søndag 31. august 2008 kl. 20:02 af Anna
Han købte hus i dag.
“Alene?” spurgte jeg. For hvad ved jeg. Forleden aften talte vi om at dele den der flaske rødvin. Snakke. Grine. Være. Som vi gør det når vi er uden for glastårnets mure. Vi aftalte ingenting, talte bare om at vi snart skal. Men under dét lå der det, der altid har ligget der. Tiltrækning der altid har været der men aldrig har været nok.
Og i dag købte han så et hus.
“Sammen med” svarede han.
“Livet er kort”. sagde han.
“Man må tage chancer og løbe risici, netop fordi. Turde”. Sagde han.
Og det er jo godt. Dejligt at han er glad. Og hun sikkert også.
Uvæsentligt for helheden, at jeg sidder tilbage og netop føler at jeg sidder alene tilbage. Uvæsentligt at spekulere over min rolle som pauseklovn. I strejftanken ligner jeg en skål med mørkerøde kirsebær. Sødmefyldt men hverken mættende eller nærende. Måske.
Sandheden er nok bare at jeg har haft min tid.
søndag 31. august 2008 kl. 16:25 af Anna
For lidt siden sad jeg på en bænk. Med ryggen mod solen og stien hvor folk passerede forbi. Knasen i grus fra løbesko og hunde. Brudstykker af samtaler der gled forbi, og søen med små krusninger på vandet. Og ænder.
Jeg tænkte på køkkenskabe og bordplader. Kan man sammensætte sort sten med lette hylder, kan man leve uden et Invita køkken og hvordan skal det afsluttes ud mod spisestuen?
Og i glimt så jeg alenlange to-do lister og pakning af flyttekasser. Udskiftning af vinduer og et nyt over trappen. Fliser på væggen i badet, armatur, nyt lyst trægulv i begge stuer og maling. Litervis af maling. Paneler. Karme og nye gardiner. Eller persienner? Terrasse foran og bagved huset og blomsterbede der skal flyttes. Og en ny hæk. Gad vide om gulvet ovenpå kan slibes ned så det bliver pænt. Og gelænderet på trappen.
Da jeg så det første gang var det regnvejr. Gråt og trist og misligeholdt. Jeg havde skrevet adressen på en gul lap, som sad på spejlet ude i gangen længe efter. Paradisæblevej 111. Eller noget der ligner. Jeg spekulerede over om det var overtroisk at tænke, at min dovenskab var et signal fra min underbevidsthed.
Ryglænet på bænken var varmt af solen som varmede min nakke. Mens jeg sad der kom der en front ind over og himlen lignede noget der var sprayet løst med hvid maling. Grafitti for gudebørn. To knægte roede forbi i en kano, og deres stemmer nåede ind på land. “Hvad er klokken?”, råbte de til et par der gik forbi hånd i hånd. “kvart over tre”. blev der svaret. Jeg tænkte at de måtte tage fejl. Det var ikke dem der havde ens joggingtrøjer på, de kom først lidt senere, men de var der også.
Om lidt er den min; ruinen på Paradisæblevej. Jeg ved ikke om det bliver godt, men det er planen.
Og i morgen er det mandag.
søndag 31. august 2008 kl. 9:50 af Anna
Til mig selv:
Selvfølgelig er du mast, brugt og føler dig ensom og forladt, når du har brugt alle (som i: ALLE) dine vågne timer de sidste 3 uger på at arbejde. Når ikke lige du har været mor.
Selvfølgelig føler Anna sig forladt, når Anna rent faktisk har været ignoreret totalt; og selvfølgelig er chefen træt, grænsende til udbrændt; når hun har været på konstant så længe.
(Work-life-balance? Betyder det ikke bare at det skal gå op når jeg dratter om engang? Nej?)
lørdag 30. august 2008 kl. 21:39 af Anna
Jeg drikker altid æblejuice når jeg har tømmermænd. Måske fordi jeg trænger til sukker, måske fordi det er hvad jeg har af drikkevarer i mit køleskab. Udover mælk. Mælk går ikke godt med tømmermænd.
