Til hvad?

Principielt kunne han godt være blevet. Det har han jo gjort før. Sovet lidt længere og søvnigt kysset mig farvel. Drukket sin morgenkaffe i ro og mag, men jeg vågnede med klaustrofobien klæbet til kinderne og mit eremitkrebseskjold trukket godt ned over åbenheden. Jeg havde lagt frisøraftalen klokken ni, fordi jeg ved at det tager lang tid med alt det hår jeg har. Det gjorde det også og nu har jeg friske chokoladestriber i det glat-glattede hår; og undgik at smalltalke så meget med frisøren, at hun til sidst konkluderede spørgende at jeg vist var lidt træt?

Ja, frisør; lad os bare kalde det træt. Jeg har sovet nok, men lad os kalde det træt.

Jeg er træt af at kulden får min hud til at klø og min hovedbund til at drysse i flager. Jeg er træt af at krummerne hober sig op på gulvene i mit hus og at vasketøjet bunker sig i både rene og snavsede dynger. Jeg er træt af at fryse og træt af at skrabe is af min bil.

Men det er ikke dét der er galt. Det er ikke dét der får min næse til at svie og min stemme til at knække. Jeg kan jo for pokker da sagtens smøre lidt tykkere creme på. Jeg kan hælde olie på issen og støvsuge eller ignorere løs. Jeg kan folde sammen og stuve til side, og jeg kan tage varmere trøjer på, og nyde den lille produktive pause det er, at skrabe ruderne fri.

Det er heller ikke den sms jeg fik fra min chef klokken lidt over elleve i går aftes. Den var bare dråben.

Det er er galt (tror jeg, lige nu i min chokoladestribede lørdags kløe, med en bunke hormoner bankende enhver form for slevværd jeg måtte have haft tilbage, ned i den fasttrampede sne mellem stenene på min havegang), er at jeg ikke lykkes.

Den grå direktør forleden spurgte, efter sin dræbende peptalk om 2010s mål, ud i lokalet om der ikke var nogen der havde en successhistorie at fortælle. Stilheden var ikke kun min, men jo; jeg var blank. Success? Hvad er lykkes i 2009? Hvilke mål har vi nået? blankt ekko? Jeg. Har.Ikke. Nået. Noget.

Jo, jeg overlevede konstellationen fra helvede, til jeg blev omorganiseret på ludomåden til det her. Og nu jeg har været i det siden september, bør jeg vel snart kunne? Noget? Jeg har famlet rundt i blinde, og jo; kæmpet som en gal, der hvor jeg har kunne se hvad jeg skulle gøre, men mest har jeg følt mig som en elefant med bind for øjnene i et glashus. Frosset fast af angst for at smadre noget. Så jeg føler at jeg har stået helt, helt stille hvor jeg gerne havde villet danset ballet og fået tingene til at ske.

Jeg synes ikke selv jeg kan se hvad pokker jeg har gjort, udover at være showstopper af manglende viden og et ikke-eksisterede overblik. Og dét dræber mig lidt dag for dag og endnu mere, når hormondjævlen vrider armene rundt på mig som lige nu.

Der sidder tre tanker i mig, når jeg falder i søvn og når jeg vågner op, og de gnaver i hver deres del af mig:

Jeg ikke kan se at jeg har løftet nogetsomhelst i mit nuværende job. Jeg lever for at gøre en forskel. Den forskel jeg har gjort, der hvor jeg sidder nu; er negativ. Jeg har stoppet toget, fordi jeg ikke vidste hvor koblingen sad.

Jeg brænder ikke for at køre dét tog jeg sidder i. Jeg irriteres over medarbejdernes modvillige bedrevidenhed og kan ikke finde interesse for at løse problemer som dét min chef skrev til mig om klokken 23.06 i går aftes. I. Dont. Care. Jeg lever for at brænde og kæmpe for mine mål; og jeg kan ikke finde ild.

Jeg kan ikke længere se hvad det er jeg kan. Jeg aner det simpelthen ikke.

Og oven i dét, så er tonen, metoden og værst af alt etikken i mit nye lederteam, væsentlig forskellig fra før. Jeg lever for at være åben og ærlig. Jeg spiller med åbne kort og fair aftaler. Mit 2009 budget var – uanset at det var pænt og på den absolut gode side af hvad vi skulle nå – det dårligeste i gruppen, fordi de andre bruger nogle tricks jeg nægter at anvende. Jeg er for ærlig til at ville gå på kompromis med sandheden og jeg nægte at sælge varm luft. Det betyder så bare at jeg konstant er bagud og fremstår som den dumme, naive tjikkerlikker-spejder pige; og mine kunder irriteres fordi jeg fortæller dem sandheden og ikke lirer en smøre af som de er vandt til. Hvis dét er måden, så er jeg ikke på.

Men hvad er jeg så? Og til hvad?