fredag 30. oktober 2009 kl. 22:25 af Anna
Der gik en mand ned af Nygade og i hånden holdt han en paraply. Armen strakt foran sig og med et lille fornøjet smil, kiggede han på os der gik forbi og på vinduer og op på sin paraply.
Det var tørvejr og vi smilede allesammen. Ikke specielt til ham, men til hinanden og med. Løs snak og nærvær, på den måde man nu kan, når man har været i gang hele dagen. Vi gav feedback som opvarmning. Jeg ser mig som, jeg ser dig som. Og så blev jeg kaldt rar. Sød og omsorgsfuld og rar. Den sved.
De andre sagde noget andet, der lignede det, jeg ser i spejlet noget mere. Ingen gav mig dog ret i ‘kold’.
Senere grinede vi og bankede drengene i pool. Og jeg vinkede farvel og tog en taxa hjem.
Min mor hørte min hoste da jeg afløste og takkede pænt. “Er det nu klogt at løbe halvmarathon på søndag, med den hoste? Pas nu på dit hjerte!”
Mit hjerte? Det klarer nok en tur i en efterårskold skov, mon ikke? Det er jo ikke dét, der hoster. Mere.
Lavede pomfritter og fiskefiletter til mine børn, fordi det var nemt. Med remoulade til. Og vand og mælk at drikke.
Der gik en mand ned af Nygade og i hånden holdt han en paraply, som kun han kunne se.
fredag 30. oktober 2009 kl. 7:57 af Anna
Sær følelse af afsked da han gik i morges. Selvfølgelig sagde vi farvel og vi ses, men noget i mig troede ikke på det. Som om magien var forsvundet hen over natten; som om, den her leg ikke længere er så sjov, at jeg har lyst til at lade som om, mere.
Måske det var er fredag morgen blues, måske det bare er endnu en cyklus, der tonser ind over mig i sin afslutning og tværer mit ansigt rundt i de rådne blade.
Måske det er ægte.
Han siger, jeg kysser fantastisk, men jeg er ved at være træt af hans løse læber. Han siger jeg er en gudinde, men jeg synes han lyder som et alt for dødeligt fjols.
Jeg samler små irritationer sammen og har ikke længere tålmod, til at bære over med dem. Jeg smiler afværgende, når han siger ting jeg ikke gider høre og kysser ham ihjel når historierne begynder at kede mig.
Han sagde hav en god dag og vi ses, smukke. Det ved jeg bare ikke om vi gør.
torsdag 29. oktober 2009 kl. 9:16 af Anna
Vanvittig smuk morgen, ikke sandt? Elsker det udtryk, selvom jeg aldrig selv tager det i min mund. Min x-svorger brugte det tit, dengang i halvfemserne hvor han var en del af mit familieliv. Han fik det han sagde til at lyde så sofistikeret, ved lige at snøre et ‘ikke sandt?’ på enden. Han var en glad mand. Arbejdede i reklamebranchen og var typen der taler og smiler samtidig. Meget. Han var pæn på Ken-måden og passede som sådan, godt til min søsters Barbie ydre. Eller hvad den mørkhårede version af dukkefamilen hed.
Min søster er så ingen barbiedukke og han i virkeligheden ingen Ken. De fik ham til at lægge jagtgeværet, uden at nogen kom til skade. Jeg tror nu heller ikke på at han ville have brugt det, men det understregede ret dramatisk at han var holdt op med at smile mens han talte – ikke sandt?
Jeg har det bedre nu, tak. Jeg har forbandet svært at vurdere om jeg er syg, og det er først bagefter jeg kan mærke, at jeg har det bedre end jeg havde det før. Valgte alligevel at gå hjem og sov en dag væk på sofaen, så noget må der have været galt. Ikke sandt?
