Hørevidde

Det er sært som vi veksler mellem det dybe og det sprøde. Mellem alvor og vittigheder. Mellem bekymringer over en flækket negl, og den dybe eksistentialistiske sorg.

Befriende at et fjollet arrangement på fredag kan redde min dag (fordi de svarede tilbage på min tilpas fjollede mail inden for få minutter, og at deres svar var overgearede og entusiastiske og præcis så meget kernen i mine drenge fra dengang) og endnu mere befriende at der hvor jeg så modvilje og forladthed (det sidste min allerstørste frygt. Forlad mig ikke. Lad heller mig om at gå. ), var der bare metaltræthed og forandringschok.

Jeg havde egentlig lovet mig selv at lade være med at skrive. For jeg når jeg rammer grundklangen af melankoli, bliver jeg suget dybere ned i de visnede blade end hvad sundt er. Der var bare lige den her tanke der har ligget som baggrundslyd hele dagen. Lydtapet af en blød klokke der klimrer blidt; som var der en ko på vej op af en stejl skråning et sted langt borte. Hvilket der nok også er.

Tanken nærmest blasfemisk i al modgangsmelankolien. At der stadig er vittigheder der er sjove, selvom folk dør. At der stadig er små dråber af glæde når stenen føles tung at trille. At der er overfladiske hverdagsting der er væsentlige nok og at det pludselig er vigtigst at få vasket tøj og smidt aviser til genbrug; og at de små pauser fra dybet, er sunde at tage.

Jeg kommer ikke nærmere min pointe, men der er stadig en klokke, der klimrer umelodisk et sted inden for hørevidde.