Bono er en sød mand, der vil mig det bedste. Han køber chokolade og sætter små poser med kager foran min hoveddør. Og han vil lave mad til mig. Sørge for at alt er klar, når jeg kommer træt hjem. Og det er fint, og jeg er glad for at han gider. Men den mad han laver er mandemad – velsmagende, men mandemad. Jeg har vænnet mig til at spise groft og grønt og meget tøseagtigt, og det virker for mig. Jeg kan lide det, lide den effekt det har på mig – og holder mig nemt slank, selvom jeg klemmer en summerbird flødebolle ned i tide og utide.
Jeg har forlængst besluttet mig for at jeg ikke vil gå på kompromis med det, der føles forkert for mig, iforhold til den måde jeg lever på. Så jeg sagde tak, men skru op for grøntsagerne, fibrene og ned for alle de tomme kulhudrater. Hvis du skal lave mad til mig, ellers lad være, så tager jeg en rugbrødsmad.
Og nujjjj hvor jeg synes jeg var en krævende kælling. Manden vil jo bare kræse for mig. Og det er romantisk og dejligt at han vil, men jeg vil gerne selv bestemme hvad jeg putter i min mund, og ikke ændre min måde at leve på, blot fordi der er kommet en ny ind i mit liv. Jeg nægter at tilpasse mig.
Basta.
Krævende kælling.
Kategori: 
Åh hvor jeg kender det. Og tykke sovser og pas nu på at de grøntsager ikke bare bliver stegt i stedet, så.
he! Han bestod prøven, maden var næsten for grov og rodfrugt-agtig
Dejligt.
Grovflødeboller!
jep! Og grovboller (…)
Eller negerboller …
også dét, ja
..hehe..den anden dag spurgte min. Hvad han skulle lave for at jeg ville indtage det. Priviligeret, et eller andet sted (men Jeez, elsker ham for at spørge, og prøve.)
Priviligeret at de spørger og vil og prøver