onsdag 30. april 2008 kl. 22:28 af Anna
Der sker så meget jeg gerne ville kunne skrive. Om Stress-damen og teamlederen. Om den koldberegnende kvindlige chef, og de ting jeg fik fortalt af den afgående afdelingsleder i dag. Om de gyldne minutter med chef-chef, der efter nogen-og-tredive-minutter af vores én times møde ikke helt kunne finde på mere at tale om (“nåmen, der er vel ikke mere vi behøver snakke om, vel? Hvis der er noget kommer du jo bare op”), om mit næsten perfekte parløb med min kollega, hen over hovedet på alle de andre ledere. Om advokaten jeg har hyret, og om ham dér der får en chance til.
Men det er for mange ting og jeg er træt. Så jeg nøjes med stikord, som skal ned og ud, fordi jeg gerne vil kunne huske det, når følelsen er gået væk. Når det er mørkt på ydersiden og indersiden af min hud. Når det siler ned over nethinder og vinduer. Når jeg ikke længere kan mærke medgangens lette bedøvelse på tungen og når spyttet smager surt.
Husk det. Mærk det. Lev det: I dag har været en rigtig god dag.
onsdag 30. april 2008 kl. 19:07 af Anna
“Du er inde i en rigtig god udvikling pt, og vi er jo stolte og glade for at vi har en så lovende og dygtig kvindelig leder som dig. Det har firmaet bestemt brug for”
“Du er på vores talentliste som efterfølger for din chef, og du vil få lavet et uddannelsesprogram der passer til dig i samarbejde med os. Vi tænker også i en mentor.”
“Fortsætter du det gode arbejde, går der nok ikke lang tid før du er vidre”
Jeg tuder snart.
tirsdag 29. april 2008 kl. 22:30 af Anna
Jeg har købt et album musik som jeg hørte meget da jeg var i starten af tyverne, tror jeg det var. Melankolsk og syret i teksterne og minder mig om en helt masse. Og en masse af det forstod jeg ikke dengang og det gør jeg nu.
Det der bare undrer mig, som jeg sidder her i skyggen af den nedgåede sol (og er sært siletrist. Hormoner uden tvivl), er at det lyder markant anderledes end dengang. Følelsen af sangene er … anderledes. Jeg kan kende teksterne og melodierne, men de er ikke dem jeg elskede dengang. Mystisk.
Men der er vel meget passende egentlig. Anna 36 er fra en anden planet end Anna 21. Ikke så sært at lyden er lettere forvrænget af tiden.
tirsdag 29. april 2008 kl. 17:47 af Anna
Og så er det lykken lige vender igen. Kommunen trak stikket ind (“Nåeh det? Det behøver I ikke, her er en forhåndsgodkendelse, held og lykke!”) og jeg har lige fået en sms fra spritny medarbejder i frustrationsturbulens med: “tak for snakken, det hjalp”.
Undskyld, men jeg kan gå på vandet lige nu.
(mangler bare en sms fra Mr FuckingFantastic med ed om evig passioneret troskab.)
(Pisåndsvagt at han ikke eksisterer)
tirsdag 29. april 2008 kl. 8:27 af Anna
Jeg vågner tidligt for tiden. Inden vækkeuret og uden jeg føler mig udhvilet. Bare vågen. Måske det bare er fuglene der pipper for højt, måske det er lyset. Måske det er tankerne. Sært limbo jeg er i nu. Umiddelbart før og efter chokbølger. Adrendalin efterchok er mathed. Burde vide det nu, burde kende mønsteret efterhånden. Måske det bare er hormoner.
Men bølgen af medgang er bruset af punkt for punkt. Det eneste der er tilbage nu – ud over at sommerfuglestormen har pillet 2-3 kg af mine hofter, hvilket sådan set er ok – er min evige trofaste endorphinkilde: mit ædende krævende besættende job.
Få et liv, Anna. Nej, tak du, jeg klarer mig fint uden, jeg har nemlig en karriere, ha!
Arj come on, tudetøs. Tag en kiks til kaffen og rejs dig så op.
