De var sikkert blæst ned, og der var jo kun 2-3 klemmer på snoren, så jo, det var da tiltrængt og en pæn tanke.
Men det er altså lettere skræmmende at pille tøj ned fra sin tørresnor og opdage at nogen ganske nydeligt og på stribe med regelmæssig afstand, har sat klemmer i mit tøj. Ikke fordi jeg lider af angst for klemmer, men fordi jeg ikke ved hvor de kommer fra.
Det må næsten være en nabo. De kan jo nemt smutte ind i baghaven hvis de alligevel er på vej forbi og man skulle da være et skarn hvis man ikke lige hjalp den nye nabo lidt. Principielt er det vel fint og pænt af dem at bekymre sig om mine håndklæder.
Men er jeg sippet når jeg ikke synes at det er ok? Hvis mine håndklæder falder ned i vinden samler jeg dem op igen. Hvis de bliver snavsede, vasker jeg dem. Hvis jeg mener at jeg mangler klemmer, køber jeg dem. Og hvis jeg vil have besøg lukker jeg selv folk ind.
Gad vide hvad det næste bliver. Måske de slår mit græs til sommer. Og lader jeg døren stå på klem, kan de være de kommer ind og gør rent? Skal jeg så også lægge strygetøj frem?
Og uskrællede kartofler?
Kategori: 
det er din mor
Jeg ringede til hende bagefter, og nej det er ikke mine forældre. Er det ikke lidt sært?
Grænseoverskridende.
Aiiih … jeg ville også have fået sære fornemmelser. Ahem. Din have er din private borg – der går man altså ikke ind. Heller ikke selv om man er en venlig nabo. Så!
TOTALT grænseoverskridende. Man frygter jo, at det næste bliver snorlige håndklæder på stangen i badeværelset… eller en kogende kanin i en gryde! Kan du ikke spørge alle naboerne?
Nyd det dog! Det er da fedt at der er taenkt en venlig tanke. Omend uvant – men der behoever jo altsaa ikke altid at ligge skumle intentioner bag….
Pernille
Selvfølgelig er der ingen skumle intentioner bag; Pernille, men jeg har det som Morgan beskriver; mit hus er min borg og min private sfære og jeg vil gerne holde en illusion om at det kun er mig og mine der færdes her.
Uhhh kogende kaniner, Julie? Kræver det ikke at jeg har en affære med… nåeh nej, det var den anden vej
Ai, de ER søde mine naboer. De skolver sne for mig og ruller min haveaffaldsspand ud når det er tid til afhentning – og tømte post i starten. Alt sammen uden jeg har spurgt om det, eller vidste at det blev gjort. Jeg er bare et ret privat menneske, og det ved de jo ikke at jeg er.
Jeg har en svigermor i midtfirserne, hun er det rareste menneske, hun ser af og til at naboens tøj er ved at rasle af snoren, eller at det er knastørt lige før en megavåd byge. Min svigermor er fra før kvinder gjorde karriere og har så ondt af de stakkels kvinder, at de ikke har tid til at tage sig af det væsentlige i tilværelsen og bage deres eget brød. Min svigermor er et kristent menneske, hun er vokset op i en tid hvor man hjalp hinanden og var graciøs nok til at takke sin søde lille nabo for at have reddet de rene håndklæder, når hun gjorde det.
Så, Sip-sippe-nip, se at få fingeren ud og stem nogle dørklokker, for du har garanteret verdens sødeste Little Old Lady, der bor lige om hjørnet, hun trænger sikkert til at blive takket og det fortjener hun også. Du behøver ikke blive bedstevenner med hende, men hun mener det af et godt hjerte og vil gerne røre ved dit … Tør du?
Kærlig hilsen,
Irene Skrap
Nej, Irene; jeg tør ikke.
- det var det ærlige svar, ikke det gode.
Jeg ved godt at det er en historie som den du har skrevet, der er baggrunden for klemmerne, og ja det er sødt og omsorgsfuldt og …
Men jeg er en huleboer når jeg er privat, og vil bare gemme mig væk fra verden når jeg er hjemme, ikke blive grebet om af for mange.
Ærlighed tæller mest Anna!
Jeg synes det med privaten er interessant; det er nemlig på mit arbejde jeg er aller aller mest privat. Når ellers jeg ikke arbejder i mit hjemmekontor, så involverer jeg mig over hele hovedet ikke med mine kollegaer andet end professionelt … Men jeg smutter tit lige ned til min Little Old Lady nabo på 84 til en sludder. Dét er en interessant forskel, synes jeg.
Det svære ved “usynlige tjenester” (som man ikke selv har bedt om) er efter min mening at de (måske) blir del af et “usynligt regnskab” – og dér kan det være ubehageligt at “skylde”…?
(Men det er jo ikke sikkert at de forventer at du sætter klemmer i deres håndklæder…)
Rapunzel; det er nemlig også gældsbyrden jeg ikke er så tryg ved (tak for at sætte ord på). Jeg VED at jeg ikke af mig selv gør gengæld, for jeg er ikke den store hausfrau og en knold til at huske de små ting (…medmindre de skal have sat en website op eller strammet op på en jobansøgning…)
Irene, det er ganske rigtigt en interessant ting med det private. Jeg bruger mig selv rigtig meget i mit job, på den måde at jeg navigerer i min verden ved at række ud efter dem jeg møder og altid søger at knytte tætte personlige (ikke private..) forbindelser. Jeg har 14 direkte referencer og flere end 14 sideordnede/overordnede/leverandører som jeg alle chit-chatter med og hvis koner, børn og hunde jeg er på fornavn og sygehistorie med; og jeg giver så meget af mig selv hver dag, at jeg når jeg kommer hjem, kun har brug for at være helt, helt stille.