Mens solen tåger til

Der sidder en solsort et sted bag huset. Jeg kan ikke se den, bare høre. Himlen er mat og solen er gledet væk i en ulden horisont, fordi det er for tidligt på året til al den varme. 

Det sitrer og bobler i marven. Frihed. Det må være det. Jeg har friheden siddende i knoglerne nu. Jeg er stadig sulten uden at kunne spise, så nu har jeg købt sushi til mig og hende der arbejder over i dag fordi jeg var for blæst i hovedet til at kunne sparre godt nok med hende i fredags (oh, uansvarlige chef!).  Friheden til at kunne gøre det, er berusende. Sært nok, det er jo sådan en enkelt ting og sushi kan jeg altid spise. Tror jeg.

 Måske det var dét, der føltes forkert i går. Manglen på frihed. Udsigten til.

“Jeg savner, at der er nogen i huset når jeg kommer hjem. At der lugter af mad.”

Gad vide om det er erindringsforskydning når jeg synes, at jeg kan huske at min hals snørrede sig til dér. Jeg smilede nok bare og ytrede genkendelse. For det er jo ikke altid, at jeg har det som nu. Siddende på mit kontor i aftenrøden, boblende svævende sitrende. Af bare væren. Det er kun få minutter af evigheden siden at jeg følte netop dét han beskrev. Lidt. (Selvbedrag er fantastisk..) 

Det er bare ikke mig, der står der, når han kommer hjem. Det vidste jeg. Ved jeg. Aldrig mere, tror jeg. Ikke uden en sitrende tiltrækning som … som bare ikke var der.

Så i dag, i det uldne sollys, har jeg drukket af den frihed jeg holder så meget af, og lavet det jeg vil med den styrke jeg kan. Og jeg ved nu, at jeg vælger passion frem for alt andet. (Og alt det andet han kan tilbyde. Hvilket er en del.) 

Passion. Selvom prisen er, at hvis det virkelig ikke findes, så finder jeg det aldrig (sic!) og ender op med det ingenting, som jeg er ved at være vandt til nu. Ingenting andet end frihed.

Og er det godt nok?