Han var der ikke selv da de fortalte det. M, med de støvblå. Væk er han, til et sted jeg ikke tør skrive af angst for at lække hyper konfidentiel information. Vi kan bare sige, at det er langt nok væk til at de opgraderer ham og at det er ret belejligt, at han og konen lige er nået at finde hinanden igen. Det får de så lov til at forsegle de næste 2 år i et gyldent bur, med bodyguards og privatchauffør. Gad fandme godt have fået den tjans, men jeg er bundet af børn og alt for slået ud af egen utilstrækkelighed til at jeg selv ville have tænkt på mig til det.
Kunne næsten høre Løvens kæber snørre sig sammen da de sagde navnet. Lille knirkende lyd. Han må næsten have regnet det ud, men han sagde ingenting. Dupond og Dupont reduceret til en. Topchefthekid vælger sine egne drenge, så Løven kan trøste sig med at han nok er den næste i køen. Efterladende os andre uvalgte og udbrændte. Så kan vi lære det, ikke sandt?
De begynder at overhale mig nu, dem der er yngre end jeg. Lille knirkende lyd fra min kæbe, når jeg kan se det, jeg ikke kan gabe over. Ikke kan drive, fordi mit drive er sevet ud med badevandet i en omorganisering.
Jeg er på job og bør nok gøre det jeg er her for. Blev lige forstyrret af medarbejder der gerne vil redde verden og er typen der taler mens hun smiler. Begge dele gør hun meget, mens hun forstyrrer mig uafbrudt og kværnende, når jeg sidder her på min pind. Hun er nu en meget køn pige. Langt lyst hår og store brune øjne. Lange fingre, med lige negle. Flirtende i en grad, at jeg får kvalme. Ikke med mig, naturligvis. Mig nejer hun nærmest for, mens hun smiler og taler ingentingord i en strøm, der giver mig lyst til at stoppe sammenkrøllede A4 ark ind i hendes brede mund, med de glinsende læber.
Jeg er ikke sur. Bare lidt brugt, på den dårlige måde. Utilfredsstillet på toppen af Maslow. Det er kun én, der kan ændre dét, og den ene er holdt op med at hoste, men løbet tør for bonuspoint og intern goodwill, uden at jeg orker at gå den ekstra mil der skal til for at skrabe flere sammen.
onsdag 28. oktober 2009 kl. 8:09 af Anna
Jeg har ingenting andet end en mumlende hovedpine, en hoste der er ved at gå væk igen, en tung kvalmende dynge emails jeg ikke når at svare på, en grædefærdig mangel på motivation, resten af en uvant følelse af af være vågnet op sammen med nogen; og noget der generer i min ene kontaktlinse.
Det er også nok.
søndag 25. oktober 2009 kl. 17:08 af Anna
Han er her nu. Rumsterer rundt oven på, mens jeg sidder her og er effektiv. Læser mails, sorterer dem jeg ikke læser og drikker skoldhed te. Han skramler med værktøj og taler lidt med sig selv deroppe. Kommer ned af trappen og henter flere stykker træ, eller fugemasse eller hvad der nu mangler. Går hen om min stol og kysser mig i nakken og på mit ansigt. Mund.
Jeg satte ord på, allerede mens det var. Skrev ord på lagnet med tavse fingerspidser og så dem lyse ud i mørket omkring os, og på min hud. Skrev tankerne for at kunne holde fast. For at kunne huske, når det en dag, om lidt eller om tusind år, er forbi. Når magien er drysset væk af hverdag, eller bare ud; vil jeg kunne huske hvordan det var. Hvordan det er. Lige nu, her med min skoldhede te, og forleden nat i mørket omkring os.
Helt stille og helt, helt tæt. Smeltet sammen i varmen fra vores gnist. Vævet ind mellem hinandens arme og ben, for at komme så tæt på som muligt. Ryg presset mod mave, ben mod ben, som for at kunne kravle ind under huden og sive ind i hinandens knogler. Og helt, helt stille.
Mystisk intuitiv tillid dér i mørket. Mærkværdig intens forståelse af stilheden. Jeg har sikkert været et lignende sted før, og sikkert følt noget som, og måske noget, der var mere end det her er; men forleden aften i mørket, kunne jeg ikke huske og ikke genkalde spor.