Det var ikke sjovt i går. Jeg var der og var på. Fik lidt for meget at drikke og så lidt for få af dem jeg ville se. Og var for meget for min egen smag
Men nu er det aften og dagen er forsvundet. Lidt i ærgelse. Lidt i noget melankolsk ensomhed og efterveer af ugers manisk travlhed og multijongleren med opgaver og ansvar. Og så lidt i IKEAS køkkenafdeling hvor jeg hev i skuffer og undrede mig over alle valgmulighederne, mens jeg noterede mystiske navne ned på min lille lap papir med min lille IKEA-blyant.
Der kører tusindårig dansk folkekomedie på mit TV, som kun lige kan rumme Axel Strøbyes foruroligende ringe skuespil, med baggrundsmusik der minder mig om et supermarked i 80´erne. På randen til selvpineri at jeg ikke slukker eller skifter kanal.
Og jeg har heller ikke mere æblejuice.
torsdag 28. august 2008 kl. 20:48 af Anna
(og i virkeligheden har jeg haft en af de der dage, hvor alt det jeg kan, og alt dét jeg tror jeg kan, og alt det jeg tror på, at jeg en dag kan lære, bliver slettet og jeg står nøgen tilbage og jeg kan se, at alle kan se det.)
(alt er ok, jeg kan bare ikke mærke. det.)
torsdag 28. august 2008 kl. 20:31 af Anna
Det tager 5 minutter at skrive under på en købsaftale.
Og i morgen skal jeg til fest. Engang var det årets begivenhed. Boltren i flirt og alle mulige muligheder. Stiletter og sølvglitren. Alt dét. Nu sidder jeg her og er zombieagtig træt. Har hverken lyst eller udsigt til glitren. Hverken uden på eller.
Det er kun mathed, træthed, brugthed. Alt er godt når jeg tænker efter.. jeg kan bare ikke mærke det.
“Ja.. og Anna har brug tiden på at købe hus og holde præsentationer i stedet for at…”
Ætsende sarkasme fra projektleder, hvis budgetter jeg har overtaget og ikke kan gennemskue. Jo, jeg havde lovet at undersøge noget jeg ikke nåede i går, (han burde vel egentlig selv have haft styr på det nu jeg tænker efter… argh) men inden da, har jeg brugt uger på at gennemskue og forstå hans makværk. blabla. Det tager 5 minutter at skrive under på en købsaftale. Det irriterer mig bare at han prøver at pille mig ned med angreb. Narrøv. Og det irriterer mig, at jeg ikke kom med andet svar end en hovedrysten. Måske det også er godt nok, at jeg nåede at beklage mig til Topchef, et øjeblik inden Topchef mødte projektleder på gangen.
“Nå, jeg hører at du ikke har styr på …?”
Sagt med smalle læber og fremtidig klemme velplaceret. Forestiller jeg mig. Projektleder ringede hurtigt efter, for at få lukket huller. Velplaceret opbakning fra Topchef dér. Hej, jeg hedder Anna, jeg er nogens kæledække. Gad vide hvad de tror mit forhold til ham er. Lad dem. If it works.
Og i morgen er det vi skal til fest. Har mest lyst til at sætte mig i et hjørne og tude i en flad udrikkelig fadøl. Men alt er jo godt, når jeg tænker efter..
jeg. kan. bare. ikke. mærke. det.
onsdag 27. august 2008 kl. 20:52 af Anna
Det hele går så vanvittig stærkt for tiden, og jeg hænger med og på og fører an og jeg har tunnelsyn af koncentration eller dobbeltsyn af fokus og når det jeg skal, men jeg når ikke at fordøje eller endda synke, før næste emne er overstået og konklusioner sendt ud på mail eller blæst op på en væg og videre videre videre. Der er møde på møde på, og tal der vælter tal og jokes jeg ikke fanger i mit marathonskift mellem emner og lokaler og roller. Zap-zap-zap. Videre videre videre.
Og tudefærdig af træthed. Nu.
Ikke fordi det er skidt; det er bare meget. Voldsomt meget.
Tudefærdig af træthed, da kollega mødte mig mens min kaffe bryggede på automaten og jeg stirrede tomt ned i en avis der lå foran mig.
“Nå, står du dér og hygger dig med avisen, Anna?”
