Når forventninger og forestillinger om, hvordan det burde være forsvinder; bliver alting præcis, som det skal være.
|
Lyset står skråt ind gennem alle mine filtre og sender elektriske impulser dybt ind i glemte synapser. Eksplosioner af fotoner og gnister i min lille julestøvede stue, fuld af rester af et år, der er gået nu; og som skal vaskes af vinduer lige om lidt. Og Capac får mig til at danse med en 6-årig, der hellere vil se Emil fra Lønneberg. 2008 Jeg vil 2008. For jeg tror på mine egne evner. På det jeg har lært i mens jeg har slidt den nye fure mellem mine øjne og stregerne ved mine mundvige. Jeg tror på min vilje og mit mod. Og mine muligheder. Mest af alt mine muligheder. Men jeg forventer intet. Jeg ønsker 2008, for jeg længes. Jeg vil ikke længere skjule for mig selv, at jeg mangler, savner og drømmer. Jeg længes efter at danse og efter at grine. Efter at smage og se; og efter at føle. Jeg ønsker mig gåsehud i nakken og trækninger i mundvigene, jeg ønsker krystalsprød sitren af stolthed og tillid til livet, i hænder og hud. Jeg ved ikke hvad 2008 bringer, men det skal bæres af tro, håb og stærkest af alt; af kærlighed. Godt nytår til alle. De er allerede begyndt at fyre fyrværkeri af ude i villakvarteret omkring mig. Genskinnet i mine børns øjne for et par timer siden i vinduet under gardinerne giver tilgivelse. De sover nu, mens jeg diskuterer deres velfærd med deres far via syrlige e-mails. Meget voksent. Vi er så forskellige, og det bekymrer ham, at børnene ligner mig i adfærd. Svært at svare på. Syltet ind i fortid, er vi. Når han ser mig er jeg pakket ind i teflon, for han har såret mig nok og jeg ham; så det han ser er nok kun ligegyldighed og overfladiske smil. (Jeg vil jo hellere smile end lade være. Hellere være venlig end vrisse. Måske det er dumt, men der er jo levende menneskebørn, som vi begge elsker midt i det hele.) Og så er det nemt at det hele bliver min skyld. Kold som jeg jo er. Svært at svare på, og nok bedst ikke at svare på, så jeg finder min professionelle distance frem og bliver løsningsorienteret. Hvad er problemet? Hvad kan vi gøre? Og jeg gemmer mine tårer til en bedre lejlighed. Næsten. Fyrværkeriet på himlen udenfor fuldender billedet. Jeg har stadig for meget kvalme og hovedpine til at tage mig af det. til at høre inde fra børneværelset: “Det regner med perler, det regner med perler, det regner med perler. Lalalaaaa” Guderne har spillet ud med det småperfide træk at lave solskinsvejr og blå himmel den dag hvor jeg er blevet slået omkuld af en eller anden kvalmefremkaldende ondskab. Der kommer andre solskinsdage, og jeg kan vel nå at købe det fyrværkeri jeg har lovet ungerne i morgen. puhh… Sært så sårbar man bliver, når man skriver noget der nærmest er løbet af sig selv ud af en vene og ned i ens tastatur. Stilhed kan være mættet med hvad som helst, men det eneste, der fylder den op er ens egne forestillinger. Vi kender aldrig sandheden før den er sagt højt. Eller skrevet ned. Eller gør vi? Og det jeg vil glemme, fylder mere end det, der er værd at huske; men jeg tvinger mig selv til at huske lige nu, for det, der var at glemme, glemte jeg aldrig og det åd hud og kød, og blottede knogler. Ligegyldigheden har dækket det til nu. Ligegyldigheden har dækket det, indtil nu. Og indenunder er der ingenting. Han ligger derinde og klukker nu. Over en eller anden vittighed han selv har fundet på. Eller bare af lykke over at være i live. Selv oven på banaliteter er lettelsen mærkbar. Lykken samlet i en lille pyt, ved bare at høre et kluk over en plathed, eller et krav om vand. Små jag af fryd, over en fnisen ved et pust i øret. Han begyndte at græde da jeg fortalte ham at vi