Øverst

Så stod vi dér. Øverst i glastårnet, hvor solen bager allermest, så der bliver ulideligt hen på eftermiddagen. Indkaldt med så kort varsel at det kun kunne være omorganiseringer. Igen. Kødrand uden nogen turde stille sig tættest på den lille skammel der stod i midten. Som om ændringen kan mærkes mere dér. Eller måske fordi at det lille sæt det giver i én når man hører navnene blive råbt op, ikke må kunne ses af for mange.

“… to af vores mest talentfulde ledere”
“Endnu engang har vores lederudvikling og talent program vist sig at give gevinst”

Nå da. Og man klapper så godt man kan for kaffekoppen og spekulerer over hvem der har vundet mest. Vi tæller ikke i tabere, jo. Det hele er blot veje til mål. Måske det samme mål i sidste ende, måske forskellige. Er det vigtigt nu?

Jeg har svitset en squash skåret i tern med olivenolie, lidt havsalt og frisk rosmarin fra den lille plante der står i min nysorte vindueskarm. Det smager himmelsk. Jeg skal have mig en køkkenhave, har jeg bestemt. En lille bitte en, der kan klemmes ned i baghaven, mod hækken. Der burde være lys nok. Og læ. Tre squashplanter, et par rækker salat og en kasse med jordbær. Sommerglæder.

Han havde taget pænt tøj på, Topchef. Stod der ved siden af manden på skamlen og smilede monalisa-agtigt frem for sig. Han ved hvad det drejer sig om, nåede jeg at tænke, kort før hans navn blev sagt højt.

“…skifter pr 1. maj til (…).”

Farvel og tak for fisk, så. Det var nok et tilfælde at vores blikke mødtes da folk klappede. Der var jo så mange andre, lige dér. Gav ham hånden bagefter.

“Tillykke, du”

Ny kødrand af lykønskninger. Latter. Håndtryk og klappen på ryggen. Kan du huske mig i flere varianter. Husk mig. Husk.

Uden jeg så det, forsvandt de menige og vi stod tilbage. Mig og drengene og de tættest berørte. Jakkesæt mod jakkesæt og kække kommentarer. Forming af ny gruppe, ny struktur. Vi tjattede til den nye topchef og smilede indforstået. Det skal nok blive godt, gamle jas (husk mig, husk mig, husk mig).

Der er flødeskumstræer i villahaverne igen, så jeg da jeg kørte hjem. Og høj musik i min lille bil. Næsten for høj.

“I miss you like craaazy. Miss you like crazy”.

Uden sammenhæng. Jeg må have set fjollet ud da jeg skrålede med, men der var nok ingen der så efter.

Hvorfor skulle de dét.