Junk

Jeg gad godt skrive noget klogt. Eller poetisk eller sødt. Men det blæser pivende gennem huset og min trillebør tumler rundt på græsplænen, som den sidste gæst, til en lidt for julet julefrokost.

I stedet for, fortæller jeg dig, at jeg lyver for dig. Jeg tænker slet ikke dét, jeg skriver, og jeg skriver kun det, jeg ved virker. Ikke mekanisk eller for egen vindings skyld, men fordi jeg gerne vil give dig det, du bliver glad for. Jeg tøver længe nok til at du kan nå at undre dig og rammer så i nedslaget virtuost den tone, der giver dét sug i maven, det holder dig bundet.

“Kender du dét,” sagde du forleden. Jeg kan ikke huske hvor vi var, men jeg kan huske dine øjne. Gråblå og besynderligt naive, under det slørede – der jo er dét der fanger mig. “kender du dét at man får sådan et sug i maven? Bare ved at læse den andens ord, eller se ind i øjne?”.

Du kender ikke mig, når du spørger, vel? Hvis du kendte, ville du vide at jeg er junkie på netop dét. Suget. Gyset. Den lille sitren der løber langs bagsiden af arme og på indersiden af hjernestammer. Jeg tror bare jeg nikkede. Ja, det kender jeg. Jojo.

Og så er det, at jeg lyver lidt for dig. Måske for at give dig det junk som jeg selv længes efter, måske bare for at være venlig.

Jeg løj i dag. Mens jeg åd gråd, der ikke har nogen berettigelse, fordi det jo for helvede bare er et job, og du sendte glade beskeder gennem telenettet. Jeg kunne have svaret (og havde lyst til – tilgiv mig…), at du rent faktisk godt måtte lukke røven og samtidig rende og hoppe, men jeg løj. Svarede tilpas sødt, og huskede den der åndsvage evindelige smiley, der tager enhver brod af mellemlagene og udvisker pointer.

Og det virkede, tror jeg. Du blev glad og jeg blev… Hvad blev jeg? Vel mest ikke irriteret på mig selv over, at plante dårlig karma helt over på din planet. Der går ingen skår af at gøre dig glad. Men det klinker heller ikke nødvendigvis noget hos mig. Og giver ingen sug.

Rabalderagtig skramlen og noget der slasker vådt mod min rude. Væltede opstablede gipsplader ude foran. Det giver nok ikke mening at forsøge at gen-indpakke dem i pressenning, for stormen bliver ved, siger de blodfattige mænd i mit TV. Sikke et held at de er til vådrum.

Trillebøren er vist gået hjem nu.