På et tidspunkt tog jeg et billede af den rose der står på min terrasse, fra den var knop til den var sprunget helt ud. Tågede mig gennem smartlogs koder og lærte hvad html og css var, så jeg kunne få det ind i sidebaren. Uden at vide, at det var det jeg gjorde. Rosebilleder i sidebaren, er vel det tætteste jeg har været på det jeg ser derude nu.
Nej.. jeg må lige spole længere tilbage. Til før. Til dengang jeg havde det hele i sårbare wordfiler, der forsvandt hver gang en computer crashede og hver gang en diskette blev mast. For mig var det vigtigt. For mig betød det noget, at holde tankerne fast. At få ordene ned og ud. Så jeg goglede ‘weblogs’, og fandt et system der var primitivt i sin form og jeg anede ikke hvem der læste med og jeg regnede med at det var ingen og jeg lagde det mest komprommiterende ud og følte den første lettelse: Ord gemt.
Så fandt jeg smartlog og overførte uden egentlig sammenhæng og uden forklaringer, og blev forført af den lethed der var i det og jeg anede ikke, at det var et medie og at der var et spirende fællesskab. En dag så jeg, at der var nogen der læste med. Enter blogcity.
Og det ændrede alt. Jeg læste de andre, de læste mg og vi var ikke særlig mange. En lille del af os fandt sammen om bekendelser vi aldrig før havde drømt om at fortælle til verden omkring os. Behageligt beskyttet bag skærmene, uden kendskab til IP adresser og statistikprogrammer.
Vi var indbyggere i blogcity, der var en landsby, hvor alle kendte alle, selvom mange ikke ville kendes ved mange andre. Der var ophedede disklussioner og rablende indlæg. Der var hende, der stædigt – og højlydt stilfærdigt – holdt sig for sig selv, der var hende der indædt hadede alle, der lød blot en smule forskellige fra hende selv. Der var hende, der med ligefrem åbenhed, fortalte om mænd der kom, kom og gik; og hende, der leverede skarpt formuleret kritik om hvad der nu rørte sig – og så hende, der på overfladen gled af på alting og lagde icenesat glæde ud til virkeligheden. Og der var mange flere – ham der pr default og kværulerende hadede os alle, blandt andet.
Vi lærte hinanden at kende gennem skærmene, vi mødtes også på den anden side og skulle pludselig vende os til at kalde hinanden ved navne, der var ægte og helt anderledes end vores selvopfundne blognavne. Og bekendelserne fik krop og øjne, og virkelige jobs og ægte latter; for det de fleste af os havde tilfælles dengang var jo at vi var anonyme.
Sådan er det ikke mere derude, hvor meget er anderledes. Nu er der billeder af andet end blomster og katte. Nu er der navne og mænd og børn. Og jeg savner ord.
(Også mine egne, for den sags skyld. Jeg har ikke længere forbudte affærer med farlige mænd at fortælle om. Ingen forelskelser eller andre fortvivlelser. Jeg går ikke på dates og jeg synes egentlig ikke at mine skærmysler på job, eller mit evige ensidige familiebøvl er voldsomt interessant at sætte ord på. Sært at man skriver bedst når man er fortvivlet, ikke?)
Jeg savner ord. Ord der fænger, ord der fortæller historier. Måske det også er det mig, der har ændret mig, men jeg synes der er alt for langt mellem de gode historier derude. For langt mellem det velskrevne, og rigtig, rigtig langt mellem det unikke. Der er uendeligheder af ens blogge, med krukker og kønne planter, og dyr, der gør noget sødt. Der er kaffekopper i hobetal og indlæg hvor der intet står, andet end at nu er solen stået op eller gået ned igen. Og sikke det blæser i dag.
Og det er jo fint, for jeg kan se fælleskabet omkring dem, jeg kan se de mange enigheder i kommentarfelterne. (og også pludrende netomsorg udfolde sig i et omfang hvor jeg næsten savner Kimpos hvasse stikpiller). Og jeg vil aldrig undervurdere den sammenhørighed, der kan opstå gennem nettet, så jeg forstår det jo godt, men jeg har bare mistet overblikket og mest trist: mistet interessen.
Og det ærgrer mig lidt, for engang var det blogcity; en by, hvor vi var beboere på godt og ondt. Med landsbytosser og den vrede mand på hjørnet, som børnene driller. Hvor jeg ikke kunne vente med at komme hjem og logge på for lige at se; og jeg savner følelsen lidt, men måske den ikke er der, fordi jeg er groet i en anden retning.