Manden, der skulle bryde mit mønster og bevise en hel masse for min indre kyniker, løber ud nærmeste sanddrive as we speak. Jeg aner ikke om det er mig, der lukker det, om det bare ikke skulle være, om jeg stadig er for uklar til at nyde hvor nemt det kan være eller hvad pokker mine motiver er (wee; date en singlemand! Prøv det, og nyd når så han bliver vild med dig. For nemt? Ar come on, tudetøs).
Et sted i drømmen så vi hinanden i øjnene når vi mødtes igen. Et sted i drømmen behøvede vi ikke sige så meget. Et sted, var der ingen ord, bare os to og en gnist der brændte og sugede.
Men i virkelighedens gråblege formiddagslys, var der for mange ord, for lidt ild og for pæne hænder. For mange kilometer mellem forståelsens pænhed og det begær jeg aldrig så.
I virkelighedens kolde fugtige vind, var der kun realistiske fremtidsperspektiver og intellektuelle beregninger om det perfekte match. Og friværdi.
Og i samme virkelighed, nyder de lokale kommunalpolitikere et klassisk hul i lovgivningen (ideel anpart? næ, det har vi da glemt i vores ellers ret klare regler. Ihh.. skal vi ikke spille små konger her? Jooo!), og kræver omfattende procedurer og godkendelser for sammenlægningen af min lejlighed med resten af huset, med henvisning til antallet af boliger i kommunen. Et hensyn der ikke lige fremgår af reglerne for tofamiliehuse og ejerlejligheder.
Sammenlægningen var hele grundstenen i mit nemme hussalg: “Hej underboere, sikke mange børn i har lavet på det sidste, vil I ikke købe hele huset?”; “Ihjo, sikke en god idé!”
Men vil de have vi spiller kommunalpolitik, så spiller vi kommunalpolitik. Hvor svært kan det mon være?
(Suk)
mandag 28. april 2008 kl. 17:23 af Anna
Slået hjem af sygt barn og hånlige sms´er fra den anden side af forståelseskløften. Slået hjem af kommunalpolitiske regler, der tilsyneladende har stukket en gigantisk kæp i mine boligplaner, og slået hjem af “hvis du mener at du allerede nu har et klart billede så sig da endelig stop” (kæmp dog for det, din idiot. Spark benene væk, forfør, fortag, gør dog noget. Andet end at bekræfte mine anelser. Iew!)
Slået hjem at en lammende træthed, der har taget min appetit og gør mit hovede tungt.
Men jeg slår igen, gør jeg. Om 10 kilometer, frisk luft og restesushi fra i går.
Når lige jeg har fået iltet blodet og slettet de tanker der irriterer; fjernet galden over den skide kløft, der ikke behøver være der, fjernet en let arrigskab over ikke at falde for noget så passende som ham dér, og over nærmest at skulle bede om at blive forført. Og slettet tanken om at blive netop dét, af en der forlængst har brugt sin taletid i mit liv.
Jeg ved godt at det er mandag, men jeg slår igen. Gør jeg.
Når skibet holder op med at gynge.
mandag 28. april 2008 kl. 7:51 af Anna
Men prøv lige at se himlen, og træerne og lyt til den sprøde morgen. Se fuglene, der fanger insekter i luften, og sneglene der kravler i ly på dugvåde grene. Mærk duften af blomsterknopper der lige er bristet og se lyset i neongrønne blade, der splintrer frem af brune pakker.
Se duggen i edderkoppespind og den lette dis på himlen. Se røde kinder og lette jakker. Søvnige blikke bag bilruder og høflige smil i bussen.
Se verden vågne, og vid; at i dag biver en helt speciel dag.
Hvis vi vil.
søndag 27. april 2008 kl. 19:28 af Anna
Der sidder en solsort et sted bag huset. Jeg kan ikke se den, bare høre. Himlen er mat og solen er gledet væk i en ulden horisont, fordi det er for tidligt på året til al den varme.
Det sitrer og bobler i marven. Frihed. Det må være det. Jeg har friheden siddende i knoglerne nu. Jeg er stadig sulten uden at kunne spise, så nu har jeg købt sushi til mig og hende der arbejder over i dag fordi jeg var for blæst i hovedet til at kunne sparre godt nok med hende i fredags (oh, uansvarlige chef!). Friheden til at kunne gøre det, er berusende. Sært nok, det er jo sådan en enkelt ting og sushi kan jeg altid spise. Tror jeg.
