Papir

Mine unger leger med lego i stedet for at komme ned og tænde for TV´et som de ellers gør en lørdag morgen. Den ene siger at han kan flyve, den anden har superkræfter og laver sin stemme om for at få det til at lyde plausibelt.

Jeg fryser lidt. Kaffen taber varme for hurtigt, og jeg har en sang i hovedet der ikke er skrevet endnu. Et omkvæd, der er ørehænger før der er kommet rigtig lyd på. Eller måske det var omvendt og lyden bare dæmpet. Min avis er ikke blevet læst og jeg kan mærke en svag duft på min hud jeg ikke har lyst til at bade væk.

Han så anderledes ud i går. Lidt længere skægstubbe, måske. Lidt fastere smil. Måske. Eller måske bare flere dage ældre end da jeg så ham sidst.

Jeg beskytter mig selv så meget at jeg ikke helt kan mærke mere. Brændte mine fingre på min ovn forleden, så spidserne på to fingre har de nydeligeste vabler og et lag hård, brændt hud, der gør at jeg næsten ingenting kan mærke med dem. Det føles lidt som at mærke verden gennem et lag papir.

Jeg har gemt ham i en kasse jeg ikke har haft før. Etiketten mumler noget om at køn er han jo ikke. Lækker krop, men altså.. ikke? Papir mellem mig og verden. Hård hud over et gammelt brandsår. Kom ikke herind, for jeg ved at du går igen og jeg ved at det du ser her, ikke er nær så kønt som det der lokkede dig i første omgang.

Men han så anderledes ud i går. Mørkere, måske. Skarpere. Og han gjorde mig tavs. Kyssede mine smil væk. Og på den hårde hud på mine brændte fingre. Og jeg glemte alt det jeg ville sige.

Måske bare fordi jeg var træt. Måske ikke.

Mine unger er tullet herned i stuen mens jeg har tænkt og skrevet. Bare tæer og kampkram. Og sol ind gennem løvet på efterårsfarvede træer og vinduer der måske ville blive pænere af at blive vasket. Måske det hele er ok alligevel.