Læst

Jeg fik læst Bergen-trilogien færdig på de sidste dage af min ferie. Klemt inde i et stadig udækket behov for at glo tomt ind i en væg. Lidt samme behov jeg har lige nu, ikke at dét er relevant.

Den er god og den er lang. Den er til tider tung, indvilket og fuld af norske navne man ikke helt kan hitte rede i. Skæbner der kort stikker hovedet ind og smutter igen; mens hovedhistorien tromler afsted sammen med Norges nittenhundredetal. Det betagende er at alting er flettet sammen, at beslutninger eller mangel på samme, trækker spor hen over de næste generationer og spreder chokbølger gennem samfundet, uden at de mennesker det består af ved det.

Jeg elsker den alvidenhed forfatteren giver læseren. Vi ved, vi kan se mønsteret, vi kan gispe over tilknyninger og viden der forsvinder i storbrande og norsk regn.

Det knap så betagende, er en hang til at flette kommunisme og arbejderpartisk relevans ind i det. Virkeligheden har mange facetter og der var andre jeg hellere havde villet vælge, hvis det var mig – det var det jo så ikke, så jeg blev i stedet lidt træt i hovedet af de lange passager med intern ballade i diverse fraktioner af norsk kommunisme. Jeg interesserer mig meget, meget lidt for politik. Jeg interesserer mig for passion, for glød og for tabet af samme – ikke for opblæste stoddere der gør dumme ting i en kamp for noget jeg ikke selv tror på. Uanset om det så var relevant nok, i den tid det beskriver. Nå.

Første bind er det bedste, fuld af sex og mord og den der passion jeg elsker. Andet bind er det længste, fordi der lige var et par krige, der skulle hudflettes og hver eneste lille hændelse i Bergen fældes ned. Tredje bind er  ok – selvom man af en eller anden grund, stadig tror man befinder sig i fyrrene.

Så den er god og den er lang. Fire stjerner – og så tror jeg at jeg forærer alle tre bind til min mor. Hun har vist noget med Norge.

—-

Det jeg har læst, er “Bergen trilogien” af Gunnar Staalesen.