Jeg skulle måske have ringet til dem. Havde faktisk planlagt det, og skrevet dialogen på et farvet stykke papir jeg havde fundet i en stak på børnenes værelse.
“Du hjælper ikke til”
“Hvad vil i have hjælp til?”
“Der er det der pap”
“Det er væk nu”
“Jamen du er her aldrig og du gik bare i søndags”
“I søndags var jeg væk i 3 timer for at betale regninger, og jeg troede faktisk at jeg gik mere i vejen når jeg var i huset.”
“Jo, men så efterlod du bare alt dit rod”
“for mig var det ikke rod, men en nødvendighed. Jeg samlede skabe sent lørdag og skulle til det igen søndag. Pappet er væk nu og jeg er ked af at det lå i vejen.”
“Ja, men det var rod, det lå i vejen og du kunne også godt tage og vise noget taknemmelighed!”
og så videre. Ord på et gult stykke papir der blev essensen af søndagens kværnende kvalme. Jeg ved stadig ikke om det var en reel madforgiftning eller om det var tankerne der gjorde mig syg, men jeg havde det så skidt, at jeg nær havde kastet op i min nysamlede garderobe.
Hvad var det der gjorde ondt? Hvorfor gjorde det så ondt og hvorfor føler jeg ikke en jublende glæde over alt det de gør?
“Lad nu være med at bryde sammen, det hjælper jo ikke noget! Tag dig sammen og læg en plan!”
Tag dig sammen.
Tag dig sammen, Anna.
Det var det, der sugede luften ud af mig.
Du skal bare tage dig sammen, for det gør du jo ikke vel? Du er jo ikke så hurtig. Driver den af. Rodehoved.
Den indre stemme gentager ord der er hørt for meget, engang jeg var blødere end jeg er nu. Dengang hvor ord kunne forme og skrabe mønstre på indersiden.
Den der svier er at jeg ikke bliver set som den voksne jeg er. At jeg bliver afvist som umyndig og ude af stand til at agere selv. At de antager at jeg ikke kan, at jeg ikke gør og at jeg ikke tager mig sammen.
Men det kan jeg og det gør jeg.
(og jeg ved ikke om de elsker mig, selvom de ikke kan se mig. Jeg ved med fornuften at forældre elsker deres børn betingelsesløst, at det værste er at blive afvist af sine børn. Jeg ved at der MÅ være en rest kærlighed et sted under. Men jeg ser den ikke. Jeg kan ikke komme i tanke om positive ord derfra. Jeg kan ikke huske at de har rost noget jeg kan, eller har gjort.)
De hjælper mig nu, og selvom jeg er dybt taknemmelig for hjælpen, virker den mere kvælende og mere for deres egen skyld, end for min. Og det er dén del jeg ikke kan finde svaret på. Hvorfor er jeg ikke glad for det? Hvorfor er jeg ikke begejstret for den transformation de underkaster mit hus?
Og hvorfor føler jeg ikke at det er mit, men hans?
Jeg ringede ikke til dem. Talte med min søster i stedet. “Mor er helt vildt sur i dag”. Det ved jeg nok godt hvorfor. Ikke så tit at hendes yngste datter stritter imod. Og så på grund af noget pap. Hun var godt nok strid, hende Anna. Utrolig umodent”
Men måske det slet ikke handler om mig.
Det gør det jo sjældent.
Kategori: 
jeg tror man reagerer på, som du også skriver, netop ikke at blive “set”. At man på trods af opvækst i deres univers faktisk er blevet et ok menneske der kan have gode og kærlige og ligeværdige relationer til andre mennesker. Men det er så måske også det der er svært for dem, at man ikke gør og er som de kan fatte. Det kommer til at lyde så stereotypt, jeg har ikke været ude for omsorgssvigt eller noget alvorligt, bare en anden menneske- og børneopfattelse end jeg ihvertfald selv har. En opfattelse af at man ikke skal “gøre sig til”, ikke “lufte sit beskidte vasketøj”, osv osv. Det handler mest om bare at trække vejret, uden at forstyrre eller støde nogen. Og måske også derfor du ikke er glad for deres hjælp – fordi du kan klare dig selv, du er blevet vant til ikke at forvente forståelse og hjælp fra deres side. Og deres hjælp er klistret ind i deres forventninger til at du skal være en anden end du er. Det er ikke en ligeværdig og kærlig hjælp. Måske læser jeg nu noget der ikke er, men jeg fornemmer et fællesskab med dig ud fra de sidste par indlæg, i den måde vi er vokset op på, og hvordan det præger nu. Generelt hænger jeg ikke i barndommen, jeg er nok mere til “sin egen lykkes smed”, at man er der hvor man er nu, og må tage det derfra. Det nytter ikke at sidde og hænge over hvad der er sket. Men jeg kan se at det præger meget, også her hvor jeg er nu. Jeg skal helst ikke have mine forældre for længe ad gangen, så kan jeg ikke styre min irritation mere. Og kan, også over for andre, føle et mindreværd, hvem tror jeg egentlig jeg er. Og du har ret, det eneste der er at gøre er at skabe sig
nå, et ret langt indlæg, men det er et punkt der også stadig kan undre mig og gøre mig eftertænksom, for hvad er det egentlig der sker.
mange hilsener fra anette
Puh. Det indlæg gik helt helt ind i sjælen. I et rum, jeg tæskede i med et brag i går, fordi det gjorde så ondt, at jeg ikke kunne tænke klart.
Jeg prøver at pippe mere, når jeg kan åbne det igen.
Men stærkt tænkt. Og brølt. Quinde!
Anette, det var din kommentar der trickede mig til at skrive det. Vi er meget på bølgelængde her og din beskrivelse passer også godt på mig. Jeg kan det hele selv og er forvændt med indgriben – og den hjælp der så kommer er på deres præmisser, ikke mine.
Tak, Morgan. Jeg håbede faktisk at det ville nå flere end mig selv. Er vi mange der har det sådan her? Er vi flere der skal lære ikke at gentage mønstret over for vores børn?
De gamle kan vi ikke ændre, kun os selv.
Faktisk. Kender jeg. Ikke. Nogen som. Hele tiden. Tager sig. Så. Meget sammen. Som. Du. Gør. Kramkramkram
Hmmn. Tak du.
Spamord: at se
og at være set. som ord. på en skærm. Fuuuuck, hvor jeg kan mærke en knugende eksplosiv vrede, alene ved at læse din beskrivelse.
SÅ HØR MIG DOG. FAT DET DOG. SE MIG. IKKE JERES BILLEDE AF MIG. MEN MIG. SGU. OGSÅ NÅR JEG ER UMODEN, TRÆT OG BANDER. OGSÅ NÅR JEG IKKE KAN TAGE MIG SAMMEN. MERE. SGU.
(kan du se dem? )
(nok ikke klart nok, nej)
Næste gang tror jeg at jeg råber noget i den stil, Silhuet. En klog ven jeg har, siger at de ser mig men ikke kan kommunikere det. Jeg håber han har ret.