havde savnet ham i løbet af dagen, som han jo sov væk. “Hvad græder du over?” (ud over at din krop må værke af mad og væske-mangel; og være øm af mavekramperne gennem det sdiste døgn.). “Jeg græder fordi jeg ikke har været med jer mens i var vågne, og nu skal vi i seng.” Man krammer ekstra hårdt af og til. Og giver en time mere sammen i sofaen. Og imens samler jeg på nytårsforsætter. Fordi dagene med døsighed og udhvilethed (nåja, delvis. Nattens opkastkaos fratrukket) er en god mulighed for at samle op på hvad det nu var, der var vigtigt. Hvad er det, der skal til for at jeg bliver mig inderst inde? Hvad er det jeg ikke vil undvære og hvordan når jeg derhen. Alt det dér. Forsøger at lade være med at tænke bagud. Bagud er spildt eller brugt eller… uanset hvad; ikke til at ændre. Så jeg tænker fremad. Prøver at finde det jeg gerne vil, og ikke vil være foruden. Eller netop gerne vil undvære. Jeg ved bare ikke helt om jeg tør love mig selv nogetsomhelst. Sporene skræmmer. Orkerne i trylleskoven overlever en dag mere, mens den ene orkjæger ligger med feber og en mave der intet har kunnet holde inde siden i går aftes. Tryllefedronningen drikker Chai med honning; og prøver forgæves at komme på opskriften på noget der kurerer orkjægere, mens der udkæmpes et drabelig slag i udkanten af Vatikanet af den oppegående kriger. Murene holder indtil vidre og når man ikke har andet at lave end at lytte efter den syge og være med den anden, slår det mig hvor meget energi, fantasi og legelyst der er hos en 6-årig. Hvor blev det af i den voksne? Hun er ved at være voksen nu. Hun finder sammen med en lysende mand og føder nye små bløde skabninger, der svøbes i blødt klæde; og mens deres børn vokser op, mister de voksnes kroppe langsomt deres smidighed. De sætter sig tæt sammen omkring ildstedet om aftenen for at høre historierne og for at blødgøre de stive led. En dag, da alle børnebørn for længst er vendt tilbage efter turen over bjergene, synes deres led at være så stive, at det er en umenneskelig kraftanstrengelse at rejse sig aften efter aften, når ilden er døet ud. Og så en dag, sætter hun sig i skrædderstilling ved bålet, for aldrig mere at rejse sig. Stivnet sidder hun foran ilden, aften efter aften og fortæller de historier hun selv har hørt og set og smagt; og år senere svøber hendes oldebørns børn hende i bløde klæder for, at hendes sprøde lemmer ikke skal knække. En dag, da hendes stemme er blevet så lav, at kun de blideste kan høre det, bliver hun sat væk fra ilden, så der er plads til nyere generationer i den blødgørende varme; og endelig en dag kommer den time hun har længtes efter. Foran udgangen står en ung smidig mand med lysende øjne, og da den udvalgte går hen til de små voksagtige figurer, bagerst i det store rum holder hun vejret. Han knæler længe foran rækken af svøbte skikkelser, og lytter til deres stille mumlen som kun han kan høre. “Det er mig der er ældst” siger hun med en stemme der er næsten uhørlig og sprød af minder. De andre omkring hende mumler bifaldende: Hun er ældst. Det er hendes tur nu. Endelig. Og dage, måneder eller år senere, når ynglingen frem til grotten, der strækker sig uendeligheder ind under det urgamle klippemassiv. Han knæler af udmattelse og taknemmelighed, og efter en søvn der bliver forstyrret af forfædrenes kalden, tager han den ældste op af sin rygsæk. Uendelig forsigtigt bærer han hende ned gennem lange snoede gange, forbi glemte grotter og tomme sale, og endelig når hun derhen hvor hun skal. Rummet er stort. Strækker sig hundrede af meter ind i mørket, og på alle vægge er indhugget hylder og afsatser, hvor de står på række efter række. Han går til han kommer til det sted