Salt

Så vågnede jeg og havde taget 700 gram på. Forbander i tankerne at jeg overhovedet er begyndt at veje mig igen, for hvorfor skal jeg nu bekymre mig om det?

Ville have vågnet tidligt og op og ud som i går. Produktiv dag, den dér igår. Var på kontoret lidt over ni, sagde kækt godmorgen til vagten i telefonen og gav mig i krig med budgetterne. Team 4 stoppede mig. Jeg startede selvfølgelig med 1. Dét har jeg selv skabt, så det budget kender jeg og det er der styr på. Nemt. Kompliceret, men nemt. Anna giver, Anna tager. Team 2 er håbløst i sin almen tilstand, men budgettet er gabende tomt og hurtigt overstået. Team 3 ramte mig som et kølleslag. Vi har talt forbi hinanden, og her i 11. time er det forbandet sent at spørge ind.

“Jeg vil gerne købe 5 pakker mere tid, tak.”

Team 4 stoppede mig. Prøver at dreje personificeringen af min irritation væk. Det er ikke personligt. Det er ikke personligt. Det er ikke. Det stemmer ikke. Overhovedet.

Så tog jeg hjem. Ringede til vagtmanden og fik en venlig hilsen oveni. Hej hej og god tur hjem. Tak.

Besluttede mig for at købe snacks i Irma. Og Tonic. Aftensmad. Tænkte jeg. Og åd saltmandler, grisssini, oliven og dadler med gedeost i solen på terrassen lidt efter. Løb tør for gin og frøs fordi vinden fandt mig.

Her er dit liv Anna. Ensom lørdag med budgetter og deadlines, der føles vigtigere end resten af livet.

Og så vågnede jeg en søndag senere end jeg ville og har taget 700 gram på, og ærgrer mig over at jeg skal spekulere over dét. Mine øjne er hævede og det er sikkert bare vand. Saltmandel-oliven hævnen.

De smagte ikke engang godt; dadlerne.