Jeg kan ikke engang piske en stemning op omkring det mere. Skibet med alle hullerne; elefanterne der vader henover mig. Tænker bare på den is jeg har lovet mig selv. Vanilleis, tror jeg det skal være. Og chokoladesovs. Har vist flødeskum på dåse derhjemme. Skulle jeg også købe noget rigtigt mad? Ah hva? Kvalmen er der jo allerede, så pyt.

Han var mere afdæmpet i telefonen end han plejer at være; Anders And klonen. Naturligvis var han det, han har lige leveret en fejl der er stor nok til at … åhhh jeg gider ikke piske flere stemninger op eller lægge flere klager. Man bliver bare så træt.

Fredag. I sidste uge legede jeg med tanken om at dén fredag kunne ændre mit liv. Alt hvad jeg fik var ømme fødder og tilbagefald. Det gode ved i dag er at jeg ved at der ingenting sker. Intet liv der bliver ændret af at jeg lige om lidt lukker ned her og køber fed dyr vanilleis. Ingen jordskælvsblikke eller rucheture i bobleland.
Bare mig og min sofa. Og en dåse med flødeskum.

Skal verden rystes eller ændres på må det blive i morgen.

Jeg ved stadig ikke hvad hun egentlig ville. Hun spurgte om tusinde ting, men ventede ikke på mine svar;  stillede bare nye spørgsmål om andre ting. Jeg aner ikke hvad hun skulle bruge og om hun fik det. Hun begyndte pludselig at fortælle sin egen historie. Ikke at den ikke var interessant og relevant, men det busede bare ud af hende uden sammenhæng med hendes egne spørgsmål.

Hun virker blødere end jeg havde troet hun var. Jeg tror jeg virkede hårdere.

Gad vide hvad de egentlig tænker om mig. Ærgrer mig stadig at jeg ikke fik spurgt DD i fredags. For travlt med at reagere på det, der var i mit hovede til at agere på hans: ”Ja, jeg hører jo om dig af og til”

Hører hvad? Hvad siger de?

”Anna, hun er sgu da en pain. ”
”Tag ikke fejl af det kønne fjæs, hun er benhård”
”Anna, hun er da for nem. Totalt blondine, tror hun kan charme sig frem”.

Det sære er at jeg ikke aner det. Føler mig nem. Agerer hårdt. Eller prøver.

Sær samtale med hende den nye kollega. Pakket ind i en tilnærmelse, men føltes som en afvisning. Ikke at jeg tror det var det, det var vel bare aktiv networking på amerikanermåden, hvor vi nu er bonkammerater – og min dømmekraft er vist inficeret for tiden, og afvisninger kan blive til anklager, og der sker ting jeg ikke når at se komme, før jeg står med ting på blæseren som jeg ikke … ville.

Hvis afsenderen af et budskab altid er ansvarlig for om budskabet er forstået korrekt, hvem er så ansvarlig ved en dialog?

Og hvordan ved man at ordene er læst i den sammenhæng de er skrevet, og at det, der er i dem, er det, der kommer ud igen; når man selv læser svaret i en helt anden sammenhæng end både det afsendte og det modtagne?

Og hvordan ved vi om skoven er der, når vi ikke ser den?

Ondskaben er svær at holde tilbage når nogen har gjort mit barn ondt ved at lade stå til når de skulle have ageret, og når andre har gjort mit barn ondt ved at bekymre sig højlydt hen over hovedet på ungen som om han ikke forstår hvad de siger.

Og havde jeg ikke talent for at udpensle hver lille blodig detalje, så har jeg det nu. Og jeg ved godt at detaljegraden i overleveringen var for stor til at det kun var formidling af information, for jeg håber dybt inde i mit blødende moderhjerte at jeg ud over information også plantede en passende mængde dårlige samvittighed, så det aldrig, aldrig sker igen,

Og de der fremover nogensinde krummer et hår på mit barns hovede slår jeg nok ihjel med de bare næver. Eller med mine tænder og mine kløer.

Han havde en klassisk lyseblå skjorte på og mørke bukser. Ikke iøjenfaldende overhovedet faktisk. Han stod bare i vinduet på den anden side af gaden med en telefon for øret og var usædvanlig synlig, mens han fulgte min gang op af trappen i glastårnet.