Så nu skriver jeg det, for at kunne huske, når alt er koldt igen og oceaner af vand har skyllet det, der er, væk. Forsøger at fange varmen og gløden, der lyste bag mine lukkede øjne, mens jeg lå dér og forsøgte at smelte ind i manden bag mig, fordi dét var det eneste der føltes rigtigt at gøre.
Men nu drikker jeg min skoldhede te og læser mails. Opdager alt det jeg burde. Kommer i tanke om alt det, jeg lovede, da jeg var ny for få uger siden og så glemte igen. Sender mails og spørger om der er styr på stumper og får svar fra nogle af dem få minutter efter. Work-life-balance på en søndag.
Og han rumsterer rundt i mit hus og gør ting færdige som ellers skulle have ventet. Og han rumsterer rundt i mit hovede, fordi der, udenom alt det vi ser i hinandens blå øjne og mærker på hinandens læber; er en verden hvor vi ikke passer til hinanden.
lørdag 24. oktober 2009 kl. 11:12 af Anna
Jeg fatter stadig ikke hvor han kom fra. Selv siger han, at han bare er ‘noget fra nettet’. Måske han er en virus jeg har downloadet ved en fejl. Det føles bare ikke som en fejl. Det føles som alt andet end en fejl.
Og nu har jeg glemt, hvad det var der var så sønderrivende galt med mit job.
Jeg tror han er god for mig.
torsdag 22. oktober 2009 kl. 20:03 af Anna
Det er ikke fordi i dag var specielt slem. I går var værre, men i dag toppede jeg det med at spise en kage, der viste sig at være en nødde-banan-ting. Av tunge. Overspringshistorie. Kagen har ikke en skid med noget at gøre. Prøver vist bare at pendle uden om den grundfølelse, der fik ord på forleden og som popper op igen og igen.
I dag talte vi opgaver. Hvem laver hvad, hvad synes I er sjovt, hvad er det, der giver jer motivation og gejst?
Det er mig, der er chefen. Overordnet ansvarlig. Jeg bliver ikke spurgt. Mest fordi, det er mig der spørger. Del af mit job, jo. Det er mig, der er chefen; så jeg skal sørge for, at folk gør hvad jeg beder dem om; og det er ulig meget nemmere når de laver dét, de synes er sjovt. Ledelse for dummies, vel.
Og de diskuterede og talte. Og snakkede og satte post-its på en væg. Og facilitatoren satte røde ringe om noget og grønne om noget andet. Og de nikkede, og de dukkede sig lidt over visse typer opgaver.
“Det er vel Annas job, det dér, det er jo hende der er chefen”
Ja. Anna tager dét uden om. Anna sørger for, at I ikke bliver voldsomt berørt af den verden I arbejder for, og at I har penge at lege med. Anna sørger for, at det vi gør rammer strategien for det vi rør ved og Anna sørger for at holde stakeholders i ilden.
Anna synes bare ikke det er sjovt. Mere.
Jeg ved ikke om det er skiftet og min indlysende inkompetance der har tappet mig for gejst, men jeg mærkede det i dag så sviende, at jeg nærmest fik tårer i øjnene. Jeg synes ikke det her er sjovt. Jeg har opgaver jeg har nemt ved og opgaver jeg lige skal rundt om fem-seks-syv gange inden de knækker. jeg har opgaver der er dræbende og opgaver der er lige til højrebenet. Men jeg har ingen opgaver jeg synes er sjove.
Der var en gang jeg villevilleville det her. Der var en gang, hvor jeg nynnede til og fra; og smilede om kap med hvemdernuvar. Det, der ramte mig i dag, kort inden den der skide kage, er, at jeg har glemt hvad pokker det var, der var så sjovt.
