Og snakkede som et vandfald

Vil du helst have at jeg tager hjem nu?

Jeg skulle have svaret ja, men hvor kom det fra? Hvordan gik jeg fra blid svømmen hen til iskold irritation?

Nej.. kom nu bare.

Fordi jeg gerne ville finde det der var i søndags. Fordi jeg ville forsvinde ind i den tæthed og sagliggørende svimmelhed, der var. Men det var alt sammen væk og afløst af kold irritation og jeg aner ikke hvorfor. Eller hvem af os der er den onde. Hvis nogen.

Det eneste han havde gjort var at være sød. Han lavede mad til mig mens jeg løb en tur i mørket. Kom med gode råd om gipspladerne i bryggerset (hvis det var mig, ville jeg…). Han ryddede op i mit køkken og skubbede bunker til side og tørrede køkkenbordet af. Og spisebordet. Og kogte ris og vaskede pænt op efter sig. Og rensede min køkkenvask for madrester og samlede to halve citroner, en tomat og resten af et hvidløg i en lille skål i vindueskarmen. Og fejede krummer sammen og lagde aviserne i en bunke på en stol. Og. Og. Og.

Og det var mit køkken og mine ting han famlede på, og jeg kunne ikke lide det. Hold nallerne fra mit rod, men det siger man jo ikke vel? Det var jo en hjælp, det var omsorg det var venlighed. Men det var også alt alt for meget og alt for langt ind i min intimsfære. Er jeg er dårligt menneske når jeg ikke tager mod hjælp? Er jeg smålig når jeg ikke kan unde nogen at lette min dag? Jeg bad ham stoppe. Bare sådan. Stop nu.

“Ja, jeg skal bare lige have det her kalk af vandflasken, det er nemt man skal bare lige…”
“Nej, det skal du ikke. Du skal stoppe nu. Stop.”
“Jamen, det er bare lidt kalk…”
“Ja. Lad det være.”

Og jeg blev irriteret over mig selv, og min smålighed, men mere irriteret over at han ikke lyttede til mig. Så hør da på mig. Stop!

Og så kom der en masse forklaringer. Det var ikke for at. Det var jo bare. Venlighed. Ja, sikkert. Jeg har ikke brug for forklaringer, bare at du lytter og stopper nu. Nåeh, jamen det for ikke for at. Nej. Men over min grænse.

Følelsesforstumpede eremitkrebs?

Så kyssede vi og jeg trak på skuldren for at få det til at gå væk. Og han smilede og trak mig ind til mig og sagde: Det er fordi du er træt.

Isning.

Hvad. Helvede. Ved. Du. Om. Hvad. Jeg. Er?

Tilbagetrækning. Indtrækning. Kun skallen synlig. Men også tanken om det gode der lå i weekenden, for få timer tiden. Og jeg tænkte at det måtte være der et sted, stadigvæk; og jeg ville dét.

Men jeg burde have sagt ja, tag hjem. Men det gik først op for mig, da vi lå i mørket og jeg ikke kunne gengælde. Og man beder vel ikke manden om at stå op og gå, når først man er så langt, vel? Så dér overskred jeg mig selv.

Helt selv.