Hun smilede tror jeg, men jeg stirrede tomt på hende og forstod ikke. Sank klumpen af afmagt og mumlede “Nej, jeg ventede bare på min kaffe” og løb videre med kaffen efter mig, inden det gik op for mig at hun mente det i sjov.
Det er fint, det går over igen, det er bare nu og nej jeg er ikke stresset og ja, jeg passer på mig, men lige nu: onsdag aften lidt i ni er jeg bare træt. Voldsomt træt.
Og ikke færdig for i dag.
tirsdag 26. august 2008 kl. 18:42 af Anna
Det fortsætter, ik? Denne her uge har jeg bare børn, så rammerne er skole kl. 8.05 og SFO i samvittighedsbehagelig tid inden lukketid, men stadig lidt af de hårde deadlines tilbage og så alle de møder jeg ikke havde tid til i sidste uge. Så det fortsætter. Rablende tempo, med møder der lapper over hinanden, telefonopkald der blokerer for andre og mails med nye deadlines, der er tættere på end de forrige. Og som bonus: aftenarbejde til jeg segner af træthed.
Og så købte jeg lige et hus i dag. Ikke drømmehuset, de ville have mere for det end min singleøkonomi kan bære, dét ærgrede jeg mig over hele weekenden, og besluttede mig så for, at jeg ikke synes det er rigtig fedt at pludselig stå uden tag over hovedet med to mindreårige, eller ende i noget, der ligger for langt væk fra skole og x. Så jeg bød 600.000 under på prioritet nummer to.
Ok, sagde de. Købsaftalen ligger i en mail på min laptop og jeg vænner mig til tanken. Med tiden.
…arj, det er fint. Det er et sødt lille hus i et meget skønt kvarter. Gå afstand til de to andre fixpunkter i børnenes liv og med luft nok i økonomien til at jeg ikke behøver at spise havregrød for at få råd til maling.
Og indimellem møder og mails har jeg skaffet en ny stilling og en gratis trainee til min afdeling. Med gode argumenter og frækhed.
Jeg er så bare lidt træt nu. Men det er jo bare en fase.
tirsdag 26. august 2008 kl. 17:20 af Anna
“Tak – så sender jeg en købsaftale til dig, hurtigst muligt”
Huh..
mandag 25. august 2008 kl. 21:19 af Anna
Observation: Det er ikke altid ubetinget rart at iagttage mailboxen når den synkroniserer med serveren.
(men et fix er et fix)
(eller)
mandag 25. august 2008 kl. 20:25 af Anna
Observation: Folk der skriver deres uddannelse i deres e-mail signatur, synes muligvis selv at de mangler en titel samme sted.
Nogle typer har en tendens til at lægge forhindringer ud, hvis ikke de plejes med fx information eller (følelsen af) uformel magt.
Det ses ofte, at sidstnævnte har noteret uddannelse i deres e-mail signatur.
mandag 25. august 2008 kl. 20:13 af Anna
Tip: Tøm mailboxen inden du logger på VPN, så ses effekten bedre og ind-ud ligevægten forskubbes for en stund.
mandag 25. august 2008 kl. 19:02 af Anna
Her er helt stille nu. Kun lyden af svage baggrundsmusik fra en Nintendo og svag mumlen fra den anden der går frem og tilbage, optaget af .. noget. De har ens T-shirts på i dag. Efter ønske.
Zap
“Det gik jo fint!”
“Ja… ja, man kan tydeligt se rollerne, jeg er bogholder med alle mine data og du, Anna; maler det brede billede”
Mig? jamen jeg hyggede mig jo bare. Hun var smånervøs og sat op til sit første møde med manden med pengene, og så velforberedt, at jeg lænede mig tilbage og præsterede noget der umiskendeligt lignede smoothtalk på baggrund af hendes slides. Ren comfortzone.
Zap
“Moaar.. er det dig der har meldt mig til frugtordning?”
“Ja – vidste du ikke det?”
“Næ. Men jeg fik frugt alligevel. Det var æbler”
Zap
Jeg har tabt tråden lidt. Hvad var det jeg ville sige? Ud over at Jeg er kommet hjem. Og at ‘hjem’ lige nu er ren arbejde/børn/søvn/børn/arbejde.