Jeg så ud over mit nye team; der er kompetente, højtkvalificerede mennesker, med drive og dedikation. Specialister med stolthed og arbejdsglæde. Og dér sad jeg, og tog alt det udenom, og ønskede ikke, at jeg var en af dem, men mere at jeg slet ikke var der.
Jeg tomgangsævler nu, alt det her mister sammenhæng og de røde tråde flager om ørene på mig lige nu. Men jeg ved ikke hvad der er sjovt. Og jeg ved ikke hvad jeg ellers ville kunne gøre.
Og fordi jeg sidder i et hus til over 3 mdkk, som jeg har VALGT og som er min base og mit hjem herfra og resten af mit liv, kan jeg ikke bare springe ud i at pille navle længe nok til, at jeg finder ud af hvad der er der er sjovt. Dont panic med lysende grønne bogstaver og et håndklæde i min taske hver dag. Med lidt held stopper der et rumskib med løsningen serveret i en klar plastbovle. 42. 7*6.
Det er mig, der er chefen; og chefen har glemt hvorfor hun gerne ville være chef.
torsdag 22. oktober 2009 kl. 17:46 af Anna
På skolen er det blevet sæson for indesko og blå futter på udesko. Den smukke, høje, semikendte kvinde, der henter på samme tid som jeg, tager ikke blå futter på sine over-knæ-høje sorte støvler.
Det vil selvfølgelig også se ret dumt ud, med blå futter til lårkort. Mindst lige så dumt som det gør, der for enden af vores andres business suits.
Det spøjse er, at jeg ikke tror, at nogen siger noget til hende.
For hvem tør ødelægge et image?
tirsdag 20. oktober 2009 kl. 11:16 af Anna
Jeg fandt ud af hvor bananfluerne kom fra. Et æble var rullet ind under den lave reol langs stuevæggen, og forsvundet fra åsyn og tilsyn og opsyn; og havde udvilket et eget lille mikrokosmos bananflueparadis.
Når jeg ikke har møder sidder jeg i min ende af det åbne kontor og kan ses. Og spørges. Og det gør de. Klokken er lidt over 11 nu, og jeg har talt med 6 forskellige mennesker og ikke nået det jeg troede jeg skulle nå. Det er ok, det er vigtigt at få talt med folk. Og det er ok, at den ene var M med de støvblå, der kom over og skrællede sin clementin i min skraldespand, mens vi talte om alt og ingenting og om det næste Marathonløb vi måske skal løbe. Eller ikke. Han er begyndt at bære sin vielsesring igen, men har stadig øjne jeg har lyst til at se ind i. Sådan er det med visse og vel heller ikke forbudt. Han rødmer iøvrigt så sjovt når jeg komplimenterer hans tøj eller hår eller hvad der nu er. Har ikke nævnt noget om hans øjne. Hej grænse for hvad man må. Bør.
Jeg skrabede æblet op fra gulvet med en af de der flade røredimser i plast. Den var rød.
M har jakkesæt på i dag. Mørkt, uden at være sort. Klæder ham ret godt, fik jeg sagt med et grin. Samtidig kom der en af de regelmæssige updates fra Bono. Se, her er jeg ved at drikke kaffe. Nå. Da. Han har ikke jakkesæt på i dag, kunne jeg se på det billede der var sendt med. Gad vide om han overhovedet har ét. Jeg svarede ikke på den. Jeg ved ikke altid hvad jeg skal svare ham. Sådan generelt.
Jeg er heller ikke helt sikker på at det overhovedet var et æble. Det havde liggert der så længe at det bare var en våd, brun klat. Bananfluerne var ligeglade, tror jeg.
Klamt.
mandag 19. oktober 2009 kl. 0:28 af Anna
Det, der var i dag, er nu i går. Det der bliver i morgen er gået for længst, når vi drister os til at se efter hvor vi var.
Jeg har 260 mails i min lille sorte telefon, og med lidt held ikke flere, når jeg logger på i morgen i mit lille nye hjørne af verden.
