Der er helt, helt stille i mit nye villakvarter denne formiddag. Så tyst at enhver lyd runger højere end normalt. Et sted er der et låg på en skraldespand der skramler. En bildør der smækker og et postbud der får grus til at knase.
Vinduet står åben heroppe i mit eksil og jeg kan lugte fugtig jord og vinterdag, mens jeg hvert øjeblik venter på at den spinkle netforbindelse jeg er koblet på, ryger igen.
Det er sært at flytte. Bevægelsen bagefter; dét at skulle finde sig hjemme et sted man ikke kender er sært. Vejene er stadig fremmede og det indre krakskort slet ikke opdateret med det nye centrum. Jeg kender ikke bump i vejen og genkender stadig ikke det gule hus på det hjørne hvor jeg skal dreje for at nå frem.
Smutveje er dækket af store grå plamager på overblikket og jeg handler næsten hvor jeg plejer.
Man bliver rastløs af ikke at være hjemme når man er det. Rastløs af at kunne se uendeligt lange to-do lister malet på vægge og i støvet på flyttekasserne.
Hvordan går det, er det de spørger; de der er venlige. Fint tak. Stærkt, tak. Ikke, tak. Det aner jeg ikke, tak. Mange svarmuligheder på en tågegrå decemberdag. I virkeligheden har jeg alt hvad jeg har bedt om. Bare i lidt store lunser. Noget af det smager så ikke helt så godt som jeg troede da jeg bestilte, men ned skal det jo.
Og når jeg sidder her, mellem kaos i en absolut stilhed og med timer før nogen venter jeg er et aftalt sted, er det ok at være her; midt i ny-heden.
Kategori: 
Det at flytte er en af de mest traumatiske ting, vi som mennesker kan gøre. At klippe hverdagen og trygheden og hulen fri og flytte den. For så at opdage at verden ikke bare lader sig flytte. Men kræver en helt ny spire, masser af pottemuld og gødning for at slå rod.
Når man så samtidig – som du – flytter til en ny hule, der kræver uendelig mange timers hårdt arbejde, hvoraf en del er alt alt for afhængigt af andre (som holder 10 dages ferie). Så tærer det. På glæden. På grobunden. På evnen til altid at se glasset halvt fyldt. Og på følelsen af at mose bagdelen ned i noget blødt og føle sig hjemme.
Det kommer.
Jeg sværger.
Den 20. december er det jævndøgn.
Så vender lyset lige så stille tilbage.
Og tager varmen med sig.
Solen.
Bladene.
Fuglene.
Og smilene.
Indtil da.
Er det ok.
At være træt.
Og svare ‘ikke, tak’.
Ellers må de lade være med at spørge.
Kram.
Fra.
Morgan.
Tak for kram du.
og især tak for forståelse