle min dyrebare spilletid i det her gigantiske computerspil på at spille Anna-den ulykkelige, og håbe på enkelte smil, enkelte klap i numsen og enkelte ord som dem jeg hørte i torsdags.

Men hvorfor? Det er så det, jeg ikke rigtig ved. Alene på grund at en kort vanvittig rus? Alene for at få en bid af noget der engang smagte så vanvittig sødt? Som en velafrettet hund der ydmygt venter på næste godbid.

Det er ikke det jeg vil.

Det ville være så nemt at skrive at jeg nu vil have noget ægte, noget varigt, noget dybtfølt, men jeg begynder at kunne se strukturen i denne her gigantiske matrix, og jeg begynder at kunne ændre på koden, og så er det at magien forsvinder.

Og jeg har stadig ikke lyst til at spekulere over dybere meninger og mål. Måske mest fordi jeg er rædselsagen for at opdage at der ingen er.

Sjovt som det smager af ingenting at spise middag med ham. For et år siden havde jeg været hypersensitiv og på vagt over for hvadsomhelst, men nu er det .. ja, uden impact. Der var en far og en mor og to glade børn. Der var small talk og ‘hvordan har din dag været’ – bortset fra at det ikke var ‘min dag’, men nærmere de sidste par måneder.

Og det var ikke spor farligt. Pænt hus. Søde børn. Beam me back, Scotty -  bare sådan ca 4-5 år. Og tilsæt lige de sidste par års efaring og karriere moves. Det er jo det vi taler om, job eller børn. De to ting vi har tilfælles.

Og jeg lod som om jeg var der, og blev der, og levede i det, og det var bare ikke en mulighed. End of story.

Hvad jeg skal, ved jeg ikke; hvor jeg ender, ved jeg heller ikke. Men jeg ved at jeg ikke skal være lige dér lige nu. Så nu sidder jeg her og er endelig alene, og nyder det helt ind til kernen af mine kolde knogler hvor noget andet ligger og lurer.

Dét lader jeg ligge lidt. Det gode er at jeg ved at intet varer ved, det værste er at det er sådan det er.

Blev i dårligt humør allerede da jeg lagde røret på. Jeg ved jo hvad hun vil sige, eller jeg ved ikke lige præcis hvilken del af mit usle liv hun har tænkt sig at nedgøre, men noget finder hun uden tvivl.

“Vi kommer bare lige forbi kort med den dér pose”

Ja, det er det du gør, Søster min. Kommer forbi og allerede telefonsamtalen antyder forventet taknemmelighed, og vækker nærmest prenatale utilstrækkelighedsfølelser og minder om manglende evner og – værst -vilje. 

Besøget kommer til at vare i ganske få minutter, men alligevel gik jeg i gang med at rydde op. Hvor pokker hvor er det latterligt. Hvor er hendes mening om mit hjem og min prioritering af oprydning dog uendelig ligegyldig.

Jeg ved bedre. Jeg burde vide bedre. Burde være urørlig. Burde måske også have sovet lidt mere i nat.

Burde; min røv.