Jeg lægger mig snart op i min seng og sover, jeg står op knap 6 timer senere og forbander mig selv for ikke at gå tidligere i seng, mens jeg forsøger at ruske liv i mit smukke afkom, der udentvivl vil bande og svovle mig langt ud over stepperne, med vanlig “mor-du-er-en-lort-jeg-vil-SOVE”-charme. Så tager jeg pænt tøj på igen, og husker ubesværet hvor den pæne frisure og det afdæmpede smil ligger, og propper havregryn i mig selv og A38 i de svovlende poder, smider dem af ved nærmeste skole og forvandler mig til noget glat og effektivt-lignende ved de brede glasdøre 8 km herfra.
Hvis jeg er god, husker jeg at spørge ind til Henriettes kat, Monas barnebarn og Kims hest; og med lidt held får jeg udvekslet et hvasså-goferie incl skævt smil, med en eller anden køn mand, med et minumum af tilhørsforhold til mig og mit.
Så drysser vi over i kantinen med sekunders præcision, hvor jeg hilser og smiler, og husker at spørge ind til Beates nye bil hvis jeg er god og nikker pænt til hende den lyshårede og diskret ser om der er nogen, der gerne må se mig le højt. Det er der som regel ikke.
Lidt over fire lukker jeg svovlende min pc ned og med lidt held er der et sted mellem 100 og 200 tilbage, og med lidt mere held har jeg udrettet noget ud over bare at padle og smile kønt.
Næste gang jeg har ferie er det jul.
Det vi var, er allerede drevet væk, og det vi bliver, var vi, før vi så efter.
søndag 18. oktober 2009 kl. 0:08 af Anna
Der flyver bananfluer rundt i min stue. Ikke mange, bare en enkelt eller to. Utroligt så lydløse de er, sådan nogle. Her har været stille længe nu. Lidt mumlen fra børn der vånder sig i søvne og så mit tastatur. Der er et ur der tikker. Tænk, jeg havde glemt at jeg har et ur der kan tikke.
Har det en historie, det her?
Sprugte han i går. Eller var det før? Forgårs, dagen før? Hvor er det lige meget. Han spurgte en dag, af en eller anden grund.
Næ. Jo. Det har den historie at det er gammelt, og at jeg burde få anskaffet mig et nyt. Men ikke nogen anden.
Gad vide hvorfor det ikke er hængt op. Måske fordi ingenting er hængt op, her i mit lille hus. Mit lillebitte hus, med nye paneler der ikke er slebet til og malet. Endnu.
Synes jeg kan mærke vinden snyge sig herind. Rådnende blade og fugtmættet jord. Efteråret har plukket bladene af træet overfor og om lidt har jeg boet her et år. Plantede en hæk kort før aftensmaden, som ingen spiste, fordi jeg havde taget fejl af appetit, en pakke med baconstykker og noget maveforgiftning hos det ældste barn.
I dag er allerede blevet i morgen og jeg burde lukke ned. Blev bare suget ned i tastaturet og overvældet af en underlig melankoli, der nok ikke skyldes andet end at jeg er dødelig og stadig i live til at se efteråret plukke blade af træer og farve himlen sort.
Det er ikke sikkert at der er en grund, og slet ikke sikkert at der er en historie.
lørdag 17. oktober 2009 kl. 11:08 af Anna
Mine unger leger med lego i stedet for at komme ned og tænde for TV´et som de ellers gør en lørdag morgen. Den ene siger at han kan flyve, den anden har superkræfter og laver sin stemme om for at få det til at lyde plausibelt.
Jeg fryser lidt. Kaffen taber varme for hurtigt, og jeg har en sang i hovedet der ikke er skrevet endnu. Et omkvæd, der er ørehænger før der er kommet rigtig lyd på. Eller måske det var omvendt og lyden bare dæmpet. Min avis er ikke blevet læst og jeg kan mærke en svag duft på min hud jeg ikke har lyst til at bade væk.
