For hundrede år siden, hang jeg ud af et togvindue og så efter manden i mit unge liv, der løb ud af toget og op og hen og forsvandt i mylderet. Vi var ikke helt ædru nogen af os, og resten af tøserne hang med mig og så ham løbe med alle vores penge. Det sugede i maven og vi var i live.
På banegården i Berlin. Med sigøjnere og tiggere og almindeligt lasede folk.
Dem var der mange af dengang. Det var før muren faldt – næsten lige før, når man ser på livet som en skala. Efteråret 1988. Jeg var lige fyldt 17, og jeg vidste, at ham den mørkhårede knægt der løb ud og ind blandt lasede mennesker fra en anden planet, med alle vores samlede penge; skulle være far til mine børn. En dag når vi var blevet lidt mere voksne. Og ædru.
Vi hvinede i fryd, da han nåede tilbage. Selvom vi nok godt vidste, at der var masser af tid; for tog gennem Tyskland i 1988 holdt på hver eneste lille knast på togskinnerne i timevis, mens tungttrampende togpersonale med hårde hæle og kolde øjne, inspirerede toget for ubehageligheder og andet, som vi, de fæle vesterlændinge, uden tvivl ville indføre eller udføre af deres land.
Han skulle hente vin, ham den smukke unge mand jeg var så forelsket i. Vin eller øl eller sprut, bare noget, der kunne gøre vores køre tur hjem lidt sjovere end den var. Han kom retur med en enkelt flaske, der kostede hele vores samlede formue og var en rødvin så tynd, så tynd og smagte af det rene saftevand.
De kiggede efter os, menneskene på banegården i Berlin. På de højtråbende teenagere fra en vestlig planet og med for mange penge og for lidt forstand; der hang ud af et togvindue selvom man nok ikke måtte, råbende efter sprut. De kiggede, men jeg ved ikke om de så os og om vi så dem. Rigtigt.
Jeg kan stadig smage den hæslige vin. Men jeg kan ikke huske hvad jeg tænkte, der i toget på banegården i Berlin. Kun at jeg holdt op med at læne mig ud, længe inden han kom løbende ned af trappen igen.
Kategori: 
Kommentarer