“Far henter pomfritter! Ja! Far henter bare pomfritter. Pomfritter! Far henter flere pomfritter!”
Grandvoksen mand med kæber af stål. Stemmen er næsten skinger og rettet mod dreng på 2½ der vrider kroppen af led for at se efter far.
jeg selv sidder lidt derfra. skjult bag min uvante friture og i mængden. så meget man kan se herfra.
“Helle, har du ham?”
Helle taler med jævnaldrende kvinde. Begge kvinder sidder 3 stole fra barnet. Hun reagerer ikke.
“Helle, har du ham?”
…
“Helle, har du ham?”
Jeg har knækket en negl uden at opdage det. mærkeligt. gad vide hvornår. kanten er skarp.
Barnet forsøger at vride sig ud af stolen og får trukket numsen fri.
“Far henter pomfritter, sæt du dig ned. Helle har du ham?”
Helle rejser sig uden at se på manden og barnet. Hun taler videre med veninde, mens hun lægger en slap hånd på barnets skulder.
“Helle, har du ham? Har du ham?”
En tjener tager min tallerken, og peger på mine børns: “Finito?” “Yes, thanks”. så nemt det er.
Manden stiller sig om bag kvinden og taler direkte ind i øret på hende:
“Helle. Har. Du. Ham?”
Han griner, da hun ser forbavset op og nikker forvirret.
Gad vide hvor længe han bliver ved med det.
Kategori: 
Lad os håbe at tålmodigheden og grinet stivner før den dag, hvor Helle ikke har ham, og han falder ud af stolen….
Jeg tror ikke barnet falder af stolen, men måske der er noget andet der falder sammen en dag.
(eller også er der ikke, hvad ved jeg..
)