hvor hendes plads er. Hun bliver mødt med et brus af uhørlige stemmer der byder hende velkommen. Elskede, venner, forfædre og deres slægter. Alle hylder de hende: den yngste. Og længe efter den unge mand har forladt grotten, høres der lavmælt hvisken fra de stivnede figurer, der hører nyheder fra den verden, de engang forlod. De er bløde når de bliver født. Bløde og føjelige som lun voks, næsten for bløde; så deres mødre svøber dem i blødt klæde for at de ikke skal miste deres facon. Også hende. Efter den første spæde tid begynder deres blødhed at blive til smidighed, og hun kæmpede sig ud af svøbet, og lærte at kravle, pludre og til sidst at gå. Og sammen med de andre børn bruger hun dagene på at løbe og lege. På at klatre i høje træer og sprinte henover uendelige sletter. Og om aftenen sidder de sammen med deres slægtninge foran ildstedet, og hører forfædrene fortælle historier om slægter før dem, med stemmer der er rustne af ælde og næsten uhørlige i mørket. En dag, da hun var klar; gik den udvalgte hen til de små voksagtige figurer, der står bagerst i det store rum. Han knælede længe foran rækken af tavse skikkelser, og valgte en af dem ud. Den er lille og for år tilbage svøbt i bløde klæder, for ikke at lemmerne, der er sprøde af ælde, skal knække af. Hun lægger forsigtigt figuren i en rygsæk, og begiver sig ud på de forrevne klipper for at nå den gamle grotte dybt inde i de høje bjerge. Hun går i dagevis, ugevis. Under sig næppe mad eller drikke, for hun ved at det er en ærefuld færd hun er på, og at hun bærer en værdifuld byrde. Hun forcerer dybe afgrunde og stejle klippevægge. Og når vinden løjer en smule af, kan hun høre sin forfader mumle beroligende og opmuntrende til hende; og hun sætter aldrig rygsækken fra sig. Og dage, måneder eller år senere, når hun frem til grotten, der strækker sig uendeligheder ind under det urgamle klippemassiv. Hun knæler af udmattelse og taknemmelighed, og efter en kort søvn, der bliver forstyrret af en fjern mumlen, tager hun figuren op af sin rygsæk. Uendelig forsigtigt bærer hun den i armene ned gennem lange snoede gange, forbi glemte grotter og tomme sale, og endelig når hun derhen hvor hun skal. Rummet er stort. Strækker sig hundrede af meter ind i mørket, og på alle vægge er indhugget hylder og afsatser, hvor der står række efter række af små indsvøbte voksfigurer. Hun går, til hun kommer til det sted hvor der er plads; og så tager hun den frem som hun har båret hele vejen henover bjergene. Den uhørlige mumlen tager til og hun synes næsten hun kan fornemme forfædrene hviske deres velkommen til den nye. Længe efter at hun har forladt grotten, høres der hvisken fra de stivnede figurer. Min mobiltelefon kunne ikke stave til usympatisk. (Jeg gik faktisk rundt på et tidspunkt i dag og tænkte at det var ok. At jeg glædede mig til at de kom, at der jo nok ville komme legoklodser i mit puslespil, men sådan er det jo. Og jeg tænkte så, at det havde været hyggeligt hvis de her dovne fridage havde været i tosomheden – firsomheden – istedet for det, som det er. Ikke en vanvittig dyb tanke, det strejfede mig bare. Sådan lige kort. Så kom de, og med dem en utydelig skikkelse af beg, der efterlod sorte fingre på min dørkarm og rimfrost i kanten af mit synsfelt. Og eftersendte en harme sjældent set, og et bagholdsangreb jeg ikke ved hvor kommer fra. Eller jo; det ved jeg vist godt. Jeg kan høre ekkoet af snak henover julefrokoster og blikke henover næsebriller. “Synes du ikke at de er lidt vilde?” “Er det normalt?” , “Tror du ikke hellere at du bør…”. Og det handler ikke om mig. Det handler ikke om mig. Det handler ikke om mig. Det troede jeg jo engang når de kom, angrebene. Troede