I anledning af

Jeg fejrer at jeg ikke var træt da jeg kørte fra job. At der var et barn der krammede mens et andet talte lidt senere, henne på skolen. At jeg har nået en løbetur inden vi spiste og har 27 flyttekasser liggende i bilen. At jeg spiste frokost med to af mine kønneste mandlige kolleger og at den enes blik flakkede (og jeg bilder mig naturligvis ind at det var på grund af mig. Klart. Måske han bare ikke gad se på mig eller måske han var træt, men de muligheder gælder ikke i dag).

Jeg fejrer at jeg mødte ham dér, og hyggesnakkede med ham og det oppustede jakkesæt han altid følges med når han er på vores kanter og som – ud over min personlige interesse i at være så tæt på at jeg kunne røre hvis det var – også er god at smalltalke med i ny og næ. Begge to, altså.

Og jeg fejrer, at jeg talte længe med kulkvinden på trappen i glastårnet, og fejrer det fordi hun bedre end min egen uerfarne chef ved hvad det er for kaos jeg navigerer i. (“jeg advarede dig jo”, “ja..”), og jeg derfor for første gang længe fik følelsen af forståelse. Det samme fra en anden på hendes niveau lidt senere, faktisk. Måske de taler om mig et sted deroppe. Jeg er uanset hvad begyndt at svare sandt når de spørger. Eller pseudosandt

“hvordan går det, Anna?”,
“Det aner jeg ikke, jeg har for meget om ørene til at kunne se det”,
“oh … du må sige til hvis det … vi kan jo finde en løsning der hænger bedre sammen, du har jo fire højprofilerede områder med ret meget pres på..”

Men jeg giver jo ikke op. Aldrig, never ever. De skal bære mig ud før jeg afgiver noget. Dumstolt.

I stedet fejrer jeg, at jeg er i live og at der var en flaske Champagne i mit køleskab. (og lidt at det ikke var Champagne, men Prosecco og især også lidt, at det er et leftover fra den der aften og jeg derfor kan bilde mig selv ind, at der er en tanke bag at det netop er Prosecco. Lang historie bag dét.)

Og især fejrer jeg, at jeg, her i mit følelsesforladte pre-efterår, hvor jeg har erkendt og defineret mig selv som single resten af livet; stadig kan mærke snerten af det der var engang. Selvom det gjorde ondt bagefter, i en eller anden udefineret strøm af savn, længsel og afmagt, så er det befriende at jeg ikke er tørret helt ind.

Og også bare, at det er torsdag og at der er to madpakker i køleskabet der endnu ikke er smurt.