Jeg må være en del af målgruppen, ikke? I trediverne, single og forgyldt af min egen hårde kamp for at nå alt den masse jeg mente, jeg burde. Måske narret af den indpiskede forventning, jeg havde til mig selv om, hvad en stærk kvinde kunne. Måske snydt af ambitioner og kvinde kend din kamp.
Måske forstenet i min kvindelighed af erkendelsen af, at jeg rent faktisk godt kan alt selv. At jeg ikke har brug for en mand til at rense mine tagrender, eller få nogen til at lægge stenene i min indkørsel. At jeg ikke har brug for en mand til at løfte tunge ting, eller redde mig fra hverdagens ildsprudende drager.
Så jeg burde måske være en del af målgruppen, og ja, det er nok rigtigt at jeg har en fin lille samling powertools og rent faktisk ved hvordan man bruger dem. (Den dér med Julio Iglesias lader jeg passere, ok?), men nej, jeg forventer ingenting.
Jeg håber bare et eller andet sted, at nogen en dag alligevel synes jeg er attråværdig. At nogen vil begære mig, selv med morgenhår og uden makeup. Også selvom jeg ikke lige skal reddes fra andre end mig selv.
Jeg er bare ikke med i den verden essayet tager udgangspunkt i. Jeg dater ikke, jeg kysser kun mine børn godnat og farvel og jeg vrager ikke hunden på hårene, eller samler på hvidvinstågede besværgelser over mænds imperfektioner. Så måske er jeg slet ikke målgruppe alligevel og hvem er jeg så at svare på spørgsmålet han stiller?
Jeg ved godt hvad jeg vil. Jeg vil have ro i maven og balance i mit liv. Jeg vil huske at trække vejret helt ind og jeg vil have de ting i mit liv der betyder noget for mig, under så tilpas meget kontrol, at jeg ikke vågner badet i sved i angst for at miste.
Men det er slet ikke så dybt han spørger, jeg ved det godt. Jeg blev bare revet væk i min egen ferieinducerede ro.
Det handler om mænd, men jeg har jo faktisk slet ikke brug for en mand.
Men jeg ville elske at have et livsvidne. Have en at dele tanker og drømme med. Og seng. Tak.
En, at læne mig op af, som var vi to bøger, på en tom reol.
En, som gør mig sulten, mens han stiller min appetit. Som gør mig tørstig med et blik, hver gang jeg har tømt mit glas. Som er stærk nok, til ikke at bære alt, bare fordi han kan.
En, som ikke kræver andet end en gensidig ubetinget tillid, og som har et fast greb i egne særheder og den indre ulmende passion.
Måske jeg bare gerne vil have en, der tager sig selv så meget alvorligt, at han ikke behøver at spørge.
Men nu er det jo heller ikke mig, der bliver spurgt.
Kategori: 
Længslen efter kærlighed har i hvert fald ingen alder. En at dele tanker med er uundværlig – både når man er 30 og 43. Der kan desværre være langt mellem de mænd, der kan fremkalde sult hos en mæt kvinde. Måske skal vi passe på med ikke at spise os alt for mætte i vores egen selvtilstrækkelighed?
Gør vi da det, Sussie?
Jeg kan kun tale for mig selv – som jeg vist også prøver at formulere ovenfor – og den indledende grund til at jeg ikke har en kæreste, er nok dét at jeg ikke prioriterer af lede. Det er stadig begrænset hvor mange mænd der finder én bag en lukket dør.