Mellemmaling

Her i mit byggekaos. Ombyggekaos. Glemmer jeg at tænke. Ud over på vægge og paneler og på hvorfor man ikke kan male oven på mørkerødt uden at det bliver lyserødt; det hvide.

Sikke en skøn metafor jeg kunne få ud af dét, hvis jeg ellers kunne tænke. Og hvis jeg havde brug for metaforer.

Der er bare ikke noget der skal metaforiseres, så jeg nøjes med at notere, at det hvide er mere lyserødt end tiltænkt, og at jeg igen i morgen skal ned forbi min lokale farvehandler for at købe det der dyre stads, man kan male mellem det røde og det hvide.
For at stoppe, forstås.

(uhh den trænger sig på alligevel.. men er det ok at jeg gemmer det til en anden gang hvor jeg har mere brug for at lægge låg på noget fortid? Takså)

Et sted omkring klokken 17.12, hvor jeg drak lidt kaffe og lyttede til de små krat og bloplyde fra min far der pudsede væggen i gangen og tabte små klatter våd puds ned fra høj stige; ploppede der noget inde bag det mørkerøde der er mig, og jeg kunne se lidt længere end før.

I hvertfald længere end da jeg gik forvirret rundt i Silvan timer tidligere og kun med sikkerhed vidste at jeg ikke vidste hvad det var jeg skulle dér.

Der ploppede lykke, tror jeg. Men så var det at jeg skulle nå en væg mere og i ILVA og IKEA inden jeg mistede gejsten igen og wrooom afsted var jeg og nu har jeg købt for flere penge igen i dag og malet den lyserøde dør anden gang, bare for at se om det virkelig kan passe at fortiden sådan bliver ved med at titte frem.

Så jeg glemmer at tænke på andet end det og det er jo fint nok for en gangs skyld. Hele den der sentimentale nytårs ting drukner i hvid maling og plettede hænder.

Men jeg har bestilt min nytårsmenu og to biografbiletter til i morgen. Og bord. (selvtak).

Pointen? At det går fremad.

Bare ikke med min dør.