Kære panel,
Jeg har det her dillema som jeg ikke helt ved hvad jeg skal gøre ved. Min veninde, min allertætteste fortrolige (mere tæt end min blog, og det siger jo lidt, ikke?), er lykkeligt gift og kunne aldrig drømme om at forlade sin mand. Ham kender jeg jo også, sød fyr. Knap så sprudlende efterhånden, men flink.
Nåmen.. hende min veninde indledte en kort affære med en kollega her for et halvt års tid siden. Affære er lidt meget sagt, det var sex vel cirka 1½ gang et eller andet absurd sted. Ren sex, ingen betagelse eller noget, bare .. ja, I ved… Ahem.
Kollegaen er også en af min fortrolige. Lad os bare kalde ham en ven, og jeg fik derfor hele historien fra begge sider. Jeg skal ærligt tilstå, at jeg har tabt overblikket over hvem der ved, hvem der ved hvad, men kønt var det ikke. Ikke at nogen af dem var ulykkelige over det, begge var helt afklarede med, at det bare var noget lir, og de respektive ægtefæller (ja, manden er jo også lykkeligt gift) aner naturligvis intet.
Jeg skal ikke kaste med glas her i min stenhule, men hvoromaltinger, så synes jeg det er forkert, det er jo et grundlæggende bedrag over for ham, hun påstår at elske. Han ville jo blive dybt såret hvis han vidste. Det fik jeg fortalt min veninde, samtidig med at jeg jo godt kan forstå længslen efter noget action – behovet for at føle sig begæret igen (og er der noget den mand kan, så er det at vise begær…). Alt det der.
Det hvor mit dilemma opstår nu, er at de har genoptaget forbindelsen. Han fortalte mig det forleden, men hun har intet sagt, måske fordi hun ved at jeg ikke billiger det. I dag nægtede hun – i anden forbindelse – at hun ville kunne finde på noget tilsvarende igen.
Spørgsmålet til jer, kære panel, er: skal jeg fortælle hende, at jeg ved hvad hun laver, eller skal jeg tie med min viden?
Venligst Anna
Kategori: 
Puh.
Den er svær.
Rigtig svær.
Men når jeg læser dine ovenstående ord. Så fortæller du så fint, stærkt og afbalanceret lige præcis det, der skal til. For at det ikke vil blive opfattet som et angreb.
Og samtidig sikre, at hun bliver ved med at være det, hun er.
Din tætteste veninde.
Fortæl hende, hvad du føler for hende. Og om din indsigt i dig selv. Og at du ved det. At du vil at hun skal vide, at du ved det.
Så I bliver ved med at være.
Hinandens tætteste.
Det er præcis det der med tætheden som jeg er bange for ryger hvis jeg ikke siger det.
…argh…
Lorte situation..
Hmmm…. – du skal tie overfor din veninde.
Hun føler åbenbart ikke lige pt., at I er fortrolige. Måske fordi hun ikke vil høre sandheden, måske fordi hun ikke kan styre sine følelser for kollegaen, måske fordi hun trænger til lidt spænding, måske fordi det er et afbræk fra den grå hverdag, måske fordi…..
Bare vent, hun skal nok komme til dig – sådanne ting kan man ikke gå med selv.
(og huhej hvor er jeg hellig her… det er næsten det værste. Hun ved at jeg ikke kan tillade mig at dømme, men jeg synes det er forkert alligevel
)
Og så er moral skide godt – dobbelt moral er dobbelt så godt. Men det er altid nemmere at give andre gode råd, end en selv
hov Em, vi krydsede. Der er ingen følelser (efter min bedste overbevisning. Det er ikke en ny brandfarlig romance (du ved hvad jeg mener…) vi har gang i her
)
Men hvis jeg siger det til hende, skal jeg så lade være med at fortælle at jeg er imod det? Bare være der? Hm.
Hvis ikke jeg siger det, skal jeg gå rundt og høre på hendes små løgne.. det er næsten ikke til at bære.
og dér krydsede vi igen
jepper!
(og den gang var det noget HELT andet, jo! Passion og DRAMA!)