Han så anderledes ud i går. Lidt længere skægstubbe, måske. Lidt fastere smil. Måske. Eller måske bare flere dage ældre end da jeg så ham sidst.
Jeg beskytter mig selv så meget at jeg ikke helt kan mærke mere. Brændte mine fingre på min ovn forleden, så spidserne på to fingre har de nydeligeste vabler og et lag hård, brændt hud, der gør at jeg næsten ingenting kan mærke med dem. Det føles lidt som at mærke verden gennem et lag papir.
Jeg har gemt ham i en kasse jeg ikke har haft før. Etiketten mumler noget om at køn er han jo ikke. Lækker krop, men altså.. ikke? Papir mellem mig og verden. Hård hud over et gammelt brandsår. Kom ikke herind, for jeg ved at du går igen og jeg ved at det du ser her, ikke er nær så kønt som det der lokkede dig i første omgang.
Men han så anderledes ud i går. Mørkere, måske. Skarpere. Og han gjorde mig tavs. Kyssede mine smil væk. Og på den hårde hud på mine brændte fingre. Og jeg glemte alt det jeg ville sige.
Måske bare fordi jeg var træt. Måske ikke.
Mine unger er tullet herned i stuen mens jeg har tænkt og skrevet. Bare tæer og kampkram. Og sol ind gennem løvet på efterårsfarvede træer og vinduer der måske ville blive pænere af at blive vasket. Måske det hele er ok alligevel.
fredag 16. oktober 2009 kl. 21:54 af Anna
(det der sker er, at det begynder at blive hverdag. Det begynder at blive normalt at rydde sin aften og tilpasse sin tid, og få sms´er med godmorgen og godnat (og hvad rager det egentlig dig?) Jeg bad på et tidspunkt om en arm at ligge i og en hånd gennem håret. Det er så kort tid siden at jeg allerede havde glemt det, hvis ikke det var fordi noget fik mig til at scrolle ned. Men det har jeg fået. Blå øjne der ser dybt i mine, fingre mod mine kinder, læber og lår. Men. )
(Men hverdag?)
fredag 16. oktober 2009 kl. 19:57 af Anna
Frosten har myrdet mine squash og vinden har gjort et forsøg med mine fingre. Det er blevet rigtigt efterår nu, og da jeg løb ud, fortrød jeg lidt at jeg har tilmeldt mig et halvmarathon der ligger i november. Piskoldt er det, og der er snart faldet så mange blade at det begynder at blive glat. Og mudret.
Tilgengæld var mine ben tungere end længe og jeg punkthadede mig selv for alt det jeg ikke har nået den her ferie. Få samlet overskud, for at nævne noget. Hvor pokker det er blevet af ved jeg ikke. Kvalmen i min mailboks er afløst af irritation, når nogen ringer på mit arbejdsnummer og giver mig dårlig samvittighed over ikke at være rejst ud af mobildækning.
Men. Så løb jeg 11 km, med indlagte intervaller. Tvang mig gennem 4×4 og metalsmag. Og kom ud på den anden side af et skoldhedt bad med energi nok til at nyde at jeg havde gjort det. Endorphin-trippet er ved at klinge af, og selvom jeg forlænger det med et glas rødvin – som den fordrukne forstadsfrue jeg er – føles det stadig ægte og ok.
onsdag 14. oktober 2009 kl. 23:21 af Anna
Hvad med dig, ser du nogen?
Sagt lænet op af min dørkarm, mens hendes og mine børn legede højere og højere, under flere lag lego og en tændt computer.
Hun havde fortalt om sit knuste hjerte. Om manden, som hun havde mødt på en arbejdsopgave langt væk. Og om at der var en kone og tre børn (eller var det to?). Om at det alligevel havde gnistret og fyget om dem. Om at de ikke var i tvivl om, at det her var ægte, men at hun havde sendt ham hjem med beskeden om ikke at kontakte hende, medmindre han ville hende herfra og fra nu af og altid.
Om mailen der så kom hvor han ville, ville, ville, stærkere end noget andet. Skulle bare lige.