Måske det var dét, der føltes forkert i går. Manglen på frihed. Udsigten til.
“Jeg savner, at der er nogen i huset når jeg kommer hjem. At der lugter af mad.”
Gad vide om det er erindringsforskydning når jeg synes, at jeg kan huske at min hals snørrede sig til dér. Jeg smilede nok bare og ytrede genkendelse. For det er jo ikke altid, at jeg har det som nu. Siddende på mit kontor i aftenrøden, boblende svævende sitrende. Af bare væren. Det er kun få minutter af evigheden siden at jeg følte netop dét han beskrev. Lidt. (Selvbedrag er fantastisk..)
Det er bare ikke mig, der står der, når han kommer hjem. Det vidste jeg. Ved jeg. Aldrig mere, tror jeg. Ikke uden en sitrende tiltrækning som … som bare ikke var der.
Så i dag, i det uldne sollys, har jeg drukket af den frihed jeg holder så meget af, og lavet det jeg vil med den styrke jeg kan. Og jeg ved nu, at jeg vælger passion frem for alt andet. (Og alt det andet han kan tilbyde. Hvilket er en del.)
Passion. Selvom prisen er, at hvis det virkelig ikke findes, så finder jeg det aldrig (sic!) og ender op med det ingenting, som jeg er ved at være vandt til nu. Ingenting andet end frihed.
Og er det godt nok?
lørdag 26. april 2008 kl. 21:50 af Anna
Der kom et aftryk på glasset fra hans mund. Han tog en serviet og tørrede det af. Jeg ved ikke hvorfor jeg bemærkede det. Scene fra det virkelige liv. Karaktéropbyggende – måske jeg kan bruge det en dag. Hvilke typer gør sådan? Stop tanke.
Farvel glidebane. Tak for turen. Det var ikke serviettens skyld, det er mig der er urørlig. Og det var mig der så ind i en nakke i torsdags (vend dig om). Urørlig. Rørt nok. Måske. Tilbage til dér hvor jeg var før. Lige før. Godt sted, det dér før.
Jeg ævler. Jeg er bare træt.
Spildte fredag, så jeg må op og arbejde i morgen. Må; min røv. Behøver ingenting, jeg har ingen andre undskyldninger end den klassiske flugt fra hvadsomhelst. Hvemsomhelst. Mig selv især. Min egen idioti og alle de dumme bemærkninger jeg fik fyret af torsdag. Og i dag.
Hvor mange gange skal man sige pyt før det virker?
lørdag 26. april 2008 kl. 19:47 af Anna
Jeg vil så gerne. Jeg vil så sindssygt gerne.
Gør dig uimodståelig, gør mig uimodståelig og kys mig til jeg trimler om i græsset. Sid ikke bare der. Tag fat om min nakke, tag fat om mit liv, tag fat om det du ser, og det der ligger i græsset bagefter. Bare du tager fat og ikke vælter eller tøver undervejs.
Jeg har hørt det findes, jeg har set den i en film engang. Wow, siger man og så pipper fuglene ekstra højt eller bliver helt stille. Wow effekten er essentiel, sagde en klog lige inden jeg gik hjemmefra. Eller var det i går? Tiden smelter.
Jeg vil så sindssygt gerne. Men jeg er træt nu. Og sulten uden appetit. Måske det er derfor jeg taber mig.
Appetitløs, rastløs, sporløs.
Og fuglene pippede normalt, både før, under og efter. Solen skinnede og gæssene skræppede. Der var smukt og rart, der hvor der var læ. Og mennesker at se på og kølig hvidvin.
Men det var ikke nok.
fredag 25. april 2008 kl. 10:15 af Anna
Fire timers søvn og hæftige mængder alkohol fra i går, der langsomt siver ud gennem alle porer. Køn er jeg ikke i dag…
Men jeg danser til sværmen af tillykke-mails der strømmer ind i min mailboks. Langsomt, for ikke at det runger mere end højst nødvendigt i mit ømme hovede. De sidste drinks lod vi stå nærmest urørt, hønefulde som vi var. Fulde, trætte og med røde øjne, på en halvmørk bar engang i nat.
og jeg er stadig vanvittig tiltrukket af ham der ligner Ben Afflek. Uden fornuftsrelateret grund bliver jeg suget ind i ham, som et skide møl i en knitrende insektfælde. Blafre blafre zttsssttt..! Brændt barn lugter grimt. Klog er hun ikke.
