Mine kinder er stadig lune af solen. Af tumlen med børn, der har fundet ud af hvor jeg er mest kilden, af synet af det lille barn, der faldt i søvn på sofaen midt under børnetime. Og arme og ben, der gror ud af tøj, hurtigere end jeg kan nå at vaske det.
Af grin. Af hvidvin. Og af ord. Af et nyt savn efter noget jeg ikke kender. Nogen.
Lune, af efterglød fra dagen. For jeg har samlet sol og akkumuleret latter.
Kategori: 
Selvom det hele lyder mere virtuelt end virkeligt, så er følelserne garanteret lige hvad doktoren ordinerede. It’s all in our minds, baby. Who needs real.
)
Din vasketøjskurv er ALT for stor
Virtuelt, Anton? Nej, ikke just; solen og latteren var ægte nok.