01022010

Sjov dato i dag. Symmetri for talnørder. Jeg opdagede det da jeg opdaterede min status over den ildebrand vi slukker ved siden af vores daglige arbejde. Dear all, please find the status for (…).

Og allerede i eftermiddag, mens mine unger pludrede ovenpå, har jeg sms-skændtes med Bono. Vores første skænderi er selvfølgelig pr elektronik. Hurra for moderne parforhold. Eller noget.

Jeg holdt op med at svare mellem aftensmad og sengetid for minihelte, fordi hans svar var vrængende skingre og fordi ord blev læst gennem modtagerens horisont.

Det er vist mest fordi jeg er hård. Jeg vil ikke lade ting passere, jeg har levet i et ægteskab af passerede ting, og druknede i at jeg tilsidst var blevet glemt af mig selv. Jeg mærkede ikke efter i hundrede år, og stivnede til en kold klump hvid marmor, der ikke kunne mærke andet end kulden når han og resten af verden gik forbi.

Så tøede jeg op, og lovede mig selv altid at mærke efter. Det går så ud over Bono. Jeg vil ikke være nogens bedre halvdel, jeg er min egen hele og han sin. Jeg vil ikke dyrke hans sport, jeg har min egen, og han skal ikke være en del af min lille familie, kun en del af mit liv. Jeg snapper blidt efter ham når han planlægger ting hvor ungerne er med og smiler afværgende når han vil have mig med ud på tur med sin klub. Jeg lytter ikke når han mumler om at jeg arbejder for meget og bliver mere end modrat irriteret når han peger på de ting  jeg ikke når, af samme grund.

Tilgengæld var der tre cyklister, der uafhængigt af hinanden kørte på tværs af vejen, da jeg kørte hjem. Det er for såvidt harmløst når der ikke er så mange biler, og også når der ikke er så meget sne. I dag var der bare begge dele og i betragtning af at jeg ikke kan mindes at jeg har bemærket det før, må de her tre cyklister have haft dødsønsker eller en drøm om en invalidepension.

I dag fik han så åbenbart nok. Bum, lige ned i min mobil. Ting læst mellem linierne i min – efter min mening – ret sobre “det her synes jeg ikke er fedt”-udmelding om noget marginalt. Pænt svar tilbage, uden at give slip. Lidt større BUM, lige ned i min mobil igen. Så var det jeg stoppede en times tid eller to, mens børnene blev kildet, fodret og kysset godnat.

Ændrer den pæne dato dagen? Ikke en fløjtende fis, sikkert. Jeg havde sne uden for mit vindue, kaffe i min kop og en voksende tiltro til at jeg alligevel ikke når noget som helst af det jeg skal. Og så er det mandag, og som noget nyt er jeg blevet skældt ud af .

Nu vil jeg lave mig en kop grøn-te med lidt lime i, se nyheder om næste snestorm og spekulere om dét ikke at lade de vigtige ting passere, kan lade sig gøre, uden at skræmme modparten helt væk. Det får vi at se.