Solen stod op mens jeg kørte på arbejde. Gyldenglitrende lå den og blinkede til mig i bakspejlet og lyste helt ind i mine bitre knogler. Løsnede det ætsede drag om munden og glattede den bekymrede fure i panden. Varmede mig lige før, da jeg kørte til og fra, i mødeuendelighedsrækken. Solbriller i panden for synets skyld og velkendt sitren i huden.
Lyset kildede min rygrad og fik små historier til at skrive sig selv på en væg i et rum jeg havde glemt jeg har i mig.
Så en flok skikkelser gennem lodrette persienner, i et af de dyre mødelokaler og skjorter holdt i hvidt og lyst blåt. Business as usual og jeg tror det var ham, der sad yderst lige ved vinduet. Og jeg tror det var ham, der kiggede op og så efter mig. Svansende i velsiddende og højhælede og tæt lyserød skjorte, knappet præcis på kanten af tækkelighedsniveau selvom det er fredag. Og jeg tror han gik i stå i sin egen mødeuendelighedsrække og tænkte sin egen historie færdig. Måske var der en mere der kiggede op og efter, et par pladser nede af bordet og måske han så at den anden så og måske deres blikke mødtes, og måske en af dem forstod noget han ikke skulle vide.
Måske jeg svingede med min taske, min røv og lidt mere med mit hår. Måske jeg smilede og kastede et blik i deres retning og måske det varmede lidt at de så tilbage. Men det var nok bare solen der skinnede gult i et vinduesfag, eller ned mellem bygninger og jeg tror og ved, at dét, der varmede mig allermest var, at jeg ikke er med dér mere. At jeg ikke behøver at være der. At det ikke gør noget om det var ham og om han så op. At jeg har én der henter mig lidt over seks og er min hvis jeg vil det, og som ikke spiller business smart, men noget helt andet og som har lovet mig at han faktisk også har et Hugo Boss suit, hvis det skal være.
Solen er ved at gå ned igen allerede, men himlen er så svimlende smuk og det hele får mig til at smile.
Kategori: 
Op i røveren med Hugo Boss og stive strøgede flipper, der alligevel generer efter kort tid. Op i røveren med høje hæle og lakerede negle, der alligevel krakelerer efter kort tid. Ind med hjerter som banker under det stive puds, for jeg er sikker på, det er dér, ærligheden og herligheden ligger gemt.
Rigtig god weekend til dig. Jeg håber du holder den fri til dig og…
Aah anna – you probably see this coming, but hey…..
Jeg tagger dig til at vise os hvad der goer *dig* svansende og velsiddende =). Kom nu, kom nu, vaer med til “morgen-routine-tag”. Og god weekend, den startede vist fantastisk.
Sjovt, som du rammer mest poetisk rent ind, når du er højest oppe og længst nede.
se nu. nu fik du også mig til at smile:)
Anita, jeg ved godt hvad du mener og ja, selvfølgelig er det hjertet der betyder mest. Men, det betyder rent faktisk en del om han kan følges med mig, uden at vi ligner det umage par vi på ydersiden er. Så nej, jeg vil ikke sende Hugo Boss ud med en politisk korrekt lighedstanke, men lige slå et slag for at skjorter – og tøj i det hele taget – i den gode kvalitet er svimlende behagelige at have på og hver en krone værd i lækkerhed. Tøj skaber folk og jeg lægger mig med et smil gerne på knæ for den effekt en velklædt mand har på mig. Lækkerhed og god stil virker. For mig.
Uha, Kyllyan…! Den tænker jeg lige over – jeg er jo stærkt troende omkring min anonymitet herude..
Ja, Stoffer, det slår også mig!
Perfekt, Regitze, så er alt på sin plads
Man skal altsaa ikke disse Hugo Boss. Saa faar man med mig at bestille…
Naar det er sagt.
NICE WRITING!
(almost as good as some of the stuff I do out here – men det er en helt anden historie)
Det er præcis dét man ikke skal, Fresh! Tusind tak for kompliment, dejligt at du er i gang med noget godt – jeg er din personlige cheer-leader når du har noget jeg må se!
Ok, jeg kan godt forstaa du skal taenke over den, fair nok. Og forresten; klaeder *skaber* folk ja, og makeuproutiner ligesaa. Jeg vil gerne have det hamrende hjerte, aerligheden og herligheden pakket ind i noget laekkert og svimlende behageligt =), hvem vil ikke det ?
nemlig, Kyllyan!