Det blev ikke den gribende afsked med co-piloten som jeg havde håbet på. For meget politik inde over. Det er som om han suger det til sig. Agerer, reagerer konstant på impulser fra etagerne over os og de der ligner. Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om hvorvidt det er noget jeg skal vænne mig til, lære eller bare ignorere. En blanding vel.

Det var som han så mig direkte i øjnene, manden i vinduet overfor, og han holdt mig fast etage for etage; og kun når der kom en metalbjælke i etageadskillelsen i vejen slap han mit blik. 

Eller, det aner jeg jo ikke om han gjorde, vel? Holdt øje med mig, altså. Han stod bare med sin telefon og kiggede ud, og jeg var sikkert bare lidt flimmer bag det tonede glas. En udefinérbar bevægelse mellem stål og glas.

Co-piloten og jeg forsikrede hinanden om at en dag skal vi holde et brag af en fest. Tjuhej hvor vi skal fejre, skal vi. Jeg gider bare ikke arrangere den for ham, det må han selv klare; Im off. Og midt i alt for meget, al mulig andet. Og han har mistet gejsten og interessen og … gnisten er det vel. Eller også er det mig der er blevet for hård. Stål i maven. Indefra og udefra.

Måske han slet ikke kunne se mig overhovedet; ham i vinduet overfor glastrappen. Det er jo altid nemmere at kigge ud end ind. Udefra er der titusinder reflektioner fra træer, huse, biler – og sollyset der spejler sig i taget af en bus.

Min venstre hånd er hurtigere end min højre, så ordene bliver delt på mystiske steder. Opdager først årsagen til det nu. Symptomet har været der længe. Mystiske ureglementerede mellemrum. Sært. Måske fordi mine negle er blevet for lange. Måske fordi mine knogler er ved at blive til stål. Og mine æggestokke.

Måske han i virkeligheden bare så på sit eget spejlbillede.

For lige at skifte emne engang:

Den smukke mand er blevet fast kantinekø-makker (stadig med intense grønne øjne).

Den unge jurist holder stadig døren for mig hver morgen (eller hvad det nu er han gør. Smiler i hvertfald. Meget. Og han har blå øjne. Meget.).

Min tryllestav virkede i formiddags: elefanten er væk og jeg sidder allerede på ryggen af den næste og bider den i nakken.

Co-piloten kommer om lidt og for nok sidste gang skal vi konspirere og udrede og finde luft i lufttomme budgetter, og jeg savner ham allerede ved tanken om at når han går, så er det vist det.

Himlen er i øvrigt sindssygt blå og vanvittig smuk; og livet går vidre.

Pr definition.

Tit skriver jeg ikke det jeg kan, af hensyn til og sådan. Nogle emner er udelukket fordi, og andre fordi noget andet.

Som hoveregel skriver jeg ikke om folk der læser med. Bare fordi.. blufærdighed vel. I skal ikke vide hvad jeg mener om alt, og især ikke om jer, vel? Jeg skriver sjældent om andre bloggere og aldrig om deres ord. Stort set, altså.

Det betyder ikke at jeg ikke læser det og dem, og det betyder ikke at jeg ikke mener noget om de jeg kender der læser mig.

Og jeg har store ord i hovedet om de jeg kalder mine venner, og store ord på den anden ende af skalaen om de, der begår … hvad man nu kan begå over for mig eller mine.

Og så er der alle de andre, og dem er der en del af og selvom de berører mig med mails eller kommentarer eller snak i andre medier så sniger de sig ikke ind i mine tekster fordi sådan er jeg og det er mit valg. Spørg mig ikke hvorfor, sådan er det bare blevet.

Og ude for mit vindue står fuldmånen, eller noget der ligner, og lyser lige dér hvor den der edderkop fra forleden stadig hænger og gynger i sit net, og det får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig, at den har fanget en flue som den er ved at pakke ind i spind.

….og det er en metafor som var der helt uden jeg har gjort andet end at se det, og som syret nok er yderst passende.

Hvad vil jeg sige? Ingenting. Det er hverken mig der er den ene eller den anden, uanset hvad jeg bliver beskyldt for; jeg ser bare undrende på og håber på at både edderkop og flue forsvinder videre i deres bane uden at berøre mig mere. 

End metafor. 

De smiler. Og snakker og bobler. Allesammen.

