Særlige forudsætninger

Jeg forelskede mig for otte år siden, da hans øjne skiftede til dybbrunt. Jeg var det sikkert også i månederne før, men dybden af følelsen gik op for mig, en dag jeg så ned i de dér smukke, gnistrende brune øjne og næsten forsvandt i et svimlende dyb af kærlighed. Jeg har råbt af ham, vrisset, skældt ud og i julen var jeg tæt på at slå ham af frådende raseri. Krammet og vugget i søvn. Trøstet og klippet negle på. Og plaster. Jeg elsker ham, som den del af mig han er. Han er et af de to mennesker, jeg uden at tøve ville kaste mig ud foran en bil for at redde, og det er dén lille ting der gør hele forskellen.

Da jeg fik ham, gik det op for mig, at her var der noget, der ikke bare var vigtigere end mig selv, men som samtidig var vigtigere for mig, end noget andet nogensinde har været.

I dag fik jeg så en forklaring på noget vi har kæmpet med et stykke tid. Han er ikke nem. Han er ikke noget blidt barn, på trods af de chokolade-gnistrende øjne og det smukke smil. Han er skarp, han er stædig, han nægter regler, han hader at tabe, han eksploderer i hvidt raseri når noget ikke lykkes, eller værst; han nægter at deltage for ikke at fejle.

De har ringet fra skolen og hentet mig ind fordi han havde sat sig i aulaen og nægtet at komme tilbage til timerne. Han har siddet på sin cykel i skolegården og ikke villet ind, fordi nogen fortalte ham at klokkenhavde ringet og han ville komme for sent. Så hellere blive væk. Ét nederlag mindre. I et barns sind.

Og mere til af samme slags. Meget mere.

Jeg kunne genkende for meget til, at jeg ville gøre så meget. Sådan var dét jo, ikke? Been there, done that. Kæft jeg har ligget under mange skoleborde. Med lidt kærlighed og du-er-ok-du-er-ok, forventede jeg lidt, at han ville falde til. Det finder jeg nok ikke ud af, for hans far var mere håndfast og krævede, at nogen gjorde noget. Tak, x.

I dag kom skolepsykologens dom så, sammen med en ansøgning om støtte til barnet.

Ikke fordi der er noget i vejen med ham, men fordi der næsten er for meget i ham. Så meget at han ikke helt selv kan gabe over det, med sin lille 8-årige psyke.

“Han har særlige forudsætninger”, sagde psykologen, og viste os en kurve.

Særlige forudsætninger er psykologers måde, at sige usædvanlig højt begavet på. Har jeg lært i dag. Han ligger dér hvor det ikke er autisme, men bare knivskarphed. Så mit lille brunøjede barn har større intellektuelt potentiale end gennemsnittet. Lige nu er jeg mest stolt.

 “Det er godt, det er stærkt; men det er dét, der gør det svært at være ham. Han kan håndtere så meget og så abstrakt information at han ikke helt kan rumme det, og samtidig får han paradoksalt nok for lidt udfordring i skolen. Han skal presses på en god måde; så han vokser, og til han kan håndtere den intelligens han har. ”

Og det forklarer så hvorfor lærerne ikke har rummet. Deres system er ikke bygget op efter den slags outliers. De støtter de svage og nærer dem i midten. De særligt forudsatte klarer vi så selv. Hvis vi opdager det i tide.