Du,

Jeg tænker på dig nu. På det du fortalte; på det jeg fortalte; på de spærringer, forhindringer og huller vi sætter op, ved at være dem vi er og ved at have de ar vi har. Og de erfaringer.

Det sjove er, at jeg troede der skulle vin til. Du ved: rødvin og os to i min sofa. Ord blandet med kys, og små flige af fortid serveret med nutidsoptik. Men vi skrabede kun overfladen der. Grinede for højt og kyssede for dybt. Så meget for rødvin, ikke?

Ikke at jeg klager over aftenen, slet ikke. Den var fin tak. Bedre end fin. Mere end. Tak. Og jeg er ved at vænne mig til at du ligger der, når jeg vågner. Og at du er så forbandet varm, men mindst lige så svær at lade være med at ligge tæt op af.

I stedet blev det hen over friskbagte boller og yderst ædruelig kaffe. Og søndagsberlingeren, som ingen af os rigtig læste i. Snak, snak og så dér; længe efter at kaffen var blevet kold, fortalte du med et lille smil, hvor dybt hunden lå begravet. Kom med det, jeg kan ta det, sagde jeg vist inden, og lænede mig tilbage.

Det var jo ikke løgn, det kunne jeg. Det var bare ikke dét, jeg havde forventet at høre, vel? Det sjove er, at både du og jeg havde ret. Du, i, at du godt kunne fortælle mig det, jeg i, at jeg kunne tage det. Det er fint, jeg har været der selv. Andre vilkår, andre grunde, men jo. Selvom det, du har lavet, får mig til at ligne en novice. Det underminerer ligesom lidt min frygt for, at du er for blød, ikke? Og for fremmed fra min verden. Det forklarer din uimponerethed. Been there, done that. Ish.

Det var først senere, at det andet gik op for mig. Det var senere, da vi gik nede mellem ænderne og fik røde kinder af luften. Da jeg ikke var hende, der løb forbi, eller gik med musik stoppet i ørene og stædig ignorerede, at jeg var alene og alle andre ikke. Da det var mig og dig.

(Men du har slet ikke hørt min historie endnu, og det tror jeg så ikke at du ved. Jeg har fortalt om meget af det, der lå før, om brud og opbrud og mig i det. Imponerende hvor meget man kan nå henover en weekend. Men jeg har ikke fortalt det væsentlige endnu. Det sære er, at det ikke virker særligt væsentligt lige nu. Hvad pokker er et hjerte knust af illusioner, mod dine kødelige ture rundt i manegen?)

Det var ikke fordi vi bare gik der, småsludrende med flettede fingre og følelsen af at høre til. Næ, det kan jo bare være alt mulig andet. Rart, uden at betyde det store, ikke?

Det gik bare sådan lige pludselig op for mig, da du nævnte, at jeg godt kunne nå at løbe mens det var lyst, fordi du alligevel skulle hjem og ordne noget. Og jeg så på dig, da du sagde det. Og så gik det op for mig; lige dér, på stien mellem hunde og mennesker og ænder, at jeg ikke ville have at du tog hjem. At du skulle blive. Her. Hele tiden.