Jeg er et logisk tænkende menneske. I alle de MBTI-tests jeg har taget, rammer jeg loftet på min T. Jeg tænker, ergo er jeg. Jeg analyserer logiske data, jeg tager beslutninger baseret på facts.
(jeg har en lille nagende tanke. En tvivl der af og til dukker op og får mig til at sige ‘hmm’. Jeg vælger at tro på ham, på hans venlige væsen og optimistiske livssyn. Jeg vælger at tro på det gode han siger. Men. Jeg har en lille summen bagest i maven. En lile tvivl der spørger mig om det nu også kan passe. Om historierne er en omgåelse af sandheden, en selv-beskyttelse, en kappe af værn mod. Noget jeg ikke ved hvad er. Om han glatter uregelmæssigheder, fordi de ikke var tilsigtede. Om han fortæller mig den version der burde have været, og dækker over den grimme virkelighed, hvor folk begår fejl. Om han skjuler sine fejl af skam.)
Men.
(Han er en glad mand. Imødekommende og optimistisk, og med en smittende energi. Men den lille stemme fra min tvivl spørger om ikke han kun griber dét han kan bære. Om han tager alle de små ting, fordi de store er for tunge. Om han er mere brændt end han ser ud. Det er ok i fald. Men jeg vil bare gerne vide det, ikke?)
(Og det, der ligger dybere gnaver på en rod der er mere bitter. Tanken bliver stoppet, når vi taler, når vi kysser, når jeg ligger helt stille og lytter til hans hjerteslag og mærker ham under min hud. Men når han så fortæller sine historier, kan jeg høre den lille raspen igen. Kan det nu også passe? Bliver jeg spurgt. Er det ikke lige lidt for usandsynligt? Tror du ikke, Anna, at han er fuld af løgn?)
Jeg har vundet mange kampe professionelt, ved at stole på min intuition. Erfaringsdrevet intuition.
Men jeg ved ikke nok nu.
Kategori: 
Jeg suger lige stort ind, når du skriver det her. Æhm…maven har (også) en hjerne. Mange gange er det den, der fortæller det, den øverste hjerne prøver at rationalisere sig ud af – Id og Ego… Altså jeg ved sgu ikke Anna. Den eneste erfaring jeg virkelig har bragt med mig og som holder stik hver gang er, at jeg ikke et sekund var i tvivl om ham, der er min mand, var/er det rigtige, hverken i starten eller senere, når jeg bare blev så forpulet træt af hverdagsliv og småborgerlighed. På den anden side, så husker jeg også svagt noget med begyndertvivl og ubekendthedsbekymringer.
Jeg tror jeg vil sige: Hvor meget styr har du på din gutfeeling? Har den altid ret, eller bliver den nogle gange styret af spøgelser og dæmoner? Du ved selv bedst.
Kærligst og ærligst.
Cadeu for at turde mærke. Tvivlen!!!
(this is where the story begins)
Kærlighed er måske (måske ikke?) at turde tro på dét, der er for godt til at være sandt?
Susling, jeg er ikke helt sikker på hvad du mener med at suge stort ind. Er det godt eller skidt? Mavens funktion afhænger – tror jeg – af hvem vi er og hvordan vi forholder os til verden. Jeg er normalt en meget lidt mavetænkende personr (hvor jeg tror du er omvendt), så jeg er ikke så alarmeret af at min mave siger noget andet end min fornuft. (når det så er sagt, så siger min fornuft altså også en hulens masse om hvor inkombatible Bono og jeg er, som min mave (og resten af min krop.. ahem) blæser højt og flot på). Jeg er imponeret over at du ikke var et sekund i tvivl om din mand, men sådan er jeg ikke bygget mentalt, jeg er i tvivl om alt selv når jeg er allermest sikker.
Hvor meget styr jeg har på den? som skrevet er det en empirisk indsamlingsmaskine, så i job-situationer stoler jeg 100% på den. Jeg har bare ikke særlig meget kæreste-emperi, så jeg ved ikke om jeg kan tro hvad stemmerne siger.
Tak, Silhuet. Som svar til sit retoriske spørgsmål: jeg aner det virkelig ikke, jeg tror ikke helt jeg har været der, sådan 100.
Det dybe sug, var tænkt som en empatisk måde at kommunikere, at du berørte mig. Resten passer vist meget godt