Jeg skrev og sagde ja tak. Man kan undre sig over hvorfor. Eller ikke: lokket til det af ham, der som den første ragede på mine spirende bryster for dekader siden.
En af velsignelserne ved facebook: Mød de “venner” du hellere end gerne vil glemme, men mød dem på en afstand der gør det tåleligt – og stadig muligt at snage. Lige indtil en af dem får den fantastiske idé, at vi da skal ses. “Og hvordan går det egentlig, Anna”. Jeg svarede hende ikke, det kan hun få at vide når det er. Især ikke fordi hun dengang kun talte til mig, når hun havde en skraldespand der skulle tømmes. Verbalt eller fysisk.
Takså. Var det ikke for jer, var jeg nok ikke nået der, hvor jeg er i dag.
Og så var der de andre. Drenge mest, og så hende den tykke. Vi holdt sammen, os særlinge. Klistrede hestebilleder op på væggen ved siden af plakater med Nena og George Michael.
Hendes hår endte med at være sortsort, dér i niende klasse, og jeg tabte hende af syne i gymnasietiden. Hun blev pædagog, så måske hun var stærk nok til ikke at lade sig påvirke af den massive gruppeting vi blev udsat for.
Og drengene, som et sted mellem sjette og fuldblown C-skål, begyndte at se på mig med slørede øjne og fedtede smil. Så pubertetscharmerende her fra afstanden. Sådan er drenge. Og piger.
Nu er vi så de voksne. Med høflige smil, børn, mænd og koner. Men sikkert stadigvæk med skraldespande der skal tømmes.
Kategori: 
Altså udover at jeg blev sortsort med Depeche Mode-attitude og undergrundscafesemning, så har du lige skrevet min skolefortid.
Nena. George Michael i Wham: klam firserplakatskønhed med solnedgang og palmedrinks
Og skraldespandende. Lots of them. Hele tden og så igen.
Jeg er heldigvis ikke på facebook
Ja. Står også dér, på facebook, på nærklik med gamle kammerater, skal skal ikke, en fortid, som ikke altid var særlig lige til, og med mennesker som har været i gang, rutchet derudaf på hver vores måde, hver vores vej, retninger, og nu ligger vi dér, et klik fra hinanden.
Jo. Du bringer mig tilbage til 80′erne, hvor jeg ikke var særlig glad, hverken eller for neonfarver og koboltblå satinskjorter og sorte gamacher, mode, som jeg ikke lige ku passe ind i, jeg gik i modvind i joggingbukser og store striktrøjer og hvide reflekser i håret, ømt, hehe. Nena, Depeche Mode, Nik Kershaw og Radio Luxembourg. Falco! Pernod. Store plastikøreringe og lidt lilla hårgele i håret, selvbrunerpiller i håber om det ku skygge for fregnerne.
Høhø… Skørt.
Klik, klik.
Åhja de minder – jeg var poptøsen med lysendepastelfarver. Koboltblå var virkelig den helt store success dengang uha… jeg mindes koboltblå mascara som værende hothothot! Ui, jeg var lækker!
Det skulle da være den eneste årsag til at være på Facebook: at få lov at snage i fortidens bekendte. Men … selv min STORE nysgerrighed har overbevist mig ;o)
1984. Anne, hvorfor lige dette årstal? Du får mig til at tænke på, at jeg rejste til Paris med min eks. i maj det år. I overmorgen tager jeg af sted med vores datter … som nægter at se ham. 1984 er for læææænge siden, selv om det var forleden …
… “har ikke” … selvfølgelig
Det er nu også en sær opfindelse..
1984.. tjaeh.. slet skjult hentydning til George Orwell, og så var det lige dér, jeg tumlede forvirret rundt i folkeskolen og blev lidt mere bevidst om hvem jeg var.