Det er kun når jeg sætter farten ned at det føles ikke-ok.
søndag 24. august 2008 kl. 20:34 af Anna
I facebook har den mest blondine-trashede af mine gymnasieveninder scoret højst på noget brain-size-halløj. Min søster har foræret mig en serveringsbakke og mine børn har bestemt, at de vil tænde den olympiske fakkel om 4 år. Eller 8. De vil være svømmere (Må man godt have svømmevinger på til OL, mor?).
Imens har Jeg undret mig over eksistensberettigelsen af formiddagsprogrammer på TV og pillet to kamphaner fra hinanden, mens jeg har skrevet guldnoter om en resourceforøgelse til min chef. Jeg har spist en lillebitte håndfuld af de sidste sød-sure ribs, bidt i et surt æble og smurt to madpakker.
Jeg har tomgangsspekuleret over manglen på rutine i mit liv, og sukket over søndagsledighedens kedsomhed. Jeg har haft ondt af mig selv over, at jeg for evigt skal være alene om alting, og over, at jeg bliver ved med at ville nå noget der er uden for min rækkevidde, uanset hvor højt jeg kravler op.
Jeg har sovet langt og løbet kort.
Jeg er udhvilet, udtænkt og føler mig klar igen.
Og i morgen vil jeg byde på det hus, der er nummer to på min liste.
lørdag 23. august 2008 kl. 17:49 af Anna
Langsomt får man sig viklet ud. Eller noget der ligner. Stadig mør af træthed og med en hovepine, der skygger over den sædvanlige adrendalininducerede rastløshed, der hænger ved indtil et nyt fix sender mig ud i orbit.
I stedet for at sove, gennemgik jeg i nat mellem 01 og 02, den samtale med blid-og-forurettet-medarbejder som jeg skal have på mandag. Mest fordi jeg ikke kunne sove. Måske jeg ikke kunne sove fordi. Strukturerede og analyserede mig frem til mit egentlige formål og viskede min irritation væk fra vejen. Glemte det vigtigste i fredags på grund af alt muligt andet: at hun ikke er som jeg. Det er der vist ikke så mange der er. Af de menige.
(Og undervejs kom jeg i tanke om at jeg aldrig fik sendt den sidste mail med de dokumenter jeg havde deadline på i fredags. Alt er klar og godkendt af Fuglemanden, men i travlheden glemte jeg at sende det vidre. Det bekymrer mig sært nok ikke. Klarer den på goodwill og et smil.)
Blev vækket lidt senere af et barn der var tørstigt, og igen af et andet der havde drømt.
Trætheden ligger som en dyne over mig nu, men langsomt får jeg viklet mig ud af ugens heat. Lige tidsnok til at en ny uge starter.
fredag 22. august 2008 kl. 22:26 af Anna
De komplimenterede mig.
“Du er godt ud idag, Anna”
“Du er altid så oplivende at tale med, selv når du revser”
alt dét.
Takså.
Men skallen er tom nu. Her er kun mig. Og ingen anden. Nu.
Bortset fra sure tæer hos ynglen. Sovende sure tæer.
Jeg lægger kabale. Af typen der aldrig går op. Eneste grund til at jeg bliver ved er, at den gik op engang. Én gang. Små digitale smæld fra imaginære kort. Klap klap klap. Så nu gør jeg det hver gang jeg er for træt til at tænke og for rastløs til at gå i seng. Men den går aldrig op. Håner bare min spildte tid med en lyd, der virker overraskende ægte. Måske fordi jeg har glemt hvordan virkeligheden lyder.
(Hvad skete der med alle mulighederne, hvad skete der med alt det der sitrede?
Hvad skete der med troen på at. Og drømmen om.
Skyllet ud med badevand og dekader af opkast?)
Han smilede og vi gav hånd. Nok mest fordi Fuglenakken skulle hilse på. Tætteste kontakt siden sidste gang jeg havde hånden på hans lår. Jeg lo vist højt og gav hånd til ham og den anden i krøllet jakkesæt. Ikke mig, jeg have noget tætsiddende ærmeløst på. Beregnet. Ikke at der var grund til det. Og de fede bukser med sølvtryk på den ene balle. Ikke at der var en grund. Andet end den refleksbetingede tanke. Som en anden Paulow hund. Ligegyldigt nu.
