Mikrokosmos

Jeg fandt ud af hvor bananfluerne kom fra. Et æble var rullet ind under den lave reol langs stuevæggen, og forsvundet fra åsyn og tilsyn og opsyn; og havde udvilket et eget lille mikrokosmos bananflueparadis.

Når jeg ikke har møder sidder jeg i min ende af det åbne kontor og kan ses. Og spørges. Og det gør de. Klokken er lidt over 11 nu, og jeg har talt med 6 forskellige mennesker og ikke nået det jeg troede jeg skulle nå. Det er ok, det er vigtigt at få talt med folk.  Og det er ok, at den ene var M med de støvblå, der kom over og skrællede sin clementin i min skraldespand, mens vi talte om alt og ingenting og om det næste Marathonløb vi måske skal løbe. Eller ikke. Han er begyndt at bære sin vielsesring igen, men har stadig øjne jeg har lyst til at se ind i. Sådan er det med visse og vel heller ikke forbudt. Han rødmer iøvrigt så sjovt når jeg komplimenterer hans tøj eller hår eller hvad der nu er. Har ikke nævnt noget om hans øjne. Hej grænse for hvad man må. Bør.

Jeg skrabede æblet op fra gulvet med en af de der flade røredimser i plast. Den var rød.

M har jakkesæt på i dag. Mørkt, uden at være sort. Klæder ham ret godt, fik jeg sagt med et grin. Samtidig kom der en af de regelmæssige updates fra Bono. Se, her er jeg ved at drikke kaffe. Nå. Da. Han har ikke jakkesæt på i dag, kunne jeg se på det billede der var sendt med. Gad vide om han overhovedet har ét. Jeg svarede ikke på den. Jeg ved ikke altid hvad jeg skal svare ham. Sådan generelt.

Jeg er heller ikke helt sikker på at det overhovedet var et æble. Det havde liggert der så længe at det bare var en våd, brun klat. Bananfluerne var ligeglade, tror jeg.

Klamt.