ikke jeg kunne. Noget. Påtog mig skylden for hvadsomhelst. Men det handler ikke om mig.) Det kan den nu. Længe efter at kanten er samlet, finder jeg nye brikker med flad side. (Hvad nu hvis jeg har taget fejl? Hvad hvis jeg, i angst for at blive såret og flået, har såret og flået? Hvad hvis jeg slet ikke har set alt det jeg troede jeg så? Hvad hvis der var så meget mere at se, da jeg troede jeg så det hele? Hvad hvis det er mig der har været kold og koldest? Hvad hvis jeg har misforstået alt for meget og først opdager det nu, længe efter at billedet er sat i ramme og gemt væk i sorte kældre?) Jeg har næsten samlet skylinen nu. Mangler at finde ud af hvor tårnet skal hæfte på himlen. Hvis det overhovedet skal. Jeg kommer aldrig til at holde af at køre i mørke. Især ikke mørke med våde veje, og især ikke med sviende øjne og en stemme der var sprød af træthed. Ikke at jeg skulle bruge den til andet end at synge duet med Carly Simon et sted på midten af Storebæltsbroen. (“I know nothing stays the same, but if your willing to play the game, It will be comming around again.”) Men det var fint, det var ok. Jeg var hende tanten, der fik lov til at pille uendeligheder af lyserøde heste, plysdyr og dukketing ud af deres pap- og ståltrådsfængsler, fordi jeg jo alligevel ikke havde nogle gaver at åbne selv. Og jeg slap for spørgsmål, selvom min søde svoger et kort øjeblik troede at den julemand der gav mig gaven fra mig selv var en ægte levende mand. Sorry. Det var gas. Der findes ikke levende mænd i mit liv. Eller… I ved hvad jeg mener. Men det er så fint med det juletræ, der står på toppen af hver pylon, og så underligt at der er folk, der tør køre 160 km/t med langt lys på og sovende børn på bagsædet. …og hvis jeg kan slippe, vil jeg fra nu af ikke høre en eneste julesang de næste 11 måneder. Tak. “…og Gerdas kærlighed var stærk nok til at smelte is-splinten i hans hjerte”, og jeg kan ikke huske om det er hendes tårer, der får den i øjet til at løbe ud eller om han græder selv, men han får puslespillet til at gå op så Isdronningen selv bliver forløst. Det er mit yndlingseventyr over dem alle. Så mange lag, så mange faser pigen er igennem, før hun havner i den skærende stikkende is, hvor hendes troløse ven med blåfrosne knæ, ikke vil reddes. Indtil altså; at hendes kærlighed trænger gennem kulden. De banale sandheder er af og til de største, så selvom jeg mest af alt har lyst til at ringe afbud til i aften efter lillejuleaftens return to Anna-og-søster anno 1985 (duerfordumogforfedsågivopoglægdigtilatdøditskvat); og grave mig ned med mit uendelige puslespil af is, så tror jeg at det nok nemmere går op hvis jeg gør det jeg har planlagt og er inviteret til. I det mindste har jeg gjort et forsøg. Bortset fra det: Glædelig Jul (igen) til de, der måtte stikke hovedet fordi (og også dem der ikke gør) (eller har gjort det engang). “…for christmas Korslagte arme og hånligt smil på læberne fra det første “Hej”; til hun forsvandt ned af trappen 4 timer senere. Kontinuert arrogance i de nedladende bemærkninger. (nej, jeg spørger heller ikke ind til hende. Har ikke lyst til at høre hendes selvfedme. Gør det mig til medskyldig?) Uanset, at det ikke handler om mig, så efterlader det mig altid med et lillebitte ekko af den velkendte følelse; at uanset hvad jeg gør og hvor meget og hvor tit og hvordan; så bliver jeg aldrig, aldrig, aldrig god nok. “…holy night (Hende der fandt på at købe en relativt billig Cognac, der er eminent i varm kakao med flødeskum på, sådan en halvhektisk lillejuleaften, mens stegen er i oven og før hele den pukkeryggede kommer; fortjener et kram… uhmmm… Anyone?) Om lidt kommer de. Om lidt. Jeg har dækket