Jeg har det jo fint med ikke at være med mere. Jeg har ikke rigtig lyst til at bruge tiden til det og nok heller ikke behovet. Så jeg luner mig i mit lille sære hjørne af cyberspace, med de få der er tilbage af de gamle landsbyboere, hvor enkelte er blevet ægte irl venner; og i mit lille anonyme pusterum, hvor min småsære måde at ikke skrive hvad jeg oplever, men om hvordan; vel dybest set kun giver mening for mig selv.
(Min rose har iøvrigt knopper igen. Det var det, der fik mig til at spekulere her. Den har rigtig mange knopper faktisk. Den er lidt sen, og sidste år blomstrede den ret sparsomt, så jeg er lykkelig for at den er stærkt på vej igen. Blomsterne er meget, meget smukke, nærmest selvlysende rødorange.)
(Ingen symbolik og ingen billeder. Bare ord.)
Kategori: 
Du skriver det så perfekt, jeg kan ikke komme i tanker om hvordan det ellers kunne skrives.
(Savner ikke Kimpo, dog.)
jeg kan huske din rose.
tænk. jeg tænkte lige på den forleden dag.
Beskriver skulle der have stået, men same old…
Jeg sætter mig tilbagelænet med katten ved min side, og venter på dine ord. Måske skal jeg vente længe, måske forgæves, måske, men vente det gør jeg. Helt som altid, og jeg kommer stadig forbi.
Same old; Tris!
)
(der er visse jeg bestemt heller ikke savner, men Kimpo havde nu sine lyse stunder
Regitze; det er nu en rar tanke at min lysende rose bliver husket andre steder end i mit hjerte.
Sifka, du får mig til at smile. Tak. Jeg håber du får noget at vende tilbage til.
Jeg tror mange af os ville ønske at vi kunne skrive som vi gjorde dengang.
Men enten _er_ historien skrevet allerede, anonymiteten blevet et papirstyndt skalkeskjul som hæmmer åbenheden eller for mange mennesker man kender læser med…
Jeg ved at jeg ville ønske at jeg skrev som jeg gjorde engang – men må leve med erkendelsen af at det gør jeg ikke… (og her i fuld fortrolighed – kan jeg sagtens indrømme, at jeg nogen gange kender mig selv…)
ja, de små klasser er de bedste…
Visitsen, ja; mange af historierne er fortalt, jeg har tænkt det samme. Og det er meget svært at skrive de nye historier mens de sker (antager hermed at der rent faktisk opstår nye historier. Det er måske en fejl.)
Jep, Klaus
Ja og engang hed jeg Frk.Andersen og de andre hed /Many, Dalager, Plok, Visitsen, Oschlag og den slags.
Men det var dengang. Det var rigtig sjovt. Og nyt. Og spændende. Men som så meget andet blev det hverdag. Og man blev selv et kedeligt røvhul
… mange af de nye historier egner sig måske ikke til de gamle blogs og så skaffede man sig en ny blog og skrev om helt specifikke emner dér…
Og det kan jeg se at jeg ikke har været den eneste der gjorde… goddag Frk. Andersen – det er to prikker jeg ikke havde forbundet, selvom jeg har læst med også dér i ny og næ.
Fu…jeg mener øv. Øv at du nåede til den konklusion. For lige præcis du gjorde en forskel midt i den gode stemning mellem krukkerne. Alt for mange velduftende krukker og roser uden torne og betydning for andet end det smukke, nemme og blide. Lige præcis hos dig blev der stadig kælet og kradset med ord og deres be- an- og dobbelttydninger. Du rev indimellem flænger i min sprogopfattelse og jeg jublede gang på gang. Jes! Der er en der kan. Det med ord. Så det giver gåsehud og genklang. Jeg kunne gå hele dagen og smage på en af dine formuleringer, uhm – nydelse men ikke kun af den nemme slags. Måtte nedlægge teksterne på min egen blog dengang for længe siden da læserskaren blev udvidet med en der var for sårbar og dyrebar og opgav at skrive, men sneg mig til at slubre de gode blogs som erstatning. De er blevet forsvindende få.
Krydser fingre for at jeg en dag genfinder din intelligente pen. Og ønsker dig solskin i dit hjørne.
Men Turban, var det virkelig bare det? Hverdagens indtog?
