Jeg havde engang en medarbejder som vi gav en opgave, der var lidt ud over det hun plejede at få. Ikke meget, bare lidt mere komplekst og bare lidt mere på ukendt grund, men dog nærmere dét hun var udset til at skulle arbejde med fremover, når projektet var afsluttet. Hun fik den ikke alene, hele holdet var kastet ud i en undtagelsestilstand fordi noget ikke var som det skulle være, så vi delte gruppen op og gav stort set alle hver deres pind, som de skulle koordinere med hjælp fra alle de andre. 2 uger efter ringede hun grædende og meldte sig syg med stress. Jeg sygemeldte hende i 3 uger, og satte hende tilbage til de enkle opgaver da hun kom retur. Hun sagde op efter 5-6 måneder.

Et par år senere havde jeg en anden medarbejder, der talte længere tid om det hun skulle nå, end det tog at nå det. Hun trak ikke det tungeste læs i afdelingen og teamlederen var lidt irriteret over at hun mest kørte på frihjul i teamet. Hun levede sammen med en kæreste, og tilsammen havde de 5 børn, alle omkring teenagealderen, der boede på skift hos dem og deres andre forældre. Hun lavede det hele derhjemme, tror jeg. Hun fik det hvertfald til at lyde sådan, og klagesangene over dovne teenagetøser var mange og lange. Så kom det forår hvor det ene barn fyldte 18 og de to andre skulle konfirmeres. Det var hende der skulle arrangere det hele, lød det til, selvom kun et af børnene var hendes biologisk set. En torsdag før en ferie fik hun konstateret for højt blodtryk og meldte sig syg. Hun sagde det ikke direkte til mig, men jeg fik af omveje fortalt, at hun bestemt mente at det var stressbetinget og hendes kolleger mente at firmaet da måtte gøre noget for hende. Hun holdt sin ferie og lagde sig så syg i en uge derefter hvorunder hun fik afviklet de to sidste fester.

Så var der hende den anden, som heller ikke rigtig kunne løfte i sit job; og meldte sig syg med stress da hun blev konfronteret med kravet om at gøre det bedre. Den har jeg vist hørt et par forskellige versioner af.

Fælles for dem er, at de ikke kunne magte de opgaver de var blevet sat for, eller havde påtaget sig, fordi de ikke kunne sige nej. Fælles for dem er også, at jeg – sikkert ret usympatisk og uden tvivl dybt politisk ukorrekt at indrømme – ikke har haft den store medfølelse med dem. Jo, det er forbandet synd for dem, at have det som de havde det, for jeg kunne jo godt se at det ikke var for sjov, men jeg har ikke haft vanvittig stor respekt for deres formåen, for hvor svært kunne det være? I det første tilfælde ved jeg stadig ikke hvad det var hun blev så stresset over. Det var virkelig ikke en svær opgave hun fik.

Jeg tror på, at folk bliver ægte stressede af for meget pres. Jeg har set mennesker jeg respekterer højt, få kryds i øjnene, usund kulør i kinderne og hørt dem fortælle om hvor skidt de sover, eller hvor meget deres hjerte egentlig slår. Og jeg har set at deres opgaver var store og komplekse, og har respekteret dybt når de har taget et par dage på weekeend med kæresten og så været op i speed igen. Men der er ingen af dem, der nogensinde har trukket kortet og meldt sig ud af verden i 2, 5 eller 10 uger.

Jo, jeg har oplevet en enkelt kollega, der trak stikket efter en periode hvor hjemmefronten havde budt på alvorligt syge børn og venten prøvesvar for hende selv. Alt respekt for dét, to gryder kan ikke koge over, på samme tid.

Jeg troede en gang at jeg skulle en helt masse, jeg troede på at jeg havde evnerne, og at jeg blot skulle være på rette sted til rette tid. Jeg troede, at jeg kunne skabe og fastholde overblikket, og lede folk på den naturlige, gode måde; der fik produktiviteten til at stige og problemerne til at blive taklet som spændende udfordringer og leg. Jeg troede, at jeg af alle, havde noget helt unikt at tilbyde og hvis blot jeg kom tilbunds i bunkerne, ville jeg, lige så godt som alle de andre storsmilende kolleger jeg har, lykkes med det, jeg havde i gang. Jeg troede at ingen elefant var for stor, den skulle bare spises fra en ende af.

Det kan jeg så ikke. Altså æde den her skide elefant. Den er for stor, den vokser i munden. Det er dér mit nederlag er.

Jeg. Kunne. Ikke.

Det handler ikke en skid om at sige fra for at passe på mig selv, det handler om at sige fra, fordi jeg ikke kunne. Om at give op. Ja, jeg har gjort det inden jeg kollapsede fysisk; ja, jeg har gjort det inden jeg har gjort ubodelig skade på mig selv, det er vældig fint. Men det kan ikke skjule det forbandede faktum, at jeg giver op, fordi jeg ikke magter opgaven. Præcis som alle de andre ikke kunne magte deres.