bord med røde glimmerstjerner i midten, nypudsede rødvinsglas og et drys af velvilje. Jeg har pyntet juletræet færdigt, med kugler og kæder og den overraskende mængde af lys jeg ikke vidste jeg havde. Jeg har sat lyskæde op på trappen, et levende lys i vinduet ud mod vejen og kaldt på en engel. Jeg har støvsuget, smuttet mandler og kigget ondt på posen med kartofler. Og om lidt kommer de; men lige nu er her stille. Helt stille. Glædelig jul. “…så jeg skyde Klassisk “Julemand; få mor og far til at blive gift igen“-temafilm i tv. Samme tema i DRs julekalender forleden. Resultat: unger der stiller spørgsmål som de har hørt på tv, og som pludselig render rundt og tror, at der findes julemirakler af den slags. Og værst; begynder at tro på , at det kan ske for netop deres forældre. Hvis altså bare, de får det strikket rigtigt sammen og bare lige får julemanden til at … eller husket mor på hvorfor hun forelskede sig i far. Øv. “…joyful and triumphant…” “Skal det pakkes ind?” Ung mand med hår belagt med et tykt lag voks og holdt tilbage med et af den slags hårbånd der var møgmoderne da jeg var 13 og nok er det igen. Lidt for latente indpakningsgener. Jeg skulle have sagt nej, kan jeg se på resultatet. Mødte Kristina kort efter i køen i H&Ms børneafdeling. Kristina med dådyrøjnene. Har ikke set hende i 8-10 år. Arbejdede sammen med hende for over 15 år siden under mit sabbatår i stormagasinet; afdelingen for damelingeri. Det var dér jeg lærte at kunden altid har ret; noget jeg bruger flittigt i dag. Til stor udfordring for betahannens temperament. Kristina og jeg. To tøsebørn med klare øjne, glød i kinderne og mere appetit på livet end tilværelsen som ekspedient kunne fylde. Hun sendte mig et billede af Rob Lowe til min fødselsdag et år. “Tillykke med fødselsdagen! Her er en hundehvalp til din samling”. Skrevet bagpå med smuk kurvet skrift. Elskede den skrift. Vores venskab blev til noget pennevenagtigt da jeg begyndte at læse og hun rejste til udlandet, og jeg har fået utallige håndskrevne breve fra hende – og sendt lige så mange retur. Gemte billedet i mange år – selvom det aldrig hang andre steder end en kort overgang på mit toilet, da jeg syntes det var skægt at fylde væggene med utallige billeder af den slags. Hun har stadig smukke øjne, men kinderne har mistet deres glød. Måske det bare var tidspunktet og de 1,3 millioner andre mennesker i butikken. Mødte iøvrigt den smukke mand i kantinen i går. Hans blik flakker stadig når han møder mig uforberedt. Hundehvalp til samlingen. Han ville være pæn på væggen på mit toilet. Sammen med Rob Lowe. “Then all the reindeer loved him Jeg har fået en kæreste. Uden at jeg opdagede det ske, uden at jeg vidste om det, uden at han ligner Ben Afflek og uden at han er spor højere end mig. Han grinede af mig i nat og kyssede mig på halsen mens han spurgte om jeg nu var klar over hvad jeg havde gang i, jeg skulle jo bestemt ikke have nogen kæreste. (Har jeg sagt det?) Men han var der; lå i min sofa uden særlig meget tøj på og var varm og blød lige dér hvor kinden møder halsen; og jeg så mig omkring i mit hus og så bunker af snavs der havde samlet sig i hjørnerne og skulle smides ud. Og det gjorde ikke noget, men jeg kunne bare se dem nu og hvor var der gået meget tid med at støve. Og så vågnede jeg, og det er stadig mørkt og d. 22 december og jeg skal i Føtex sammen med 1,6 millioner andre. “…a merry Christmas |
|
|
|
Copyright Anna - www.mesmerized.dk. Tak fordi du læser med. Hvis du citerer eller bruger noget herfra, så nævn venligst hvor du har det fra. Sitet er hosted på One, og jeg bruger naturligvis Wordpress på dansk 89 queries. 4,135 seconds. |
||
Kategori: 
Kommentarer