Cynetics

I mine sorte øjeblikke ser jeg ham som praktisk.

Disclaimeren er noget med at jeg er træt på grund af den krig mellem penicillinprodukter og bakterier der raser i min krop, og de ti kilometer jeg alligevel løb i den fedtetfrosne sne lig efør frokost. Og der er sikkert også hormoner på spil og underskud på eremitkrebsebalancen.

Han så så glad ud, da han kom.

I mine svage øjeblikke ser jeg hans glade smil og er bange for at jeg en dag ikke kan besvare dem. Fordi forskellen mellem vores verdener er for stor, fordi han ikke tænker i akademisk-afrettede baner og fordi han nok aldrig vil forstå hvad jeg taler om når jeg gør. Som i dag, da jeg så på loftet over min sofa, og fortalte om hvad det var der gjorde mig så frustreret i fredags. Der er langt, når man også skal forklare hvad der er god praksis i min verden. Nej, medarbejderne lover mig ikke bank når jeg retter på dem. Ja, jeg er firmaets mand og det er ok at være det.

Så taler vi lidt om at en uddannelse måske vil være til hans fordel. Hvis nu han en dag ville noget andet (og mere, tænker jeg jo), end bare være arbejdsmand. Fordi JEG tænker at det han gør da umuligt kan være tilfredsstillende på sigt, og kan høre at de ting han går op i, er så små, at jeg til tider græmmes. (husk disclaimeren. Jeg kan godt lide manden, det er bare lige nu, ik?)

Og i mine sorte øjeblikke kan jeg godt se det praktiske i ham og mig.

Jeg har et hus. Jeg har en bil. Jeg har to børn. Jeg har kun mine egne hænder og min egen tid til alt det der skal til, for at holde det kørende. En handymand med masser af tid til overs og et udtalt ønske om at gøre mig glad, er måske det der skal til for at mit liv kan hænge så meget bedre sammen til at jeg ikke synker sammen fredag aften i zombietilstand af udmattelse.

Mænd i lederstillinger har gjort nærmest altid. Direktører er rask væk gift med pædagoger, skolelærere og sygeplejesker. Ikke at der er noget i vejen med dem, men det er nu engang sjældent set at det går den anden vej, ikke? Yderst praktisk setup, kan jeg godt se nu. De har en til at holde deres hjem, de har en at dele arbejdet med og en der sætter en tallerken mad i køleskabet, når de bliver nødt til at blive hængende på kontoret. Og sørger for at ungerne har været til håndbold, er spist af og puttet i rette tid.

Kold og kynisk betragtning, som bare strejfer mig, når han lige smutter forbi og skovler sne, sådan en søndag, og jeg er for mør i kroppen til at mærke boblerne i blodet.