Om to dage i paradis hvor hun troede på at nu blev alting forandret. Indtil mail nummer to kom.
Og jeg tænkte at alene det, at opleve passionen er gaven. At føle gnisterne, at mærke ilden. Magi. Burn baby, burn.
Tag dét med dig og glem resten. Sagde jeg.
Men hun rystede på hovedet og sagde, at hun lige nu hellere ville have undværet. Det gjorde for ondt. Der var for mange tårer, der var for meget forstyrrelse i dét hun troede hun skulle og kunne og ville. Men nu ved jeg hvad jeg skal have, sagde hun. Nu skal jeg bare finde en klon af ham.
Det har jeg selv tænkt engang. I flere år, faktisk. Bare finde en klon. En høj mørkhåret mand, der ligner en kloning mellem Christopher Reves og Ben Afflek. Han MÅ være derude. Right.
Gu skal du dét. En klon, der bare ikke er sådan en vatpik.
Ja..
Hun smilede lidt, og rystede så på hovedet som for at få tankerne til at gå væk.
Hvad med dig, ser du nogen?
Nej… nej, ikke noget fast.
Vel?
onsdag 14. oktober 2009 kl. 14:20 af Anna
“Hvis du var min kæreste, ville jeg få dig til at få fikset den der cyste NU, i stedet for at vente”
“Så er det et held, at du ikke er dét!”
“ja …”
tirsdag 13. oktober 2009 kl. 10:45 af Anna
Jeg vil gerne hjælpe dig, og jeg kan jo og har ikke lige noget i kalenderen i disse dage, så skal jeg ikke lige komme forbi og tage mål? Og så fandt han og jeg alle de løse ender mit hus har, han skrev ned med venstre hånd; kørte væk i sin praktiske håndværkerbil og kom tilbage timer senere, med paneler og pensler og kabelbakker og skinner og fugemasse og silikone og et par meter gips og sikkert mere jeg ikke har set. Og jeg er taknemmelig. Jo, tak! Men på den lidt beklemte måde. På den temmelig beklemte måde.
“Jeg gør det jo kun fordi jeg synes du er sød”. Jo. Men. Gælden vokser og jeg kan ikke betale tilbage med andet end et smil og et kys, mens jeg føler mig hjælpeløs og afhængig af almisser fra mænd med håndværksmæssig baggrund.
Samtidig kan jeg ikke tænke når han er her. Ikke fordi han fylder, eller larmer eller får mig til at svømme hen, men bare fordi dét, at der er en anden i huset, ændrer alle mine bevægelser og i særdeleshed mine tankemønstre. Hvad var det jeg skulle, hvor var det jeg skulle rykke, hvad var mine planer med min ferie andet end at kigge på en håndværkerøv der kravler rundt på mit gulv og tilpasser paneler? Jeg føler mig nyttesløs og uvirksom og får ikke nok søvn. Jo, han er sød og flink og kysser som en drøm, men jeg begynder at kunne se decimaler på lysårene mellem vores verdener.
Og der er langt. Forbandet langt og måske alligevel ikke langt nok til, at afstanden er lige meget.
Jeg lavede mad til ham i går. Sådan rigtig varm mad, svitset i den store sorte støbejernsgryde og over i skåle og med kniv og gaffel. Det er måske fem år siden jeg har lavet mad til andre end mine børn plus det løse, og det var sært grænseoverskridende og egentlig ikke særlig rart. Selvom det smagte fint.
Her er stille nu, på nær den monotone summen fra min PC og en svag syden fra mine vandrør. Nogen bør måske lufte radiatorer ud og måske endda fylde vand på. Men det bekymrer mig ikke. Jeg lapper bare enetid til mig, som en hund efter en løbetur. Sjasker tid ud over skålen, så der løber minutter ned mellem revnerne i gulvet, og ser på det, med tomgangsblikket tændt.