(fnis)
hvad er det værste, der kan ske?
du fortæller hende, hvad du ved og hun bliver rasende på dig.
pubertet revisited.
så kan du være den mor, hun denne gang hader og snyder.
så længe det nu varer.
jeg tænker mig, at alternativet; at du ingenting siger, ikke er til at bære rundt på for dig.
Det er også noget helt andet for hende, også selvom hun påstår det modsatte!
Det er ikke længe siden jeg læste om en undersøgelse omkring utroskab. Kvinder KAN ikke holde følelserne ude. Det kan mænd til gengæld.
Og ja, du skal høre på hendes løgne, men samtidig med hun siger dem, blot kigge spørgende og undrende på hende, samtidig med at du smiler.
Og så skal du være der for hende som en veninde der “ikke kaster med sten” – men blot lytter
Em; ikke enig, det kan godt lade sig gøre, det med følelserne. Undersøgelser er ikke altid garant for at vidregive hele sandheden
Regitze; selvfølgelig: hvad er det værste. Hun bliver flov, jeg afslører at jeg har mere fortrolighed med manden end hun er klar over, og nu ved ting om hende som hun ikke ville jeg vidste. Hm.
Pyyyh en skuffelse hvis min tætteste veninde løj overfor mig. Jeg ville sige det til hende, hvis jeg var dig. Så der ikke ryger flere historier ind på kontoen. Det vil da blive endnu sværere at rette op på.
Du har lov til at have din mening omkring det. Måske hun ikke orker at høre det, fordi hun ved du har ret?
Du har ret i at undersøgelser ikke altid er garanti for sandheden – jeg taler også kun ud fra hvad jeg har hørt og set
Men måske du burde spørge dig selv, hvorfor hun ikke siger det – og måske et spørgsmål der er lige så interessant: Hvorfor siger han det?
Hun siger det ikke fordi hun ved jeg misbilliger det. Han siger det fordi han har brug for en fortrolig og fordi det er den form vores relation har. (og fordi jeg spørger og han nyder at fortælle om sine erobringer…)
Søs, jeg tror du har en pointe der. Jeg kommer til at stå som den dårlige samvittighed.
Og dårlig samvittighed – det har hun !
Og den har hun ikke brug for at få i hovedet af dig, også
..du skal fortaelle hende at du ved. Du er sikkert skuffet over at hun lyver for dig, og endnu vaerre er det naesten at hun goer det fordi hun sikkert har daarlig samvittighed, der er bare ikke noget vaerre end at blive ofret paa dèt alter. Det er dobbeltbedrag ikke ? I behoever jo ikke at vaere enige (det er *hende* der bedrager sin mand) men hvorfor er hun bange for din reaktion hvis hun selv er ok med sit bedrag ?
Ja præcis – jeg tænker meget over, hvad løgne kan gøre. Løgne hører ikke til blandt nære veninder … det skaber en ubalance, som er meget værre end at være lidt uenige om hø- og halmballeaktiviteter. Løgnen vil syde løs, hver gang den kommer. Og spise løs af respekten.
meget præcist formuleret, Morgan!
Jeg ville sige: “hey veninde. Ham der fyren, han siger at I er igang igen. Er det rigtigt?”
og så være fortrolig og ikke dømmende.
Ja, det er en rigtig god måde at gøre det på.
Jeg ved, at du ved, at vi ved.
Ja, og?
Hvis det ikke er fordømmelse, så er det at dømme, hvilket da egentlig er ret ligegyldigt for jer alle, hvis I accepterer hinandens tilstedeværelse. Du er der, I er der, vi er her. Os, ing?
Har lige lukket Peter Høgs “De måske egnede”. Om tid og dom. Og det urimeligt skadelige ved prædikater, hvor gode de end måtte synes at være udtalt. Hvis man virkelig virkelig vil hinanden, så er domme unødvendige. Destruktive.
Jeg er ikke helt med – måske fordi jeg ikke har fået kaffe endnu. Dømme hvad hvor hvem? Kan du skære det ud i lidt pap for mig?