Gad vide om det nogensinde går væk.
Av, hoved.
torsdag 24. april 2008 kl. 17:01 af Anna
Adrenalin-efterchok. Alt er ok. Vistnok. Jeg ville vide hvis jeg kunne tænke klart.
Og nu projektafslutningsmiddag med alle de gamle. Næsten alle og visse især. Right.
Jeg tillader mig at være glad for at jeg har en vildt god hårdag, og har tabt mig lidt gennem de sidste par ugers sommerfuglestorm. Ikke at det burde gøre en forskel. Ikke at det gør en forskel.
Vel?
torsdag 24. april 2008 kl. 9:40 af Anna
Stilheden var mærkbar. Næsten unaturlig af en torsdag klokken kvart over 8. En enkelt doven fugl pippede, luften var af krystal og der var ingen biler på gaden. Sært.
Solen varmede min ryg, som jeg stod der. Fortovet, vejen, husene. Alt var som det altid har været, men noget fik mig til at gå i stå og bare stå der i flere minutter. På den lille vej foran børnehaven, med udmeldelsesblanketten i hånden.
Magnolietræerne er næsten sprunget ud, påskeliljer lyser gult og verden er blevet så sindssyg smuk, mens jeg har været inde, så jeg.
Smuk og så stille.
Det der larmede mest var bruset fra de fem millioner sommerfugle, som stadig står i en sky om mig. De blafrede så højt, at jeg ikke kunne sove i går. De flakser i mit blod, vifter bobler i kaffen og lys i mine øjne.
Her er stille nu.
Om lidt er der ikke stille mere.
onsdag 23. april 2008 kl. 18:57 af Anna
“Subject: infomøde”
“Venligst prioritér dette møde”
Aldrig sket før at jeg indkalder uden nogen beskrevet grund. Angstprovokerende for modtagerne. Jeg tilføjede en smiley for at berolige dem. Gad vide hvad de tror nu.
I morgen. Klokken lidt over 12.
Ikke at jeg aner hvad jeg skal sige. Hvordan jeg skal starte.
“Jaeh. nu skal I bare høre. Vi bliver flere. Bare fordi. Ok?”
Jeg har et organisationsdiagram jeg kan vise dem, men det er jo ikke nok. Kender jeg chokteori godt nok, er jeg nødt til at skrive hovedpointerne på en slide. Dato, hvem, hvad, hvor.
Og mig? Jeg kan ikke se horisonten for bare sommerfugle.
tirsdag 22. april 2008 kl. 21:03 af Anna
“Ved du hvad han forlangte i løn, ham der du ved?”
Hun gik helt tæt på mig og hviskede navnet, da hun kunne se at jeg ikke vidste hvem. Gammel bekendt fra projektets tid. Dygtig fyr. Hun havde spurgt mig om ham, da han sendte sit CV. Mit korte svar på mail var: tag ham. Det lange fik hun mundligt.
Hun hviskede et tal, og spilede øjnene op.
“Han kan da ikke mene det alvorligt, vel? Tror du han prøver at tage røven på os?”
For tre uger siden sendte hun mig et let undrende blik henover reolerne, efter et 1:1 møde med sin chef; og siden da har hun ændret adfærd. Lytter, spørger ind. Spørger til. Alt det gode man kan bruge sine kolleger til, hvis ellers man tror man får noget ud af det. Eller hvordan det nu er.
Jeg har lavet kaffe. Nok dumt, og nok ikke fordrende for min nattesøvn om snart. Men det smager himmelsk og jeg havde lyst.
Det var hende jeg sendte det dér CV videre til. “Prøv hende her, jeg tror hun er god. Xfaktor, efter min vurdering.” Det er det, vi kan. Det jeg kan. Se potentialet og få det til at gro.
Hun er selv god. Hentet ind ude fra linien til en kompleks, hurtigtvoksende afdeling. Nu bliver den så delt op, så min nye bliver større end hendes.