Også mig. Sært nok, aftenens sluthumør taget i betragtning. Pointen er vel at det var ok og jeg er et tudefjæs. Var ét.

Fik et kram af den smukke mand midt i kantinen. Spontan-kram, lige midt i køen. “Tak for sidst – undskyld jeg blev væk, næste gang skal du bare med (…)” Det sjove ved ham er at det bare er fis og ballade. Ingen af os mener noget med det. Ellers var vi ikke blevet væk, vel? Men han har smukke øjne. Grønne og intense. Nærmest for intense.

Fik et lyseblåt elevatorblik af juristen – da han spurgte den lyse skjorte som jeg fjollede rundt med i fredags om: “rygtet går i min afdeling at der var én særlig hot kvinde i en kort sort kjole i fredags, hvem var hun?”

Og Skjorten smilede og til mig og ham; og sagde at der vist kun var én i hele vores område der kunne bære en lille sort kjole og at nu var man jo på arbejde når man var til firmafest, så han havde ikke sagt helt hvad han mente i fredags.

Selvom han havde sagt rigeligt, på den meget pæne, yderst sobre måde man gør når man er på arbejde og iøvrigt lykkeligt gift.

Og der er tøsefjant på gangene. Og det hele er overkåd after party stemning og vi nyder det og soler os i hinandens smil.

Velkommen til mandag i 3.z på Glastårn-gymnasiet.

Og jeg har fået bundet den ene elefant til en pæl og i morgen tryller jeg den væk. Forhåbentlig. Med en tryllestav der er mere end 20% større end den jeg havde for et par uger siden. Mon ikke det virker?

Så snart er der kun to tilbage. Og alt det andet.

Der var en regnbue henover vejen da jeg kørte fra skolen og her til glastårnet. Minder mig om … så meget. Så mange ting man tror på, så meget man vil tro på. Og en bunke af ting man ikke vil. Og alt det dér. En skide regnbue henover vejen. Vand og lys der bare er på den rette måde på det rette tidspunkt.

Er det ikke det der er pointen, i virkeligheden? At vand og lys lige pludselig står i den der vinkel hvor det ligner magi. Hvor simpel fysik kan få os til at smile og falde i staver hen over rattet på vores biler i morgenmyldretiden på ringvejen?

Mere skal der faktisk ikke til.

Men det er også meget på en så skærende smuk mandag som den vi har lige her. Enjoy it.

Åh hvor jeg hader og bare grundlæggende ikke kan li åndsvage bamser der skal “hjem på besøg hos alle børnene i klassen og har en dagbog med ved besøgene hvor der kan skrives, tegne m.m. om hvad han har oplevet.”

Og det er sgu ikke engang én dag, det er 3 dage, TO gange på et skoleår! Hvad har jeg gjort, som ny forælder for at skulle straffes på forhånd?

Kære lærere og pædagoger i det ganske land. Vi er nogle der hader de her påfund. Ikke fordi ikke under vores børn besøg af en klasse-bamse, men fordi det er åndsvagt. Giv mig en god grund til den der skide bamse skal forpeste min samvittighed allerede nu. I børnehaven var det i det mindste kun én dag.

- er jeg dobbelt-ond når jeg håber at det falder sammen med at barnet er hos sin far?

Superman og Batmand er opslugt af fantasiland og titusind legoklodser på det røde gulvtæppe i stuen.

De sad med søvn i øjnene og så børnemorgentv da jeg kom hjem fra min løbetur i regnen. Ny søndagsmorgen treat. Skulle være så sundt. Det dér løb. For noget.

For et øjeblik siden var jeg målrettet mod i fredags. Processen er så dræbende, at målet driver. Løb, Anna, løb. Du er bedre når du er god. Du er bedre når du ved at basen er på plads. Så jeg bed tænderne sammen og åd kilometer efter kilometer.  Undlod at fylde depoterne op udefra og lod kroppen finde det den skulle bruge selv i fjerne lagre. Deraf svimmelhed. Deraf målopfyldelse.

Jeg har en stor blågrøn plet på min ene fod. Klassisk efter-fest-symptom. Man kan kun se de blå mærker udenpå. Og jeg fylder jer selv om mig med løgn hvis jeg hykler at jeg har blå mærker indvendigt.

No harm done really. Nothing done, actually.

Det var bare det der forpulede generende håb der havde sneget sig ind. De forbandede drømme som jeg grinede kærligt af, men spontant troede på alligevel. Ikke noget med fredagens fest at gøre, faktisk, bare … bare sådan i almindelighed.

Men jeg nåede det jo. Som jeg ofte gør. Målet. Og som dengang jeg skred henover en grå parkeringsplads og lige havde fået den allersidste karaktér for det speciale jeg havde ædt tusinder af timer for forme. Og hvor jeg nåede det, jeg end ikke havde flabethed nok til at tro jeg kunne nå. Og jeg tømte min kop med vand, og vandet ramte fliserne. Og der var en tomhed jeg ikke kunne definere.

Jeg ved ikke hvad det er jeg prøver at formulere. Der er uendelig mange ting jeg ikke ved og ikke kan forstå og jeg er alt for bange til at turde spørge dem, der ved det. Må tænke før jeg kan komme med et klart svar. Før jeg ved hvad det klare svar er. Eller er det godt nok at skrive at jeg ikke ved noget som helst om … noget?

Men tomheden var der jo også i fredags. Målløs. Mål-løs. Som lyden af en lille sjat vand der rammer fliser. Og drømmene er jo kun drømme. Det er der ikke i virkeligheden. I virkeligheden er kun virkeligheden.

Og superman og batmand har efterladt de titusinde legoklodser på det røde gulvtæppe og taget deres fantasi med sig. Nu er der kun mig.

Der sidder en edderkop ude foran mit vindue. På et usynligt edderkoppespind som blæsten får til at gynge. Hoppende edderkop. Den er sikkert ligeglad.

Jeg elsker efteråret – og sensommeren. Alting er så intenst. Solidt og intenst og så med et strejf af forfald. Stauderne der er blevet for store og færdige med det de skulle; står og vælter med overflod. Æbletræerne tynges ned af sprukne eller ormædte æbler og duften af blade og græs og fugtig jord.

Det var hans duft der slog mig ud i går. Nu kan jeg pludselig huske det.

Han stod der og lignede egentlig ikke helt sig selv. Har taget på så skjorten ikke helt kunne nå om brystkassen. Ucharmerende egentlig, men jeg har knappet dén skjorte op engang, så jeg så det ikke før nu. Bagefter. På grund af hans duft. Kølleslags-metaforen er nærliggende, for den ramte mig og tvang billeder af glat nøgen hud og intense blikke og varme insisterende hænder og… og …  og så ramte alt det, der ikke var, mig som en chokbølge.

Det er dét der slår mig ud. At meget af det, der var, kun var i mit hovede. At vi lader som om det var ingenting, og at der så alligevel er blikke der glider op under kjolen og ind under huden, og minder mig om beruselse og bobler, der forlængst er bristet. Og det, der slår mig ud er, at vi ikke taler når vi taler. Vi siger ingenting, og det siger alt for meget som jeg ikke kan tyde.
Det smager bare grimt. Rigtig modbydeligt, faktisk.

Og det slår mig ud, at jeg ikke ved hvad det minder ham om. Og hvad smag han har i munden, hvis nogen.

Og jeg burde være ligeglad. Burde være videre. Er videre, når ikke lige jeg bliver ramt af en duft der slår mig ud.

Og den smukke? Jo da. Længe inden og samtidig med, at jeg prøvede at lade som ingenting; var han der og jeg var der, og det var på samme sted og samme tid og vi rørte på den der casual måde man rører når man flirter ud over grænsen for overfladisk flirt med hænder der bliver liggende lidt for længe og lidt for lavt; og vi legede med tanken og havde en underforstået aftale, og små magneter der trak i øjne og hænder og kroppe.

Og blev så væk fra hinanden i mylderet. 

Edderkoppen venter, stadig gyngende, på fluer udenfor mit vindue. Den er sikkert ligeglad. Det er sådan nogle vist som standard.

Det er ok, fordi det skal det være.

Taxa-chaufføren kendte lokalområdet godt nok til at være bedrevidende. Ikke brug for bedrevidenhed. Ikke brug for eksmænd med sløret blik og undvigelsesmanøvrer en halv time før, og slet ikke brug for … hvad helvede det så end var der skete med daredevil og ham den smukke. Ingenting er jo cluet. Der skete ingenting. What so ever. Hverken med den ene eller den anden eller de millioner af mænd der drejede hovedet efter en temmelig lårkort sag. Nothing.