Du er da ikke kedelig, bare.. æhem.. lidt babyficeret
Jeg tror egentlig bare at det er den naturlige udvikling – blogsfæren er vokset og istedet for én by er der nu mange. Udvikling er ok, jeg savner bare de små finurligheder og de gode historier, måske de stadig er derude, jeg kan bare ikke helt finde dem.
Ved fortsat at skrive kan man prøve at holde fast i begrebet: “Der var engang…” – selvom man ved, at så snart man har skrevet sætningen, så er den ikke mere.
Men der er også sætninger der starter med:”Fremover vil jeg håbe….” – og de historier er endnu ikke fortalt, og fyldt med forventninger, ønsker og drømme. De sætninger vil altid være gode at dele med andre
Og den måde du er i stand til at formulere dig på gør, at dine håb og drømme bliver så smukke.
Jeg håber ikke, at mit spam-ord : der var – holder stik.
hov- jeg har vist lidt netproblemer, så jeg mine svar forsvinder..
Visitsen; ja, det vr vel det man gjorde. Jeg gjorde det jo selv for lidt siden. For mange kendte mig irl og i cyberspace, og der var for mange lig i lasten til at.. etc.
Mammamia; øv hvad? Og tak for ordene. Jeg er selv lidt træt af at jeg ikke kan kradse mere end jeg gør, men det er vel det med at fortvivlelsen driver det intense frem. Jeg er lige nu ikke fortvivlet, bare busi karrieremor med lort på blæserne af og til.
Em.. jo da, der er meget ‘der var’
- nej, jeg stopper ikke. Jeg skriver bare lige så kedeligt som alle andre nu
Se, der kom nogle af de ord, der muligvis mangler.
De var gode.
Så tak.
Og så satte de en masse i gang. For der er sket en udvikling og jeg har også tænkt sådan.
Velbekomme, Frederikke. Jeg er glad for at jeg ikke er den eneste, der kan se ændringen.
Jeg er ankommet til blogland længe efter landsbytosserne åbenbart blev fortrængt af ensartetheden. Og jeg kan ikke selv finde balance mellem anonym og blog-blottet. Roder rundt i formen og lader min historie drukne i billeder, og kunstigheder og ord der er tvunget på plads i mit mentale pulterkammer.
Men uanset hvor mange (og hos mig er det få) og hvem specifikt, der læser med, ikke om jeg kunne undvære det nu.
Og jeg håber ikke jeg kommer til at undvære mine visiter her hos dig.
Her kommer jeg ikke for historien. Men for stemningen og den klang og genklang som dine ord skaber, når de rammer – med usvielig sikkerhed.
Og tak for det.
!
(et symbol og i en vis forstand et bogstaveligt tegn, et piktogram fyldt med tilbageholdtheder og mod.
Dette jeg her lægger, betyder …. !
Hverken mere eller mindre. Så kan du selv bestemme indholdet )
Og nå ja, knus
(jeg tilhører vist gruppen af omsorgsomklamrende..can´t help it. Jeg er kun hvas imod mig selv)
Spændende indlæg – og nej, du er ikke den eneste, der tænker sådan. Nu har vi to aldrig lige snakket så meget sammen i kommentartrådene, men vi kender jo alle de samme personer etc.. flere er egentlig stadig på, men mange af os er blevet nogle ‘kedelige røvhuller’ . Heldigvis kan vi vel nok stadig genkende nogle blogs, omend det nok ikke er det samme mere. Personligt savner jeg også at have nogle blogs, som jeg stilfærdigt kan ‘elske at hade’ – den slags er der meget LANGT imellem nu
Velbekomme, Bitten. Du har din helt egen stil, og ja, den er et sammensurium melem lidt af hvert, men det har sin charme, så hold fast i det.
Silhuet; det var nu slet ikke dig jeg havde i tankerne da jeg skrev om de omsorgsgivende (ikke klamrende, det er dit ord..). Du af alle er unik på din blog, og en sjældenhed. Bliv ved. Knus.
Mette; jep, dem er der langt mellem, og de havde deres egen sindsoprivende anti-charme. Jeg tænker at enkelte stadig findes, jeg har bare ikke rigtig lyst til at opsøge dem
Ih hvor har du ret..