(Så nu ser hun mig. Tænker jeg, når jeg glemmer mit fremadrettede positive fokus. Undlader at tænke, at ulempen ved at være langhåret køn semiblondine og chef, er kønsspecifik. Og omvendt proportional. Næsten.)
“Det må være et forhandlingsoplæg, men han må da vide, at vi ved hvad han fik i det forrige job?”
Smalltalk for afdelingsledere. På gangen med hviskende stemmer. Ryggen på ham der sad ved det lille bord længere henne, så mærkbart lyttende ud.
“Du har to hovedudfordringer med det nye: at få den nydannede, store og ret inhomogene gruppe til at fungere, og at gabe over 4 forretningsområder. Det første klarer du uden tvivl i fin stil, det andet må vi hjælpes ad med, de områder er jo også nye for mig.”
Min storsmilende chef senere på eftermiddagen. Jeg havde selv svært ved at holde op med at grine bredt. Hans område vokser jo når jeg vokser. Og vi kommer til at hjælpes ad. Det bliver så godt. Fra på torsdag.
(Uhhmm, det her er en god kaffe…)
Fik jeg sagt at jeg elsker mit job?
tirsdag 22. april 2008 kl. 17:09 af Anna
Det bliver meldt ud torsdag/fredag på møder med de primære og mails til resten. Og jeg skal stole mere på min gut-feeling.
Det bliver SÅ vildt.. for pokker det er et stort brød jeg får her. Har slået op. Gabt over. Noget..
Uiii!!
tirsdag 22. april 2008 kl. 12:14 af Anna
“Hej Chef, længe siden!”
“Hej Anna, ja faktisk- og jeg har lige noget vi skal tale om, er du her senere?”
Tanke 1: Det er detaljer om omorganiseringen. Hvornår det skal meldes ud og sådan.
Tanke 2: De har fortrudt omorganiseringen
Tanke 3: Pjat med dig, det er bare noget business as usual
Tanke 4: De har fortrudt omorganiseringen
iewww…
mandag 21. april 2008 kl. 20:42 af Anna
Kære panel,
Jeg har det her dillema som jeg ikke helt ved hvad jeg skal gøre ved. Min veninde, min allertætteste fortrolige (mere tæt end min blog, og det siger jo lidt, ikke?), er lykkeligt gift og kunne aldrig drømme om at forlade sin mand. Ham kender jeg jo også, sød fyr. Knap så sprudlende efterhånden, men flink.
Nåmen.. hende min veninde indledte en kort affære med en kollega her for et halvt års tid siden. Affære er lidt meget sagt, det var sex vel cirka 1½ gang et eller andet absurd sted. Ren sex, ingen betagelse eller noget, bare .. ja, I ved… Ahem.
Kollegaen er også en af min fortrolige. Lad os bare kalde ham en ven, og jeg fik derfor hele historien fra begge sider. Jeg skal ærligt tilstå, at jeg har tabt overblikket over hvem der ved, hvem der ved hvad, men kønt var det ikke. Ikke at nogen af dem var ulykkelige over det, begge var helt afklarede med, at det bare var noget lir, og de respektive ægtefæller (ja, manden er jo også lykkeligt gift) aner naturligvis intet.
Jeg skal ikke kaste med glas her i min stenhule, men hvoromaltinger, så synes jeg det er forkert, det er jo et grundlæggende bedrag over for ham, hun påstår at elske. Han ville jo blive dybt såret hvis han vidste. Det fik jeg fortalt min veninde, samtidig med at jeg jo godt kan forstå længslen efter noget action – behovet for at føle sig begæret igen (og er der noget den mand kan, så er det at vise begær…). Alt det der.
Det hvor mit dilemma opstår nu, er at de har genoptaget forbindelsen. Han fortalte mig det forleden, men hun har intet sagt, måske fordi hun ved at jeg ikke billiger det. I dag nægtede hun – i anden forbindelse – at hun ville kunne finde på noget tilsvarende igen.
Spørgsmålet til jer, kære panel, er: skal jeg fortælle hende, at jeg ved hvad hun laver, eller skal jeg tie med min viden?
Venligst Anna
mandag 21. april 2008 kl. 20:01 af Anna
“er ‘pikslikker’ et bandeord?”
ahem..
søndag 20. april 2008 kl. 21:10 af Anna
… hej sofa!
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer