Man fortæller sin historie så mange gange over et liv, at man tilsidst ikke kan genkende den som sin egen. Eller også mister den karaktér af de uendelige gentagelser, fordi kanter skrabes af og billeder vrides en smule. For forståelighedens skyld. Eller for at få pointen ud.
Det er holdt op med at flimre for øjnene nu. Måske fordi jeg lukker dem, måske fordi jeg er blevet bedre til at takle mylderet.
Og i morgen er det fredag og jeg samler de fleste af de gamle på nær én, for at tage behørig afsked med penthouselejligheden. Sushi, champagne og good old days.
Og alt det der var engang, i parallel.
Kategori: 
Når du fortæller din historie mange gange bliver den nemlig lidt uvirkelig – som om den skete for en anden. Det er rigtigt at kanterne bliver blødere af den megen håndtering. Måske er det OK?
Selvom jeg godt kan tage mig selv i at tænke: “var det nu også sådan det var?” mens ordene stadig er på vej ud af munden på mig…
God penthousefarvelceremoni – og god weekend, Anna…
og ha’ saa en totalt overgearet og entusiastisk weekend =)
Jeg har hørt, at pga universets krumning vil selv parallelle linier krydses. Engang.
God fest med dine (og andres) drenge
Lizelotte; Jeg tror bestemt det er ok, det er bare lidt sært pludselig at se det ske – den der fremmedhed over historien.
Taaark, Kyllyan.
God vinkel, Silhuet… det forklarer måske en del.
Tak, anton. Det var en pragtfuld fest og i går var de kun mine