Han havde taget sine sko af og sad bare og stirrede ud i luften. På en bænk på et af hjørnerne i et lyskryds.
Det burde ikke være så sært. Der var jo en bænk, hvorfor så ikke sidde på den. Måske han var træt. Måske han havde gået langt og trængte til en pause.
Måske jeg hellere skulle undre mig over, hvem der finder på at placere en bænk, på et af hjørnerne i et lyskryds. Kønt er der jo ikke. Udsigten uden tvivl ganske ustimulerende. Medmindre man samler på nummerpladenumre. Måske kommunen har en kvote af bænke de skal placere. 3 bænke pr. kvadratkilometer. Ja?
Han havde sat sin rygsæk ved siden af skoene. Lagt benene over kors og stirrede nu ud i uendeligheden. Armene hvilede på benet. Og der var biler og cykler og folk der ventede på bussen.
Gad vide hvorfor. Og hvor han skulle hen bagefter. Hjem måske. Eller tilbage til hvor han kom fra.
Måske han bare skulle have luft. Have tænkt det igennem, få taget en beslutning. Måske han trængte til ro, måske ungerne larmede for meget her til morgen. Møgunger. Man elsker dem jo, men kan de for pokker da ikke lige. Bare 5 minutter. Tak.
Eller også var han bare træt. Måske han havde gået 15 km og set på fugle. Fedt med det billede af den dér stær. Sjældent set på de her kanter, men nu var den i kassen. Stærekassen, om man vil. Haha. Mon ikke de andre i ornitologforeningen bliver ellevilde når de ser billedet?
Jeg ved det ikke. Hvad som helst er muligt, og jeg synes bare det var sært at sidde på en bænk, i et gudsforladt vejkryds, med bare tæer og ikke-stirre på bilerne.
Der var nok en grund. Måske.
Og bænken var der jo.
Kategori: 
Var der en grund ? Var der en grund til ikke at sidde netop der. Til ikke at sidde og stirre ud i ligegyldigheden. I uforsonligheden. Og så med bare tæer. Man mærker verden er så mærkværdig, nåer tæerne er bare og snæversynet er slået ned. Op med visiret. At parkere rygsækken lige der, hvor veje krydses og nye begynder. Jo mere man tænker over det. Jo mere tiltalende bliver tanken. Bare at efterlade det hele der og starte forfra. På gule plader, med grønne hoser og røde haser. At være øm igen. At mærke. Det liv man er født til ikke at forsømme. At genfinde det i et krydset til ingenmandsland, i porten til resten af livet.
Tag mig med…
(jeg smiler over hele krydderen. Det er SÅ fint og genialt. Og favnende.
)
Jeg har også set ham.
Og bænken.
Og har iøvrigt hørt at han udstiller billeder i ornitologforeningens lokaler maj måned ud. If?
(PS: Hvad indebærer ” You´re being watched?
En mand på en bænk ved et lyskryds der glor eller noget andet?)
“You´re being watched” er bare et signal om at jeg logger jeres besøg. Men jeg tror jeg holder op med det, for hvad skal jeg bruge det til?
Det er vel med logging (hedder det det?) som med bænken: Det er en mulighed. Og når den nu er der, så sætter man sig. Og glor.
Måske bliver man klogere. Måske ikke. Men så går tiden da med det: at blive klogere. Eller ikke blive klogere. Måske bare være. Til. Og glo.
Så log du bare løs. Måske du finder et mønster, du kan bruge. Måske ikke. Whats the difference??
Knus skønskriver
se nu letter tågen måske en smule…..
Det er måske sådan en slags “art-nouveau”, med eneste formål, at få mennesker til at tænke lidt ud ad små sidespor, som ellers ikke var blevet betrådt, hvis ikke lige det var for “kunstværkets” skyld.
Bænken danner her rammen om selve kunstværket…… Den fik dig til at tænke på andet end udeblevne kys, projekt-beskrivelser og små irrelevante memo’er.
Her bringer det mig tilbage til fjernsynsudsendelsen om kyllingerne og robotten…. Er det hønen der leder vejen rundt i hønsegården og kyllingerne der følger efter, eller er det kyllingerne der styrer hønen rundt for at finde frø de kan spise`???…… Er bænken der for, at man kan sætte sig ned og kigge på de forbipasserende, de ventende-på-bussen, bilerne og cyklerne? Eller er den der for at føromtalte, heriblandt du, kan undre sig, tænke, forestille sig, escapere fra dagligdagens lyntogs-skinner, over hvorfor nogen dog vælger at placere en bænk lige der, endsige sætte sig på den……???
Det er godt at vi har bænke, græsplæner, trappesten og så videre…… tænk…. en dag gik jeg en tur i skoven (gør jeg sjældnere end ofte, dog oftere end sjældent) og bevægede mig væk fra skovvejen (gør jeg altid) Minsandten om ikke en skovarbejder havde fået den geniale ide, at lave en stol ud af et træstød. (???) Han havde kælet for detaljen. Armlæn og det hele, og der var en sten foran den, som man kunne bruge som fodskammel…. Der manglede sådan set bare det lille bord ved siden af til kaffen, og avisholderen…..
Hvis man giver sig til at regne på statistikken for hvor store odds’ene er for, at en person kom lige netop den vej, og tilmed havde lyst til at sætte sig ned, vil man komme til den konklusion at, “kunstneren” ikke havde tænkt sig andet end at “her burde være en lænestol” …..
Herligt.
Tak for historien, Kent. Det er altid så hyggeligt når du kommer forbi min blog