Kontrasten mellem endnu 8 timer på hårde stole (løgn, de var ikke hårde opdagede jeg i dag. De var faktisk fine. Ikke at det fik mig til at sidde mindre uroligt), ved siden af ham, med den magnetiske tiltrækning; og de stive 25 minutter i en lille sofa i mit barns børnehave var slående.
Afstanden over de 8 timer endte med at være nærmest imaginær; afstanden i de 25 minutter var kollosal fra starten og afgrundsdyb derefter. Trods gode miner til, og vi gør hvad vi kan.
(Og det er vel ok, det første? At suge lidt tiltrækning til sig. Smile og vende sig mod. Blinke lidt. Harmløst, ikke? Lidt har også ret. Selv meget lidt. Se, jeg lever. Lidt af gangen, men dog lidt.)
Kategori: 
Du skriver ligesom xxxxxx.
Aha.
Ja man må tage det i bidder. Det med at leve. Og dø
Et par dage har jeg været død nu. Sådan helt, helt numb og tudladen og vil-ikke-gider-ikke-orker-ikke…
Nu tror jeg sgu liiige jeg trænger til et par bidder..af livet…
Gir´du en smagsprøve?
Ja. Jeg har masser af liv lige pludselig. Ikke at jeg ved hvor det kom fra. Solen måske. Og sneen som jeg viskede af min forrude i går, som var det små fine plastikstumper.
Og ungerne der spiser boller i sofaen mens lagsagnen dufter i ovnen.
Og det at være her. Lige nu.
Det var så en konpliment.
Jamen tusind tak – det fremgik jo ikke at det var en fordel at skrive sådan
Nej ok beklager
)