Og ingenting er godt. Ikke?

Men dét ingenting er krydret med ting der giver bitre bismage og sure opstød. Bisætninger og helsætninger. Og ingenting der ikke blev sagt.

Lorte taxachaufføren fik mig til at græde med sin bedrevidenhed. Please dont tell.

Det er ok, fordi der ikke er andet valg.

What a waste.

Og i dag er det fredag.

Jeg drømte at dd kom ind i storrumskontoret med sin kone og deres børn, og jeg vidste at jeg så ok ud, men da jeg kiggede ned af mig selv havde jeg en blå T-shirt på som hang løst og var af mørk velour, og jeg var ved at komme for sent til det møde jeg skal til med min kunde og jeg kiggede mig i spejlet og mine øjne var blevet små og lukkede som var jeg stukket af en bi og mit ansigt opsvulmet og skællende og jeg spurgte panisk de andre om en antihistamin og aflyste mødet. Og fik åndenød.

Men i dag er det fredag.

Lige før da jeg så mit velkendte morgenkrøllede mig i spejlet, tænkte jeg lidt skævt at det her kunne blive en dag der ændrer mit liv eller det kan blive en dag som alle de andre tusinde før den.

Det er uanset hvad fredag, og når mit hår er tørt vil jeg sætte mig ud i min bil og lade mig opsluge af flowet og ikke dukke op af det før jeg vakler omkuld i min seng engang i nat.

Vi er ikke engang halvejs, men det føles som om.

Og til den minimalistiske aftensmad drak jeg (og drikker – hep!) en ganske forfærdelig cava extra seco, der smager som tusind dårlige nytårsaftener med våd tøsne, hvis ikke det var fordi jeg spiser chilli-macademias samtidig. Chili kamuflerer hvadsomhelst.
Ihvertfald dårlig cava.

Nå, men.

I dag har jeg lært …

(arj, klap lige hesten, Anna, det er jo ikke lige idag, vel? Det er kommet lige så stille snigende.. små bonk hver gang nogen har pandet dig én. Og det er jo ligesom sket ret mange gange det sidste …. års tid eller mer. Ush. Væk tanke!)

… at når man er hård – og det er jeg jo til overflod for tiden – så er det kun ens egne der synes at man er sød og sjov og super cool. De andre synes bare at man er en irriterende dum kælling. Så dét er jeg nu, og det gør egentlig ikke spor.

Og så har jeg iøvrigt lært at kontraktforhandlinger er ulig meget nemmere når der ikke er sex i luften, og når man ikke bliver distraheret af modpartens hænder. Og det lille glatte stykke på hans kind. Jeg ved faktisk slet ikke om Snøvsens chef har kinder. Eller om han selv har. Hmm. 

Og om 15 timer har jeg et møde med min egen chef hvor jeg skal fremlægge noget som jeg ikke har færdigt.
Og om 17½ time mødet med ham med pengene og den yderst venlige, men meget insisterende stemme; hvor jeg skal fremlægge det, som jeg ikke har færdigt med min egen chefs kommentarer indarbejdet.
Og om 18 timer skal jeg suse hjem og byde på kølig hvidvin og på under en time forvandle mig til nattens dronning eller noget i den stil. Og så med en taxa til paradis.

Godt natten er ung. Men var det dumt at drikke dårlig cava til aftensmaden?

“Én elefant kom marcherende
Hen af edderkoppens fine spind
Fandt at vejen var så interessant
At den bød op endnu en elefant…”

Og så mangler vi bare de sidste tre.

Midlertidig udsættelse. Men i virkeligheden kun en bytten rundt på faktorenes orden. Overblik, kom!

Træk vejret. Langsomt ind og langsommere ud.

Se; det ser så skægt ud når elefanterne står på ryggen af hinanden. Se, den ene elefant spiser da af den anden. Nej, vent – de parrer sig sgu da. Elefantporno for åben skærm. Celledeling i forrykt hastighed. Elefanter klones og blandes og forvirring er overhængende, tilstedeværende, nærliggende. Babyelefanter i overstørrelse står pludselig 40 cm fra mit ansigt. Eller også var der bare nogle af dem der havde gemt sig bag gardinet. Havde jeg ikke set ordentlig efter?

