Slået hjem af sygt barn og hånlige sms´er fra den anden side af forståelseskløften. Slået hjem af kommunalpolitiske regler, der tilsyneladende har stukket en gigantisk kæp i mine boligplaner, og slået hjem af “hvis du mener at du allerede nu har et klart billede så sig da endelig stop” (kæmp dog for det, din idiot. Spark benene væk, forfør, fortag, gør dog noget. Andet end at bekræfte mine anelser. Iew!)
Slået hjem at en lammende træthed, der har taget min appetit og gør mit hovede tungt.
Men jeg slår igen, gør jeg. Om 10 kilometer, frisk luft og restesushi fra i går.
Når lige jeg har fået iltet blodet og slettet de tanker der irriterer; fjernet galden over den skide kløft, der ikke behøver være der, fjernet en let arrigskab over ikke at falde for noget så passende som ham dér, og over nærmest at skulle bede om at blive forført. Og slettet tanken om at blive netop dét, af en der forlængst har brugt sin taletid i mit liv.
Jeg ved godt at det er mandag, men jeg slår igen. Gør jeg.
Når skibet holder op med at gynge.
Kategori: 
Det er ikke pænt at slå. Heller ikke i Ludo.
Men jeg kender følelsen. Har voldsomt lyst til at slå i væggen i irritation over at jeg ikke har været ude at løbe i dag. For det her vejr er da alt for godt at arbejde i.
Håber løbeturen hjalp.
Ludo er et af de mere sadistiske spil der findes – til gengæld er det et spil vi hårdhudede spiller bedst.
Kom så globus…..
Fresh, nogle gange er det nødvendigt at slå igen. Ikke fysisk, men med handling.
Em..; præcis. Kom så globus!