På et tidspunkt tog jeg et billede af den rose der står på min terrasse, fra den var knop til den var sprunget helt ud. Tågede mig gennem smartlogs koder og lærte hvad html og css var, så jeg kunne få det ind i sidebaren. Uden at vide, at det var det jeg gjorde. Rosebilleder i sidebaren, er vel det tætteste jeg har været på det jeg ser derude nu.

Nej.. jeg må lige spole længere tilbage. Til før. Til dengang jeg havde det hele i sårbare wordfiler, der forsvandt hver gang en computer crashede og hver gang en diskette blev mast. For mig var det vigtigt. For mig betød det noget, at holde tankerne fast. At få ordene ned og ud. Så jeg goglede ‘weblogs’, og fandt et system der var primitivt i sin form og jeg anede ikke hvem der læste med og jeg regnede med at det var ingen og jeg lagde det mest komprommiterende ud og følte den første lettelse: Ord gemt.

Så fandt jeg smartlog og overførte uden egentlig sammenhæng og uden forklaringer, og blev forført af den lethed der var i det og jeg anede ikke, at det var et medie og at der var et spirende fællesskab. En dag så jeg, at der var nogen der læste med. Enter blogcity.

Og det ændrede alt. Jeg læste de andre, de læste mg og vi var ikke særlig mange. En lille del af os fandt sammen om bekendelser vi aldrig før havde drømt om at fortælle til verden omkring os. Behageligt beskyttet bag skærmene, uden kendskab til IP adresser og statistikprogrammer.

Vi var indbyggere i blogcity, der var en landsby, hvor alle kendte alle, selvom mange ikke ville kendes ved mange andre. Der var ophedede disklussioner og rablende indlæg. Der var hende, der stædigt – og højlydt stilfærdigt – holdt sig for sig selv, der var hende der indædt hadede alle, der lød blot en smule forskellige fra hende selv. Der var hende, der med ligefrem åbenhed, fortalte om mænd der kom, kom og gik; og hende, der leverede skarpt formuleret kritik om hvad der nu rørte sig – og så hende, der på overfladen gled af på alting og lagde icenesat glæde ud til virkeligheden. Og der var mange flere – ham der pr default og kværulerende hadede os alle, blandt andet.

Vi lærte hinanden at kende gennem skærmene, vi mødtes også på den anden side og skulle pludselig vende os til at kalde hinanden ved navne, der var ægte og helt anderledes end vores selvopfundne blognavne. Og bekendelserne fik krop og øjne, og virkelige jobs og ægte latter; for det de fleste af os havde tilfælles dengang var jo at vi var anonyme.

Sådan er det ikke mere derude, hvor meget er anderledes. Nu er der billeder af andet end blomster og katte. Nu er der navne og mænd og børn. Og jeg savner ord.

(Også mine egne, for den sags skyld. Jeg har ikke længere forbudte affærer med farlige mænd at fortælle om. Ingen forelskelser eller andre fortvivlelser. Jeg går ikke på dates og jeg synes egentlig ikke at mine skærmysler på job, eller mit evige ensidige familiebøvl er voldsomt interessant at sætte ord på. Sært at man skriver bedst når man er fortvivlet, ikke?)

Jeg savner ord. Ord der fænger, ord der fortæller historier. Måske det også er det mig, der har ændret mig, men jeg synes der er alt for langt mellem de gode historier derude. For langt mellem det velskrevne, og rigtig, rigtig langt mellem det unikke. Der er uendeligheder af ens blogge, med krukker og kønne planter, og dyr, der gør noget sødt. Der er kaffekopper i hobetal og indlæg hvor der intet står, andet end at nu er solen stået op eller gået ned igen. Og sikke det blæser i dag.

Og det er jo fint, for jeg kan se fælleskabet omkring dem, jeg kan se de mange enigheder i kommentarfelterne. (og også pludrende netomsorg udfolde sig i et omfang hvor jeg næsten savner Kimpos hvasse stikpiller). Og jeg vil aldrig undervurdere den sammenhørighed, der kan opstå gennem nettet, så jeg forstår det jo godt, men jeg har bare mistet overblikket og mest trist: mistet interessen.

Og det ærgrer mig lidt, for engang var det blogcity; en by, hvor vi var beboere på godt og ondt. Med landsbytosser og den vrede mand på hjørnet, som børnene driller. Hvor jeg ikke kunne vente med at komme hjem og logge på for lige at se; og jeg savner følelsen lidt, men måske den ikke er der, fordi jeg er groet i en anden retning.

Jeg har det jo fint med ikke at være med mere. Jeg har ikke rigtig lyst til at bruge tiden til det og nok heller ikke behovet. Så jeg luner mig i mit lille sære hjørne af cyberspace, med de få der er tilbage af de gamle landsbyboere, hvor enkelte er blevet ægte irl venner; og i mit lille anonyme pusterum, hvor min småsære måde at ikke skrive hvad jeg oplever, men om hvordan; vel dybest set kun giver mening for mig selv.

(Min rose har iøvrigt knopper igen. Det var det, der fik mig til at spekulere her. Den har rigtig mange knopper faktisk. Den er lidt sen, og sidste år blomstrede den ret sparsomt, så jeg er lykkelig for at den er stærkt på vej igen. Blomsterne er meget, meget smukke, nærmest selvlysende rødorange.)

(Ingen symbolik og ingen billeder. Bare ord.)