Quingentigena, eller noget

Af en eller anden grund kan jeg ikke skrive sammenhængende langt for tiden. Det undrer mig mere end det generer mig og det undrer mig egentlig ikke så meget. Jeg savner det bare. Lidt. Det der med, at have ord der flyder ud gennem panden og ned i tastaturet. Arytmisk tampen og klikken på taster. Ord på ord på ord. Jeg kigger ikke på skærmen når jeg skriver sådan. Det er derfor der er slåfejl, der af og til får lov at smutte med videre ud i det cyberblå. Fordi jeg ser ordene inden de rammer skærmen og så behøver jeg ikke se på dem mere. Eller noget i den stil.

Jeg har det bare ikke rigtig sådan for tiden. Det er vel bare sådan det er. Inspirationen kommer og går.

Man skulle tro at der var masser at skive om og det er der jo nok også, men jeg har bare ikke ord til overs, at sætte sammen til noget der knitrer på den rette måde, eller rasler eller klirrer. Jeg har bare tørre obeservationer af kaffe der plasker ud af den samme kaffeautomat, af gulerødder, der rådner i poser nederst i mit køleskab og aviser der ikke bliver læst helt. Det var derfor jeg skrabede sne med nederdel og gummistøvler på i nat, da jeg kom hjem: for at min avis kunne blive leveret. Jeg elsker tanken om at sidde i stilhed med min avis lørdag og søndag morgen. Og det er vel tanken der tæller, ikke?

Min chef har lige sendt mig en artikel via facebook. Til inspiration, skriver hun. “Der står i artiklen at vi bare skal kaste os ud på dybt vand, så vi er ikke helt på gal ved ud i at blive dygtigere”. Hm. Min eksmand gav kaffe i formiddags, da jeg hentede børnene. Ungerne lå i en klump på hans sofa og så tegnefilm og vi talte om det vi altid har haft til fælles; job og karriere. Det var den gode ting ved at være med ham, vi var sparringspartnere på vores arbejdsliv, og i lyse stunder som den i dag, diskuterer vi stadig hvor vi er på vej hen, hvad vi har set, hørt og lært.

Jeg fortalte ham om topchefthekids tale fra i går, og om at nok er nok. “Men hvad vil du så, Anna?”. Have no fucking idea, bare det er sjovt. Er det svar nok? Ikke en skid, det ved jeg jo godt, men han kender nogle jeg ikke kender og jeg bad ham om at drysse mit navn ud, hvor nogen måske vil finde det værd at spørge på. Så det. Step by step, og alt det dybe vand, min chef skrev er et klogt sted at springe i. Hun mener nok det vand vi begge er ved at drukne i her og nu, men det behøver jeg jo ikke at tage ind, vel?

Quingentigena. 500 ord mens mine børn hoster i søvne. Ikke at jeg kan latin godt nok til at vide om det er rigtigt.