og zen

De gode lørdage har jeg glemt, hvad det var, der var så hastende. Jeg har glemt mine lister af presserende ting og ser bare lyset der pibler ind af vinduerne og sprækkerne i min hud. De gode lørdage går jeg rundt i slowmotion og ser verden cirkle forbi, over mit lille hus. MandagsAnna hader weekendAnna lidt pletvist, for at spilde dyrebar fritid på at betragte sekunder, men på de gode lørdage kan jeg virkelig ikke huske, hvad det var hverdagsAnna mente at lørdagsAnna skulle nå.

Mine børn er blevet til tre i dagens anledning. Gæstebarnet er en pige, der tuller rundt i den sorte kjole med sølvglitter jeg havde lagt i posen med tøj til genbrug, og nyder vist bare at være her, mens drengene hopper om kap i sækkestolen på det ene værelse.

Konklusionerne fra i går syder i min mave, mens jeg pletvist savner Bono. Jeg fortalte manden med det automatiske smil, at jeg havde tidspunkter hvor jeg ikke længere vidste hvad det var jeg kunne.

Så skulle han pludselig tisse. Det knækkede lidt af alvoren, og jeg fik noteret et par væsentlige uformelige krudseduller på min blok, mens han strintede i dyr marmor.

Han kom tilbage med munden fuld af ord om alt det jeg kan. Erfaren leder, rutineret i personaleledelse, hårdt trænet i forandringsledelse. Begavet og med et CV der ikke skulle gøre mig bekymret. Sagde han. (Jeg skriver det ned så jeg kan finde det frem næste gang jeg kommer i tvivl. I behøver ikke læse det hvis selvfedmen giver kvalme, men jeg har brug for at huske hvad en rutineret erhvervspsykologcoach med stjerne og bånd på de golf og tennistrænede skuldre, ser. Jeg tror ikke han siger noget bare for at give mig valuta for pengene. </Antagelse og forbehold>.)

Uanset hvad, så plantede han en ro i mig. Uanset hvad jeg gør er det ok (som den jeg er, gør jeg jo ikke noget useriøst, vel?), bare jeg gør noget.

Tak, så.