Han smilede mens han lirede sin tale af. Messende stemme.
“Er i tilfredse med”
“Ja, det er fint”
Takså. Fik sat et hak ved en aktion. Uden interaktion. Det var ok. Vi var der den tid vi skulle. Gjorde det kort. Fik smilet de smil vi skulle. Professionel ligegyldigt. Øjenkontakt uden at nogen så noget som helst andet end at slippe tidligt hjem. Det var jo fredag. Så det fik vi; tidligt fri. Bortset fra de 10 minutter jeg stirrede ud i noget ingenting i min bil inden jeg famlede i mørket og fandt noget der mindede om et rat. Ikke noget med ham, nej, nej; alt muligt andet. Bortset fra tomheden i vores smil, der stak. Og mathed. Vores allesammens mathed. Eller mit eget spejl på.
Og nu har jeg kun skallen tilbage. Den ligner stadig og ser forrygende godt ud, dage som i dag. Men den er så tom som.
Kvalme og krampe i kæberne.
fredag 22. august 2008 kl. 19:47 af Anna
For sur og for træt og for mast og for udhulet til at skrive nogetsomhelst der har relevans eller sammenhæng med verden.
Der er så meget at sætte på ord; de sidste par dage er der sket millioner af ting, og jeg er kun lige over midten med at det der er lige nu; men lige i aften vil jeg æde mig klistret i chokoladeskilpadder, filtret ind i snavsede drengebørn. Verdens skønneste af slagsen, med nok verdens sureste tæer.
Fra nu af.
onsdag 20. august 2008 kl. 20:56 af Anna
Når man så når op på toppen af sanddriverne og kan se den nærmeste oase, så glemmer man hvor langt man har gået uden vand. Og pludselig bliver der tid til at småsnakke i stedet for at indsamle data, og pludselig føles tiden som en elastik.
De sidste par timer derude var ok. Jeg satte mig op til drengene fordi jeg havde spørgsmål om og til, og vi gik i stå og snakkede om alt andet end det vi skulle, fordi vi kunne og kunne li. Tankede smil og mat flirt.
Det er godt nok nu. Håndfulde af dokumenter er sendt ud til dem der skal have det. Så lidt det fylder når det er færdigt. Min pc er lukket ned og jeg kravler ned mod den lille oase ovre i hjørnet.
Men jeg kan ikke lyve for mig selv; det var hårdt denne gang. Stort og komplekst. Indviklet og knap udviklet. Andres systemer og andres fejl. Enkelte der så slet ikke var fejl, men underhåndsaftaler jeg intet kendte til og fik smurt ud over nærmeste væg. Tak for informationen, så. Klask.
Det er underligt svært at fokusere på skærmen. Flimrende pletter flytter bogstaver og ordene har svært ved at finde form. Sult uden appetit, punktvis handlingslammelse og en pletvis rastløshed der hiver mig ud af sofaen før jeg rammer den.
Træt nu. Meget træt.
onsdag 20. august 2008 kl. 18:40 af Anna
5 urgent (deadline 10-sep)
12 high med deadlines spredt.
Nu vil jeg hjem.
onsdag 20. august 2008 kl. 7:57 af Anna
Det bliver uden de flydende ord. Jeg kan se dem herfra, på tungen, dryppende fra fingerspidsen og i de billeder jeg fik da jeg sad i min bil lige før. Alt dét. Men sandet er dynget op på mit bord, og den stak mails der er kommet i aftenens løb, har givet mig luft (én dag ekstra.. huii), lidt flere penge at gøre godt med, men også et par iterationer mere.
Jeg er ved at være træt nu. Havde det her bare været diskussioner eller energiske workshops fyldt med grin og lattter, havde de lange arbejdsdage været som at rulle på en bølge. Men det er dyb koncentration, næsen i skærmen og uendelige excelark med millioner og tal i bittesmå kolonner; og konstante skift mellem 5 forskellige sæt af antagelser, forudsætninger og verdensopfattelser.
Jeg har en deadline i dag som jeg når. Om lidt.
Godmorgen, det er onsdag, solen skinner og jeg har ondt i min fod. Uden sammenhæng i øvrigt.
——–
11 urgent
17 high
..og noget jeg ikke vil tælle under det.
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer