Istedet for løb jeg ned til Tuborg Havn. Stillede mig i vinden og så ud over skibene der var iset fast i havnen, og de, der lå i klatter ude på Øresund.
Isen vuggede i bølger ude ved iskanten og lå helt fast pakket inde hvor jeg stod. Og der var altaner i millionklassen med udsigt og gran, og damer i pelshuer der skuttede sig bag mig. Jeg var varm af turen og lod vinden skubbe til mig, som en blød, kold vante.
Løb hjem til et varmt bad og sendte en sms til Bono om at jeg ikke snerrede mere, og egentlig gerne ville se ham. Senere grinede vi af noget jeg ikke kan huske, men jeg tænkte bare at jeg skulle huske hvor godt løbeture gør og hvor godt han gør. For et halvt år siden grinede jeg ikke så meget, sådan en søndag aften.
“hvad er vi egentlig?” spurgte han så. I forlængelse af en snak om noget andet. Et tilbud om 2 måneder i udlandet. “Tag da imod det, det er da fedt at få chancen“, men han tøvede lidt og sagde at der var noget der bandt ham til Danmark. Ligepludselig. Ikke at han vidste hvad det var. Hvad vi var. Og 2 måneder væk?
Jeg stod i døren og lod mig dumpe ned ved siden af ham hvor han sad. “Hvis vi ender med at være …noget.. så er jeg det jo stadig selv efter 2 måneder i udlandet.”,”men hvad er vi, Anna? Er vi kærester?”
Sidst jeg var kærester med nogen, overtog han min tid og mine tanker. Mit råderum og min frihed. Det gør Bono ikke, men det er alligevel svært at sige højt. Men det er vi vel. En slags.
Kategori: 
Den rigtige slags kærester
En slags kærester er da fint. Woohoo!
i er da hinandens
uh, Lene; det ved jeg jo ikke om vi er.
Ja, Kitty; en ’slags’ er vildere end noget jeg har prøvet længe!
Hmm, Stine Helene; det er så lige dén jeg får lidt angst over for … Jeg er jo min egen, først og fremmest.
Nu skal jeg ikke lyde som sådan en med Hennafarve og Pia Raug-tørklæde, men bare være mit bitre, prøvede selv: Det gælder om at nyde det, lige der hvor I er nu. Uden at forcere, for det er lige nu, det hele er som det skal være: Rigtigt.
Og så sagde vi lige, at jeg lagde zen og naivitet tilbage på hylden og vendte tilbage til min egen tvivl og påtrængende businesscases.
du har fuldstændig ret, lene-pia-raug. Alt er som det skal være og vidunderligt ukompliceret i alt sin utvungne uafklarethed
Men Anna, man kan ikke være hinandens, sådan rigtigt.. hvis man ikke først og fremmest er sin egen og jeg tænker, at hvis man HAR fundet ud af at være sin egen.. Så er det langt lettere at være hinandens. Og man kan sige meget, men du har i særdeleshed chek på det det med at være din egen, det gør du jo egentlig ret godt.. eller sådan synes det
1+1=3. Dig, ham og jer. Det er det I er. I er sammen.
Kald det kærester. Kald det hvad du vil. Men I ser jo ikke andre, vel?
Jeg har lige fået min egen kæreste hjem efter næsten fire månder i udlandet. Fire måneder er for lang tid – det trækker ud med at finde hinanden igen (men vi belaster jo også vores forhold på anden vis, så måske er det ikke så sært). Men to måneder er fint. Send ham afsted og sig, at du glæder dig til at han kommer hjem igen. Fordi han får dig til at le på søndage.
Det tog fire måneder at indse at jeg var mig egen OG forelsket.
Det tog mig over et halvt år at indse at vi var kærester.
Det tog mig næsten et år at lære sige “min kæreste”.
Så hvor brænder det….?