Dengang.. er længe siden.. Og alt var anderledes.. Det var en fed tid, med stor sammenhørighed.. Alle “kendte” alle, og der blev skrevet hemmelige bekendelser..;-) Men mon ikke man bare udvikler sig, og flytter sig?! Jeg gjorde, og savner da at skrive, men det er lissom om at indholdet i mit liv har ændret sig markant siden de góde gamle dage.. Og det er nok ikke ligeså spændende at læse om amning, baby’er, storebrødre osv i forhold til det indhold der var dengang, i den ikke alt for stuerene tid..
Marie
Jo selvfølgelig ændrer ting sig, men jeg tror nu på at historierne kan være lige interessante selv om de ikke længere handler om sex mærkelige steder
Jeg er så en af de nye i byen. Tilflytter for ca. ½ år siden. Jeg blev først overrumplet og desuden godt modtaget. Naboerne var søde og hjælpsomme.
Nogle gange er der krise bag gardinerne, andre gange en god kage der lige bliver bagt, der bliver talt om vind og vejr og så er der som du selv skriver, også landsby tosserne. Dem der virkelig giver kolorit på det hele. Eller den fantastiske filosofiske fortæller.
Men det finurlige her er jo, at vi selv vælger vores “naboer” i blogcity.
Men gode reflektioner. De giver også stof til eftertanke til ego’et.
Jeg synes dine ord om, hvad opleves / hvordan opleves, er væsentlige. En verden fra beskrivende til “fra hjertet til hånden”.
Kan vist ikke helt udtrykke mig klart i skrivende stund. )
(og hvis ovenstående lyder som volapyk hænger det sammen med mandagsaften-ferie-træthed trods store mængder Ginseng
Jeg vil bare gerne sige tak for grublevækkende indlæg om blogning.
(jeg har forresten også både roser og kat, hø hø…)
(…Desuden behøver du ikke billeder, for dine ord ER billeder.)
Men Majsen, jeg kan slet ikke finde det du siger stadig er der. Jeg var faldet ud af sammenhængen og kan ikke længere se hverken landsbytosser eller den fantastiske filosofiske fortæller.
(…men denne her kommentartråd har så vist mig, at de ‘gamle’ beboere stadig er her, selv om vi i fælleskab er blevet mere kedelige og stille. Men det vidste jeg vel godt)
Jeg synes det er skønt for dig at du netop nu oplever lidt det samme som jeg gjorde for 2 år siden, men for mig er det helt anderledes – men som skrevet flere steder ovenfor, handler det måske også om mig og hvor jeg er.
Velbekomme, Lotte. Roser og katte er fine at have omking sig. Har jeg læst et sted
Tja. Det er jo os selv, der sætter dagsordenen i bloggene. Ikke?
Vi sætter absolut selv dagsordnen og når jeg tænker over det, så kan jeg nu meget godt lide min egen udvikling. Fra start og til nu har jeg nok mere fundet mine egne ben at stå på. Meget vand under broen og den slags.
Capac – er det? Uden at jeg er stærk i antropologi, så tror jeg, at vi er mere drevet af noget udefrakommende end vi vil være ved.
Frederikke, skønt for dig! Jeg var lige ved at skrive noget om at je gvar enig… men jeg var bedre dengang jeg havde det værre, såeh..
Åh … først og fremmest må jeg lige løfte min megafon højt her og råbe, at du på ingen måde skriver lige så kedeligt ’som de andre’. Tro mig – som andre skriver ovenfor, så kan jeg går og tygge på en af dine formuleringer i flere dage. Fordi den rammer, ændrer, sætter i gang og skaber nye tanker.
Jeg selv har været med i cyberspace i umindelige tider – helt tilbage da mailinglister om nogle af de mere tunge dele af min tilværelse pludselig førte helt fremmede mennesker ind i min inbox og ændrede mit liv. Og siden har jeg skrevet – på nettet, uden for nettet og i mit sind. Dag ud og dag ind.
Og elsket de skæve, de store, de små, de tossede og de modige.
Indrømmet. Der er længere mellem bananerne i dag.
Men hvis du kigger godt efter, så har du et stort klistret Chiquita-mærke i panden hehe.
@Anna: Ja, jeg mener faktisk, at det er os selv. Selvfølgelig er der udefra kommende indflydelse, men når det kommer til det centrale – hvad, vi skriver om, og hvordan, vi skriver – så bestemmer vi selv.
hehehe, Morgen.. Chiquita… sikke et billede!
Capac; hmmm.. det ved jeg du gør – og andre af dem jeg holder allermest af at læse – men jeg tror ikke det gælder alle.