Jeg så først han så på mig, da jeg opdagede, at jeg så på ham.
Eller, det vil sige jeg så jo på ham, fordi det var ham der talte. Normal praksis ved møder og sådan. Men det var ikke det jeg så, ikke ansigt og mimik, ikke mund der formede ord, bare øjne. Støvblå øjne.
Og så var det at det gik op for mig, at han så på mig og ikke på ham han talte til. Og så hang vi der. Fast.
Blikke filtret ind i hinanden. Lidt for længe, lidt for… og lidt for svært at slippe igen.
(og jeg aner ikke hvad han sagde. men det gør heller ikke noget. vel?)
Kategori: 
Nej det gør ikke noget
Hey!
Du ska ikke fifle kigge i støvblåt. . .
Hey!
Du ska ikke fifle kigge i støvblåt. . . Eller måske er det lige det du skal, duh!
Hey selv pedrs. Hvorfor skal jeg ikke det da?
Det er jo netop dét jeg skal!
JA!
. . Tænkte jo så lige – at måske havde du mere held udi støvblåt, end jeg selv. . Hep!
Jeg ombestemte mig jo også.
Måske – i mellemtiden har jeg fornøjelsen af små drys hverdagsmagi som den i går
Hvornår har det der støvblå nogensinde bragt noget ordentligt med sig!?!
Ja, jeg spørger bare!
Det aner jeg ikke, Muffin; støvblåt er et nyt område for mig