Fokus nødvendig. Prioritering nærmest umulig.

Træk vejret. Ilt til hjernen asap. Kom!

Forvirring nærliggende. Ikke tid nu. Fokus. Linedans. Hvor pokker er min paraply?

Og hvem har sendt klovnerne ind nu – er det ikke alt for tidligt?

Fokus.

Træk vejret.

Det går stærkt derinde i glastårnet. Ikke for stærkt, bare stærkt. Og jeg er mere end med; jeg er på forkant, svarer på mails før de kommer, løser problemer før de opstår, taler, skriver, snakker, ringer;  rider på bølgen. Som om nogen har sat fastforward på. Hjerne på speed, dobbelt hastighed; tredobbelt. Hurtigere, videre, videre; ikke tid til at sidde, ikke tid til omveje, kun genveje kan indgå i regnstykket, kun smutveje kan få lov at bryde flowet. Videre!

Energien flyder ubrudt. Som et timeglas hvor sandet løber hurtigere, hurtigere og hurtigere ud, og man ved at det er en endelig mængde og man ved, at det nok er snart man når den ende, men mental styrke og velplaceret, men nærmest selvdestrutiv stædighed, holder sandet tilbage uden at forsinke tiden og flowet; og først når man sidder i sin bil på den tomme parkeringplads, kommer lyden af tomhed som et knitrende brag og giver ringen for ørene i stilheden.

Og først når man står i det lokale supermarked fordi der var noget man skulle, som man ikke har den ringeste erindring om hvad var, vågner man og prøver at finde hjem.

Og trætheden er overvældende og anmasende. Mentalt, psykisk. Der er ikke mere energi tilbage i min blegede hjerne, og kroppen protesterer med rastløshed, svimmelhed og småkvalme og fortæller at jeg vist ikke har spist. Nok.

Og det går over om lidt når blodet der er fyldt op med ilt og sukker, når den brændte hjerne og får fjernet dagens slagger. Og det går over lige om lidt.

Men jeg når ikke mere i dag. Andet end at lytte til en sagte knitren, fra et sted jeg ikke helt kan udpege.

Det er ikke, at det betyder noget. Det var bare sent, det var bare efter… efter en masse.

Det var ikke det der blev sagt, eller hentydet eller ikke sagt. Det var ikke det, det var mig. Tror jeg. Fra kækhed til indadvendt svien i øjnene. Sikkert bare støv under tørre kontaktlinser.

Det var ikke noget alvorligt, og nok ikke andet end den der Cognac jeg havde sippet til den sidste times tid. Eller var det 10 minutter?. Det var ikke engang så meget Cognac, bare lige lidt til at dulme sukkertrangen og uroen i ben og hjerne. Det var ikke engang tristhed, eller den lille velkendte angst for ikke at kunne sove.

Det var ikke det, at jeg venter, håber på en mail mere. Heller ikke det at jeg venter, håber på et ord mere. Eller et grin mere, eller en lille stump latter der ikke kom. Som en rystende junkie, og mer vil ha mer. Men det var ikke det.

Det var heller ikke musikken af melankolske kvinder der stirrer ud i disen. Og siger farvel eller kalder hjem, eller sørger eller har mistet og vil have tilbage; og hvor er der egentlig mange af dem i min samling, men det var ikke dem.

Det var bare dagen der var brugt. Og mig med.

Skal vi ikke sige, at det var det?

Jo.

Hold lige fast i det her for mig:

Det er ikke alting der er, som det kan være. Der er ikke striber af perfektionisme henover det her billede. Der er hverdag og brudte aftaler. Der er en truende grå himmel og uendeligheder af mails. Der er nødløsninger og deadlines. Travlhed på den overvældende måde. Beslutninger, løsninger og stopklodser.

Men det er også næsten-fremmede der henter kaffe (“jeg kunne se du trængte”), det er opbakning oppefra, udefra, nedefra. Det er fnisende chat, og højlydt latter ned af de lange gange. Og grin henover skærmene.

Og alt det andet der ligger og venter; det er der også. Det som ikke handler om arbejde. I al sin ufuldstændighed og umulighed. Og uovervindelighed.

Og det er mere end ok.
Det er præcis som det skal være.

Livet er godt.