Jeg er en huleboer der har meldt sig til stjerne for en aften, vis mig dit køleskab og fem seks andre red-nogens-liv-programmer i ét. Ikke på TV, men i min oktoberkølige virkelighed. Og det er næsten for meget.
Rundt om mig ligger der værktøj med hans navn på. Send mig et pip når du er kommet til dig selv, så kommer jeg ud og klarer resten, sagde han i går, da jeg skubbede ham ud af døren. Hvor mange år, kan han mon vente?
lørdag 10. oktober 2009 kl. 15:53 af Anna
“Nu er vi sådan lidt officielle, ik?”
“vi er hvad?”
“jom.. sådan at gå midt på gaden i indre by og flette fingre. Nu er du blevet set med mig offentligt, så nu hænger du på at vi har noget sammen”
Jo. Måske.
Jeg undrer mig bare stadig. Over konstellationen, over statusforskellen, over at han bare slet, slet ikke er den type jeg nogensinde har vendt mig om efter.
Men jeg lukkede øjnene på et tidpunkt i går og stoppede mine tanker. Nød i enkelthed, at det, under den der insisterende undren, rent faktisk også er rart. Nød at hans hænder glider ind i mine som de altid har skullet lige dét. At hans arme føles velkendte og læberne af mere. Nød, at grunden til at jeg ikke vifter det hele væk, er, at det er rart, og at jeg savnede rart i min strømlinede tilværelse, og savnede at kunne lukke øjnene, uden at være nervøs for, hvad jeg så ikke ser. Mere end jeg troede.
Men selv med lukkede øjne undrede jeg mig lidt videre. Over at han, og det her, i alt sin umulighed og bløde varme, ikke genererer flere ord i mig end det gør.
torsdag 8. oktober 2009 kl. 22:08 af Anna
Mit ene barn falder i søvn få minutter efter jeg har forladt hans værelse. Vender hovedet mod den ene side og sover som jeg har forladt ham. Armene ligger, hvor de slap vores knus, og et smil hænger i den ene mundvige.
Nogen gange når han vågner, brokker han sig over, at han er blevet snydt for natten, fordi det føles som ét sekundt.
Det kan jeg godt huske. Først er det aften og nat og ZAP – i næste øjeblik er det lyst og morgen.
Mine dage går lidt sådan. Først er det morgen med havregryn og ikke mere mælk. ZAP, så er det aften og næsten midt i oktober. Hvirvlende indtryk af kolleger, møder og nye fora. Beslutninger der tages af dem over mig og af mig selv, uden at jeg egentlig ved nok om hvorfor. Ressourcetryk og ubesvarede telefonopkald, sugende inkompetance i reflektionen fra min monitor og så et regelmæssigt insisterende drys af opmærksomhed fra en glad Bono, der stadig undrer mig.
Modsat min lille søn, sover jeg bare ikke på minutter efter at dagen har forladt mig efter et kram. Vender mig syvhundrede gange på mit kølige lagen og spekulerer over hvor heldig, uheldig, inkompetent eller helt ok jeg er. Vågner lidt i tre og lidt over fire, fordi nattemørket knager lidt. Og så igen klokken 6.08, når vækkeuret har insisteret længe nok og intet af natten føles dér som et kort glimt eller overhovedet som lang nok.
Jeg ved ikke hvad min pointe er. Jeg er så pms´et at jeg kun kan grine af det, og så træt at jeg svimler, når jeg lukker øjnene. Tak for i dag, og for, at den er ovre om to madpakker.
torsdag 8. oktober 2009 kl. 9:22 af Anna
Der går anlægsgartnere rundt uden for mit vindue og fjerner rødglødende vinranker fra det grå hus over for. Dét, der før var et studie i glød og efterårsfalmen, er nu grå beton. Meget symptomatisk for mit humør. Efterårsmørkt, vådt og gråt.
Hej hormoner, hej mandag, hej bitter automatkaffe; hej sure mig.
|
|
Kontakt anna@mesmerized.dk
|
Kategori: 
Kommentarer