Kurs, rugbrød og kaffe

I nat var jeg så i Vendig, der ikke var Venedig, men en Italiensk udgave af Las Vegas. Kønt på sin egen sære måde.

Jeg var der med min folkeskoleklasse, og vi var vist på kursus. Vi spiste kager og dampende brød og jeg gik tilbage til hotellet med Katrine, der har diabetes. Men vi for vild og gik og gik og så mange underlige LasVegasVenetianske huse og skråninger med træer og græs, indtil hun segnede, fordi hun manglede en injektion. Jeg vågnede da jeg talte højt og indtrængende til hende, for at hun skulle fortælle mig hvordan jeg skulle hjælpe hende.

Nu spiser jeg rugbrødsmadder til morgenmad, og undlader at tænke på, at jeg tog hjem ved 9-tiden til et af de arrangementer, der engang med et andet hold og en anden rolle og en anden mig varede hele natten og til tider, endte med, at jeg vågnede med hud i hånden eller ridser på læben.

Jeg er kommet, så langt ned af den vej jeg er på nu, at det nu er tydeligt selv for mig, at jeg har skiftet retning. En dag finder jeg ud af om dét er godt.

Eller om det bliver det.