17 flyttekasser senere undrer jeg mig over hvor alle de ting er kommet fra. Over hvordan jeg nogensinde skal få alt det her ned og ud og ind i det nye. Og over hvordan jeg skal nå at få byggepladsen på Paradisæblevej til at blive bare nogenlunde klar til mig og mit, inden lige om lidt.
Sidst jeg kiggede derud var de ved at hugge hul til et vindue i badeværelset og havde revet al indmad ud, “for når nu vi er igang med vvs installationerne kan vi jo lige så godt lave det her om også, ikke?”. Joeh.. det..
“Du skal nok lige låne en kogeplade af nogen, for køkkenet når vist ikke at blive klar”. No shit. Lige nu er der hul der hvor der er gulv og et fantamorgana af murbrokker og støv, der hvor resten skal være.
I mit nuværende soveværelse fandt jeg en glemt kasse med billeder under min seng. Billeder af en ung rødkindet mand i gang med at sætte det hus i stand jeg endte med at flygte fra. Så glad han så ud dengang. Og en ung mig på gulvet i den tomme indflytningsklare stue. Smilende til fotografen med rullekravesweater og troen i behold.
Der var en billedserie af en flok unge med bløde kinder og bare arme, der hjalp til da vi flyttede fra Nørrebro til herud et sted, og billeder fra to barnedåb og et bryllup.
Af festklædte mennesker der ønsker brudeparret tillykke og bruden med opsat hår og et pandehår hun ærgrede sig lidt over dengang. Og en perlekæde lånt af en kollega og blå neglelak på tæerne. Der er billeder af skåltaler, brus af ris og en brudebuket i luften. Pæne unge mennesker, var de. Selv de der ikke helt var det.
Brudekjolen fandt jeg også. Plettet af støv fra en vej og en dag i august i 1999, hvor solen skinnede og nogen senere spildte lidt vin. Jeg kan stadig passe den og kunne vel sælge den hvis det var. Senere måske.
I køkkenet fandt jeg ting, jeg havde glemt jeg havde købt, og ting jeg huskede for godt. I børneværelset ting jeg ikke anede eksistensen af og millioner at perler og dimser og små plastiksoldater.
17 flyttekasser og jeg føler at jeg kun lige begyndt.
Hvor meget fylder et liv?
Og hvorfor støver det mon sådan?
Kategori: 
sidst jeg tjekkede fyldte mit liv 15 flyttekasser og lige så meget støv.
Mon ikke det er universielt at der er et en til en forhold mellem flyttekasser og støv?
Det føles altid som om, man gør status over sit liv, når man flytter.. interessant. Jeg hader at flytte.
Tak for historien, babe. Jeg tror, at et liv fylder meget mere og dejligt uformeligt end kasser kan klare.
Jo, Fresh, det er der nok. 15.. uha, jeg har i alt 30 store og 10 mellemstore stående…
Belle, ja det gør man vist – mest fordi man får alle ens ting gennem hænderne i løbet af kort tid, så minder popper op i fjæset på en.
Selvfølgelig, Anton. Det fylder mere end 17 eller 40 kasser kan rumme. Også støvet.
velbekomme – og selv tak
Well. Du ved. Jeg er kun mig selv, så klart at jeg ikke fylder mere…
Du ved jo hvor få ting jeg ejer.
jep
Jeg tror det er sundt, både det med støvet og flytte kasserne. Jeg tror det er sundt at oplevet at pakke alting ned og op igen, at starte et nyt sted på ny også selvom det egentlig er igen. Man overskuer ting på en anden måde, også selv om det meste er rodet i begyndelsen. Jeg synes at huske at de fleste flytninger i mit liv har ført en umådelig lettelse og en helt anderledes drive med sig. Det er slet ikke så skidt at se sig tilbage, især hvis man kan gøre det med et smil på læben, det tror jeg bestemt du kan!
ps. I dag skinner solen
du er blevet tagget.
haaber du har tid =)
Det har jeg da, men:
http://www.mesmerized.dk/2008/10/25/s%C3%A6r/
*fløjtelyd*
StineHelene, ja.. der er faktisk både sundt og rart at hvirvle støvet op og sætte gammelkendte ting nye steder. Men nissen flytter med – hvilket både er godt og skidt
Ja, den skinnede!
liv stoever. Enkelt =)
Ja