Next

Når jeg nu er færdig med at pive, så har jeg det jo godt. Den drivende nedslåethed som et ledermøde kan infusere mig med, skyldes jo ‘bare’ at jeg brænder for det. eller at jeg HAR brændt for det og forventer at jeg kan blive ved.

Jeg så min omkring i dag under mødet og så, at jeg ikke føler mig hjemme der. Topchef-the-kid talte om noget jeg ikke var enig i, jeg mødte blikke der gav mig ret, men jeg var den eneste der sagde noget. Højt.

Holder man så mund, eller dukker man nakken? Har jeg lyst til at være et sted hvor jeg ikke er enig i måden tingene gøres på? Har jeg lyst til at kæmpe for at lave det om? eller synes jeg at jeg har kæmpet nok? Handler det måske i virkeligheden om at det altid har været sådan her, men at jeg bare har været et andet sted på spiralen og derfor har set det anderledes? Og har haft nergi og lyst til at kæmpe?

Jeg tror ikke at der er noget galt med Topchef-the-kid. Jeg tror det han gør er ok og jeg tror nok at han skal lykkes med sit. Jeg tror firmaet vil blive ved med at vokse og være det fantastiske sted at arbejde som det altid har været.

Jeg tror bare at det er på tide at det bliver uden mig. At jeg er mæt og træt; og har brug for at prøve noget andet, noget der ikke har de samme deadlines på den samme type leverancer. Noget der ikke nødvendigvis betyder ledelse af 10-20 mand, og ikke nødvendigvis betyder op.

Next step bliver at finde ud  af hvordan jeg finder next step.